Vi kørte  tilbage af samme vej, som vi var kommet og kørte atter gennem den røde by Tinghir og herfra videre op mod et smukt højt beliggende område i Dadesregionen, en smule sydvestligt for Todrakløften. Vi kom først igennem byen Boumalne Dades, hvor der var vældig aktivitet med markeder m.m.. Først så vi noget vi troede var en café, hvor der sad en masse meget lokale mænd, men ved nærmere eftersyn konstaterede vi, at ingen af dem havde bestilt noget – de sad der bare.

Det syntes vi var lidt for sært, så vi fandt en højt beliggende rigtig café, hvor vi kunne sidde og se ud over byens hovedgade, mens vi fik en god kop kaffe. Vi var med garanti de eneste turister i denne by, men blev pænt behandlet.

Vi fortsatte op i bjergene af snoede veje og gennem små byer og kom op til et sted, hvor vi skulle mødes med de andre og gå en tur med vores guider i et naturskønt område. Træerne var eller var lige ved at springe ud, mange blomstrer og græsset / kornet er mange steder grønt, grønt.

Monkeyfingers bliver denne form for bjerge vist kaldt…

Det var en herlig tur, som endte i et område med utrolige klippeformationer og smalle passager.

En del af gruppen fortsatte på en lidt mere udfordrende tur, mens den anden halvdel vendte tilbage stort set af samme vej. Dog endte vi dog delvist ufrivilligt med at gøre den sidste del hjemturen noget vanskeligere. Men tilbage kom vi alle.

Vi fortsatte op mod vores campingplads, og også denne gang fortsatte vi et par km videre op til toppen af et bjerg med nogle ret spændende serpentinersving.

Helt oppe var der et stort hotel, der umiddelbart virkede lukket, men der var alligevel mulighed for at få lidt frokost, omeletter,  med en formidabel udsigt. Det blæste kraftigt, så det var rart at sidde lunt indendøre, tilsat inciterende berbermusik, mens solen varmede os gennem de store vinduer.

Herefter listede vi os ned af bjerget til vores campingplads, hvor Kim foreslog os at gå med på yderligere en tur i området, en lille hyggelig en som alle kunne være med på.

Sidst på eftermiddagen slikkede vi solskin og drak kaffe på campingpladsens terrasse.

Dagen sluttede med  fælles middag i stedets festlokale, god mad, suppe, endnu en gang tagine, og frugt og kage serveret af flinke tjenere.

Især den ene af dem var vældig sjov. Aftenen sluttede med, at han lavede forskellige tricks og fjollede gåder, men på en sød og charmerende måde.

I dag var vi efter endnu en solopgang nødt til at forlade Marzouga og ørkenen, som vi følte os godt tilpasse i, og hvor det var varmere, end vi ellers havde oplevet. Men nye oplevelser ventede. Vi kørte  mod vestnordvest, først gennem et fladt ørkenlignende landskab.

Snart efter så vi rækker med bunker, nærmest små bjerge, af jord/sand med regelmæssige mellemrum. Det var de såkaldte khettara, vandsystemer, der anvendes – eller anvendtes for at skaffe vand i det ellers tørre landskab.

Der blev i 13-1400 tallet manuelt gravet km-lange 5-6 m dybe tunneler. Med visse mellemrum blev den udgravede jord hejst op til overfladen gennem et hul og de små bjerge dannedes. På dette tidspunkt stod grundvandet så højt, at der gennem mange år kunne hives vand op med et fodbetjent hejsesystem. For små hundrede år siden er grundvandsniveuet desværre sunket så dybt, at tunnelerne nu er udtørrede og er blevet en interessant, men noget overset turistattraktion. Vi blev vel modtaget af en mand, der fortalte om systemet og ledte os ned i de lidt uhyggelige tunneler.  

Videre gik det gennem mindre og lidt større byer, og der blev fotograferet til højre og venstre gennem bilruden.

Vi manglede et simkort med mere data til vores router, så vi stoppede ved en mobilbutik i i byen Tinejdad med en lang lang hovedgade. Stor var vores forundring, da det var en glad lille gut på omkring 12 år, der stod bag disken. Han kunne hverken engelsk eller fransk, men var helt klart ret ferm inden for mobiltelefoni. Der var dog alligevel visse vanskeligheder især med aktiveringen af kortet. Men han (og vi) var ikke til sinds at opgive projektet, vi fik også hjælp af en taxichauffør, som havde sine kunder siddende ude i taxaen. Men først da ejeren, en ung mand, 45 minutter senere endelig dukkede op, fik vi lukket handelen med succes.

Da vi på googlemaps viste dem, at vi kom fra Danmark, ville jublen ingen ende tage. Den ældste fyrs storebror arbejdede i Danmark, så nu var vi næsten i familie, så han ville ikke ha’ penge for simkortet. Det var en ret sjov og positiv oplevelse.

