11/6-26 Arnafjødur, Æduvik, Nes,Toftir, og Sandoy/ Sandur

Torsdag 11/6-26

Arnafjørdur var faktisk en smukt beliggende fin bygd med både havn, strand, forskole og naturligvis egen kirke. Og fra kl. otte om morgenen var der livlig aktivitet af folk, der mødte ind på arbejde enten ved Fjordbakka, et fiske fryseforetagende eller ved de både, der servicerer de stort set allestedsværende fiskefarme. Og der var ikke længere ind til Klaksvik, det meste af vejen gennnem en tunnel, end man sagtens kunne ha’ sit arbejde der.

Efter et dejligt fælles brusebad i roernes baderum forlod vi stedet og kørte sydpå først mod  Æðuvik, endnu en lille bygd, på Eystoroy’s øde og sikkert ofte forblæste sydspids. Det særlige ved netop dette sted er, at i julemåneden valfarter færingerne hertil for at se deres illuminerede huse og julemarkeder – svært at forestille sig, da her var meget få huse. Men en fin hest så vi da.

Herfra gik turen tværs over sydspidsen af de nok hidtil smalleste veje mod Nes, nok en miniature bygd.
Midtvejs på græssletterne var en vindmøllepark meget passende anlagt.

Bygden Nes

Herefter var vi fra den noget større bygd Toftir af næsten tilbage i “civilisationen”. Her ligger en stor garnfabrik Navia, som også har et stort udsalg af mange pæne, maskinstrikkede ting. Hidtil har jeg/vi dog ikke fundet noget, vi rigtig gerne ville ha’. Snart efter skulle vi  gennem den 11,2 km undersøiske (187 m.u.h.o.f.) og længste tunnel mellem Eysturoya og Streymoy fra dec. 2020.

Vejen videre til turens sidste ø, Sandur, gik over Torshavn, Færøernes nu i vores øjne pulserende metropol. Da vi efterhånden har erfaret, at det er småt med spisesteder ude i bygderne, fandt vi et sjovt sted, OY Brewing, at spise frokost. Det lå lidt udenfor centrum sammen med flere andre større virksomheder. Her kunne man smage og få mange slags øl og bestille forskellige småretter til, og på en kæmpeskærm, nok midlertidigt opsat, kunne man se de kommende VM-fodboldkampe, og ellers var det et sted, hvor der også blev afholdt koncerter.

Med fulde maver var vi nu rustede til at tage næste undersøiske tunnel, den 10,8 km lange tur nu stedvis 155m ned i dybet gennem tunnellen fra Streymoy til hovedbygden Sandur på Sandoy. Denne ø er lidt blidere i konturerne, og hovedbygden Sandur med godt 500 indbyggere har Færøernes største og fineste sandstand (deraf navnet). Alt er pænt og velholdt, med nydelige huse, heraf mange af nyere dato, og der er stort set alle de faciliteter og institutioner, man kan forvente i et moderne samfund. Og med den nye tunnel fra dec. 2023, er der ikke langt til Torshavn. Også her ligger en lille campingplads, hvor vi en stor del af tiden var den eneste gæst. Vi lå tæt på hav og havn – og med udsigt til kirken til den ene side og de mange fiskfarme og med mellemrum også den lille færge til ø’en Skuvoy blot 20 minutters sejlads væk.

Vi havde et udefra set ret faldefærdigt hus næsten for os selv med køkken, en stue med malerier og fotos af skibe og det farefulde liv til søs – og en stor udstoppet sule, som vi faktisk kun har set ganske få af heroppe “live”, samt nogle lidt spooky toiletter m.m. i kælderen.

Nu vi er ved fugle, kan vi fortælle, at vi har set mange mallemukker/havheste, enkelte strandskader, Færøernes nationalefugl, og utallige højlydte stære med sultne unger. Desværre ingen lunder/søpapegøjer – kun i turistbutikkerne på viskestykker, puslespil, postkort etc.

Taget gennem bilens forrude.

Vi gik op i “vores” hus og stegte hakkebøffer med løg, dog på vores egen medbragte induktionsplade, idet komfuret tilsyneladende var blevet fjernet fra køkkenet. Det var sjovt at sidde ved bordet, hvor mangen en fisker har siddet gennem tiderne. 

Senere på aftenen gik vi en runde på havnen og så på de mere eller mindre velholdte både.

”Vores ydmyge hus ses oven for på billedet.