Sahara, Merzouga, 25/2-24, dag 11.

Sahara, Merzouga, 25/2-24, dag 11.

I dag startede vi dagen med morgenmad på stedets restaurant, et hyggeligt langbord med en buffet med mange gode ting så som pandekager, berberomelet, brød med alt muligt tilbehør, sandkager m.m.Og så tilmed en god kaffe med mælk.

Resten af formiddagen var helliget drengerøve og seje kvinder. De der havde lyst kunne komme ud i ørkenen og køre på ATV.

Jeg er ingen af delene, men Erik og mange af de andre var med på holdet.


Efter mange instrukser og underskrifter om, at alt var på eget ansvar, kom de endelig af sted og forsvandt i en støvsky.

Alt gik godt, og de kom totalt høje tilbage efter en times tids mere – eller især mindre vild kørsel. Instruktørerne, der var med, lod dem nemlig ikke give den fuld gas – der var tidligere sket uheld.

Jeg havde hygget mig med at se på dromedarer. Et dyr der virkelig er tilpasset ørkenens betingelser. Den kan leve uden vand i måneder, hvis den får lidt mad, kan pga sine svampeligende fodsåler gå på et 60 grader varmt underlag OG under en sandstorm, kan den orientere sig med lukkede øjne, idet dens øjenlåg er transparante.

Lidt senere gik Erik og jeg en lille tur for os selv ud i Saharas ørken – hvor tit gør man lige det… Det var en fin tur, lidt “diset” af støv, og med en behagelig temperatur.

Klitterne, Erg Chebbi kan blive op til 150 m høje. Den højeste i baggrunden nåede vi desværre ikke op på.


Det var sjovt at gå på toppen af de ret faste sandbjerge, næsten som på en knivsæg.

I netop denne del af Marokko finder man de største vandreservoirer kun tre meter under sandet, hvilket man måske ikke skulle tro.

Disse specielle ca.30 cm høje blomster stødte vi også på

Et par dage senere var der varslet sandstorm, og så er det nok hverken rart eller klogt at begive sig der ud.

Erik tog sig dog en lille mellemmad oven på dagens anstrengelser, først ræs og så ørkenvandring…

Da vi på anbefaling af andre havde meldt os til at spise på restauranten om aftenen, sprang vi så godt som frokosten over og gik i stedet over i byen igen og kiggede på byen og folkelivet. Der er mange huse med fine detaljerede dør- og vinduespartier og smukke kakler i orientalske mønstre.

Her ser det lidt mere rustikt ud

Vi fik købt lidt frugt og grønt ved en af gadens mange boder og lod os besnakke til at købe et par små grønne dromedarer i kvarts samt et nyt klistermærke med dromedarer på til Folke. Og så satte vi os på en café og fik dagens anden gode kop café au lait.

Det ser lidt voldsomt ud, når man kan se, at der virkelig er et dyr der har måttet lade livet for vores skyld

Middagen sammen med en halv snes stykker af de andre campere var velsmagende, hyggelig og ruinerede ingen. Og man måtte også her medbringe sin egen vin. At det stort set er de fem samme retter, der er på menuen på de forskellige restauranter, er hvad det er. 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.