Lidt af ventetiden i butikken brugte jeg på at “indfange” mindre børn, der blev hentet fra skole af deres mødre, og lidt større drenge der antageligt ventede på skolebussen – og øvede sig i at gå på café…

Vi havde endnu et par timers kørsel foran os og trængte til moget at spise, så vi fandt en passende plan plads i det øde golde landskab uden for byen, hvor vi parkerede Folke.

Lidt senere begyndte landskabet at blive mere og mere bjergrigt igen.

Vi kom via en bro, bemærk de elegante gadelamper, ind i den større by Tinghir. Smukke  rødlige bjerge, af og til med huse klinet op af de stejle sider, men konstant i tilsvarende rødlige nuancer, der passede perfekt ind i landskabet.

Vi snoede os op ad mod vores campingplads og kom forbi mange flotte scenerier og udsigtspunkter, hvor vi som mange andre bare måtte ud af bilen.

Vi kørte forbi vores campingplads og 6 km videre til egnens berømte kløfter, som det næsten er sværere at passere, end det er for en kamel at komme gennem et nåleøje.

Bjergbestigere sås som små fluer her og der på de høje, stejle bjergsider.

Langs vejen, hvor sælgere ivrigt forsøgte at sælge deres tørklæder m.m., løb en lille flod, der for en gangs skyld ikke var helt udtørret. Desværre så vi også en del meget forhutlede mennesker, antageligt berbere, der lod til at bo i små huler i bjergvæggene. En mor gennede gentagne gange sin magre dreng hen til os, hvor han småjamrende viste sine gennemhullede lærredssko frem. En ubehagelig og svær situation for alle. Vi flygtede vel ikke ligefrem, men vi gik ind i Folke og kørte tilbage til dagens campingplads.

Her skulle man vare sig for stenskred fra de stejle skrænter, ikke mindst fordi det blæste ret kraftigt. Vi spiste i bilen, små pølser og omelet var det vist, vinden løjede, og alt var godt.

I dag startede vi dagen med morgenmad på stedets restaurant, et hyggeligt langbord med en buffet med mange gode ting så som pandekager, berberomelet, brød med alt muligt tilbehør, sandkager m.m.Og så tilmed en god kaffe med mælk.

Resten af formiddagen var helliget drengerøve og seje kvinder. De der havde lyst kunne komme ud i ørkenen og køre på ATV.

Jeg er ingen af delene, men Erik og mange af de andre var med på holdet.

Efter mange instrukser og underskrifter om, at alt var på eget ansvar, kom de endelig af sted og forsvandt i en støvsky.

Alt gik godt, og de kom totalt høje tilbage efter en times tids mere – eller især mindre vild kørsel. Instruktørerne, der var med, lod dem nemlig ikke give den fuld gas – der var tidligere sket uheld.

Lidt senere gik Erik og jeg en lille tur for os selv ud i Saharas ørken – hvor tit gør man lige det… Det var en fin tur, lidt “diset” af støv, og med en behagelig temperatur.

Det var sjovt at gå på toppen af de ret faste sandbjerge, næsten som på en knivsæg.

I netop denne del af Marokko finder man de største vandreservoirer kun tre meter under sandet, hvilket man måske ikke skulle tro.

Et par dage senere var der varslet sandstorm, og så er det nok hverken rart eller klogt at begive sig der ud.

Da vi på anbefaling af andre havde meldt os til at spise på restauranten om aftenen, sprang vi så godt som frokosten over og gik i stedet over i byen igen og kiggede på byen og folkelivet. Der er mange huse med fine detaljerede dør- og vinduespartier og smukke kakler i orientalske mønstre.

Vi fik købt lidt frugt og grønt ved en af gadens mange boder og lod os besnakke til at købe et par små grønne dromedarer i kvarts samt et nyt klistermærke med dromedarer på til Folke. Og så satte vi os på en café og fik dagens anden gode kop café au lait.

Middagen sammen med en halv snes stykker af de andre campere var velsmagende, hyggelig og ruinerede ingen. Og man måtte også her medbringe sin egen vin. At det stort set er de fem samme retter, der er på menuen på de forskellige restauranter, er hvad det er. 

Vi var tidligt oppe for omkring 7.45 at se solen stå op over Sahara smukke sandklitter. Det var nu en lidt diset sol denne morgen, men en flot solopgang alligevel.

Klokken ti stod den på dromedarridt, noget de fleste af os deltog i, også jeg, selv om jeg tidligere havde været lidt skeptisk desangående. Så vi troppede op på den store grusplads ud for campingen, hvor fire dromedardrivere med hver deres lille forbundne flok af disse mærkværdige dyr ventede på os.

Jeg fik en lille dromedar, der skulle gå forrest i sin gruppe, mens Eriks lige bag ved min var betydeligt større, og den der konstant udstødte de højeste og særeste lyde. Erik sagde, at han var bange for at, den ligefrem kunne finde på at hoppe på min…

Vi var heldigvis blevet advaret om at holde godt fast i “håndtaget” , en metalbøjle, når dromedaren skulle rejse sig på sine lange stylter og ligeså, når den senere skulle lægge sig. Og så gik det af sted i (heldigvis) adstadigt tempo ud i ørkenen.

