
12/6-26 Sandur
FREDAG 12/6-26
I dag lå vi over i hyggelige Sandur, vi var glade for at ha’ fået “eget hus”, især da der var lovet en del regn. Så ville det være rart, ikke at være “låst” fast i Kermit hele dagen. Det regnede som lovet om natten og også en stor del af formiddagen, men så klarede det op, og det blev endnu en fin, lidt kølig dag med vekslende skydække. Klokken 10 trillede den ene bil efter den anden ind på vores plads. Det viste sig at 10 af bygdens mænd, ant. tidligere fiskere samledes i “vores” stue to timer hver formiddag til snak og kaffe. Vi ville gerne ha’ været to fluer på væggen.


Ud på formiddagen gik vi ud til Sandoy’s store sandstrand med marehalmsklædte klitter ca. en halv times gang herfra. På vej gennem bygden så vi mange nydelige huse af forskellig alder.


Længere ude kom vi til landbrugsområdet. Sandoy er en fladere ø, nemmere at dyke landbrug på, og vi så flere marker med især kartofler, men også andet f.eks. porrer, og der var også enkelte drivhuse med jordbær og andet i.


En å snoede sig smukt gennem området og ned til havet, og gjorde stranden lidt vanskelig tilgængelig.

Her var frodigt og mange blomster.


Vi kom da omsider tørskoede frem til stranden med marehalm og det hele.



På den øverste del var sandet næsten sort, længere nede mere hvidt. Hvis temperaturen ellers var til det, var det den perfekte badestrand.

Vi havde dog endnu dagens uventet store kulturelle oplevelse til gode, nemlig Kunstmuseet i Sandur eller Listasavnið á Sandi på færøsk. Det skulle åbne kl. 13, men vi var lidt skeptiske, for så meget, café’er og lignende var endnu lukkede. Men sandelig om døren ikke stod åben, og en nydelig ældre herre tog noget forbavset i mod os i noget, der mindede om en lille gammeldags møbleret stue i et ellers smukt og lyst nyere toetagers sort træhus.

Bronze skulptur af hæderspersonen Sofus Olsen udført af Hans Pauli Olsen i 2005
Og så begyndte en større rundvisning, han viste sig at være museet’s direktør og meget vidende om de 120 værker af 30 forskellige kunstnere. Derudover var han svigersøn til en af de mere fremtrædende kunstnere, Ingálvur av Reyni. At der overhovedet er så fint et museum i en så lille bygd som Sandur, kan man takke bysbarnet, se ovenfor, Sofus Olsen født i 1914 og død 92 år gammel i 2006 for. Hans famile havde gennem århundreder boet i Sandur, og Sofus som startede som fisker, blev senere akademiker og begyndte selv at samle kunst bl.a af Ingalvur af Reyni. Efter at ha’ samlet og købt kunstværker i over 50 år, ville han give noget tilbage til Sandur, som stod hans hjerte nær. Og det blev så kunstmuseet, tegnet af den anerkendte arkitekt J. P. Gregoriussen, som stod færdigt i 2005 et år før ophavsmandens død.

Oven for ses to malerier af Ingalvur af Reini, af den samme pige/kvinde. Måske hans datter og senere museumsdirektørens kone…

Ovenfor to malerier af den kendte S. J. Mikines født (1906) og opvokset på ø’en Mikines.

Vores guide, direktøren fortæller om den yngre kunstner Edward Fuglø’s 10 skitser til udsmykningen i tunnelen til Sandoy


Lidt senere ankom et dansk selskab som efter aftale fik en rundvisning – og så var vi på egen hånd. Til slut sad vi lidt i “dagligstuen” og hyggede os.

At museet står helt tæt op af hans ydmyge barndomshjem viser også hans tætte forhold til sin familie og oprindelse. Resten af dagen tilbragte vi “hjemme” i Kermit eller oppe i “ vores” hus, hvor man næsten kunne forestille sig, hvordan det ville være at bo her også en mørk efterårsdag.