Vores kameldriver var ganske ung og ret uøvet, så jeg var lidt betænkelig, når han gang på gang slap “tøjlen”, der sad fast i næsen på min dromedar. Tænk hvis mit ellers lidt langsomme ridedyr pludselig vendte mulen hjemad og styrtede af sted i strakt kamelgalop med resten af flokken efter sig….

Nogle gange var det for at tage fotos af os eller bare for at forklare et eller andet, at han slap snoren.

Turen tog vel en times tid, og var alt for hurtigt slut.

Ovenfor er en lille video af Eriks dromedar. Lige her sagde den altså ikke noget – kun jeg pipper lidt i baggrunden. Men mimikken og den skummende savl er fin nok.

Lidt senere gik Erik og jeg en tur ind i byen, hvor vi efter at ha’ været op og ned af den lange hovedgade med boder og små restauranter på begge sider.

Vi fandt et sted at spise frokost, hvor kødet der hang parat udenfor så tilforladeligt ud.

Vi fik bl.a. en kæmpe tagine med mange grøntsager og kartofler samt lidt fårekød med meget skind og fedt omkring, hvilket kom en stor mager killing til gode.
Efter frokosten gik vi ud i den anden ende af byen for at hæve penge på posthuset, hvilket ikke var helt problemløst, da det drillede med kortet.

Da vi kom hjem, var vasketøjet klar til ophængning, så snart efter lignede det en beduinlejr.

Om aftenen havde Anne Mette og Kim købt ind til  tapas og vin ved poolen, som vi i fællesskab rettede an. Og så var endnu en dejlig dag ved at være til ende.

I den kølige morgen mødtes de, der ville deltage i denne udflugt med vores tre chauffører og deres firehjulstrækkere.

To timer gennem stenet, ujævnt og sandet terræn tog det at køre ud til en gal eller genial tyske mands tre værker. Hans Jörg Voth, født 1940, kunsthistoriker og snedker, tilbragte mere eller mindre permanent gennem tyve år vintrene i dette stenørkenområde i midten af ingenting. Han ville med sine kunst-/bygningsværker forbinde jord med himmel og sætte de to elementer i relation til hinanden.
Først kom himmeltrappen med sine ni meter og 56 trin, som han for egne midler udførte fra 1980-87. Under byggearbejdet boede han selv i et beduintelt ved siden af og sidenhen indeni.

I 1993-97 fulgte den 260 m lange og op til 6 m høje gyldne spiral eller snegle, som er inspireret af fibonaccitallene, hvor resultatet er en sum af de to foregående tal, 0, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21 o.s.v. . Spiralen med sit tilnærmelsesvis gyldne snit relaterer sig til flere naturligt forekommende objekter som f.eks. snegleskaller eller en solsikkes center.

I spiralens midte er en brønd, og også her tog Voth ophold, mens han arbejdede.

Til slut fulgte hovedværket Orions by bygget 1997-2003. En tredimensionel konstellation der med sine syv tårne er en model relateret til stjernebilledet Orions syv stjerner. De tre meget lysende stjerner midt billedet benævnes Orions bælte, mens de resterende fire stjerner i hvert sit hjørne’ er langt svagere

Alle tre værker er mere eller mindre udført i de for egnen tilgængelige  materialer, presset jord, grus, halm, evt. ler, kalk og vand – Pisé-/ Cobmetoden. Et meget holdbart, stærk og billigt, men langsommeligt materiale at arbejde med.

Undervejs passerede vi flokke af dromedarer, og her og der så vi primitive hytter, hvor nomaderne periodevis opholdt sig.

Det var faktisk en stor oplevelse, som var den lange køretur værd.

Herefter havde vi kun 81 km til vores næste destination, Merzouga  på kanten af Saharas ørken, hvor vi heldigvis skulle blive tre dage. Vi kunne se, at vi gradvis gik fra stenørken til sandørken.

Ved fire tiden kørte vi i gennem “Porten til Sahara”- ret vildt i vores optik. 

Campingpladsen Auberge les Roches lå til den ene side så tæt, man kunne komme på ørkenen, og til den anden side lå den lille ret primitive, men hyggelige landsby Merzouga.

Selve pladsen var rigtig fin, der var en smuk pool – med vand i til glæde for nogle – dog ikke os.

En god restaurant var der også, vasketøjet kunne vi aflevere til en flink kvinde, og toiletter og baderum var OK. Ved femtiden var der fællesmøde og te ved poolen, hvor der blev talt om de næste to dages program.

Om aftenen grillede vi vores lammekoteletter og krydrede pølser,  og ikke så længe efter var vi modne til at kravle op i teltet og sove.