Vi stod op til en solrig lun morgen på skovcampingpladsen i Imbrock. Efter at ha’ klaret aftenopvasken m.m. gik vi en tur rundt om søen og langs de mange sjove kolonihavehuse i området.

Da vi efterfølgende ville betale for opholdet, var vi nær blevet politianmeldt for tricket med euro’en. Det tog sin tid at formilde frau Langfeld, men det lykkedes dog i sidste ende. Da vi nærmede os Hamburg, blev trafikken meget tæt, og i den modsatte retning syd på var der lange køer. Men vi slap forholdsvis nådigt igennem, og efter Elb-tunnelen gik det fint. Vi holdt pause i Flensborg, en rigtig hyggelig by med en flot skyline inde over centrum, leider nicht egne fotos.

Vi kunne sidde ude og spise hver vores backfischbrötchen langs havnebassinet og senere på et lille torv dele et stykke lagkage til kaffen – også næsten uden at fryse udenfor. Vi talte lidt om, at det var en skam, at byen ikke var dansk, men blev enige om, at så var den måske blevet helt anderledes og mindre charmerende. Danmark har så mange havnebyer, mens Tyskland med sit store indland virkelig hæger om deres havnebyer.

Campingpladsen i Kollund er af ældre dato, men fin og vi kunne kigge ud over fjorden fra vores plads. Dagen forventede vi at vågne op til regnvejr – vist for første gang på hele hjemturen. Vi har i det hele taget næsten ikke haft regn, men nok noget koldere vejr end vi havde regnet med – især nætterne og morgenerne har været kølige.

28/3

Vores første morgen i Danmark i Kollund blev ganske rigtigt både våd og grå. Vi kørte af den gamle landevej fra Kollund gennem Åbenrå mod Søvind nær Horsens.

Hele 21 personer plus to hunde var mødt op til Kirstens påskefrokost klokken 13. Den blev vældig vellykket og med dejlig – og rigelig mad.

Ud på aftenen kørte Erik og jeg ud til en fin lille holdeplads på Alrø, hvor der er toiletter, og det ene var tilmed åbent. Der holdt to andre autocampere, men der var fin plads til os også. Vi havde Eriks fine næsten hjemmesyede overtræk på, men det blæste så meget, at vi var nødt til at vende bilen 180 grader, for at det ikke skulle blafre for meget, og det hjalp.

29/3

Efter en nat hvor vi kunne høre de nære bølgers skvulpen, kørte vi forbi Kirsten til formiddagskaffe – og derefter endelig hjemad mod Vornæs, som vi nåede lidt over middag. Alt lignede sig selv, heldigvis med forskellige forårstegn, og vores kat Leo var der med det samme til mjavende at tage i mod os. Fem minutter senere dukkede vores vandhundeopdrætter Sian op. Hun kommer jævnligt forbi for at træne især sine hvalpe i at begå sig i vand. Så med termobukser og gummistøvler på følte man sig straks hjemme igen.

Hermed er vores 11.650 km lange tur, ned gennem Europa til Marokko, rundt i Marokko i fire uger og derefter af diverse omveje tilbage igen til Danmark, SLUT efter to måneder – pånær to dage.

Vi tog afsted fra Camping Kockelscheuer ved 11-tiden, og efter at ha’ fyldt tanken op forlod vi Luxembourg. Trafikken gled let på motorvejen, men ved ettiden ville vi gerne ned og se/gense Rhinen, så vi drejede af ved Leverkusen mellem Köln og Düsseldorf og kørte ned til Hitdorf, en af de utallige små byer der ligger langs Rhinen.

Lige her var der en færge over til modsatte bred, og ved siden af denne lå der en strategisk velplaceret Biergarten, hvor man også havde lettere indendørs servering. Der var rigtig hyggeligt og med fin udsigt over Rhinen og med en flammkuchen til mig og et par pølser til Erik kunne man ikke klage.

Der var gedigen tysk udsmykning til alle sider – selv i loftet med gamle serveringsbakker.
Bagefter var vi nede og gå langs floden. Om flodtrafikken holdt påskeferie er ikke til at sige, men vi så kun to af de store flodbåde, vi mødte så mange af i sommers.

Lige som i Saône var der nu meget mere vand end i sommers, og vi kunne se, at det havde været endnu højere oppe. Det skete tit, især om foråret, fortalte et af de mange ældre par, der meget forståeligt ynder at sidde på en bænk og se vandet strømme forbi. På fotoet neden under til venstre kan man se et lyst bælte i midten, hvortil vandet sidst nåede op.

Derefter gik det videre op mod campingpladsen, som vi har været på en gang tidligere. Den ligger smukt midt ude i en skov med en “badesø”. Vi var først fremme ved halv otte tiden. Det sidste stykke vej kørte vi gennem mørk skov, og først så vi én campingvogn med en sær rosa belysning indvendigt og lidt senere endnu en – nu med mere violet lys og og med et kvindemenneske henslængt på en bred seng. Der kunne vist kun være tale om erhvervsdrivende kvinder med et rimeligt ubehageligt og angstprovokerende job. Nå, men da vi nåede frem til vores respektable campingplads, var alt  lukket og slukket og bommen var for. Heldigvis gik bommen dog op, da den blev fodret med en Euro, og vi fik en fin plads på en lysning i skoven.

Om morgenen gik vi en dejlig tur langs floden Saône ind til Tournus. Alt var forårsgrønt, og de kommunale gartnere havde haft travlt med at pynte op med blomster i krukker og bede.

Frankrig må virkelig ha’ et stort budget, hvad blomsterudsmykning angår. Vi var forbi café’en på byens torv, et hyggeligt sted at få sin morgenkaffe – og så endda med en friskbagt mandelcroissant til.

Derefter stod den på kørsel med retning mod Luxembourg. Vi kørte på “Grand Cru-ruten” med vinmarker på begge sider.

Frokostpausen holdt vi i den hyggelige lille vinby med det flotte navn Nuits-Saint- George. Desværre var det en smule for køligt til at sidde ude, men der var også rart indenfor. Vi fik dagens menu, fransk på den gode måde, men kun med et enkelt glas vin, og af den mere almindelige slags. Sjovt nok var der et andet dansk par i den anden ende af café’en. På den samtale de førte med tjeneren, kunne det endda tyde på, at de var fra Svendborg – verden er lille. 

Vi ville ha’ overnattet ved en camperplads ved lystbådehavnen i Ponte a Mousson, men der var alt optaget, så vi måtte køre halvanden time videre mod en god, gammel kending  Kockelscheuer i Luxembourg, som vi var fremme ved kl. 20, trætte og sandsynligvis med en fartbøde på vej…l

Undervejs kom vi atter forbi denne smukke bro, hvor vi også denne gang holdt en lille pause.

Vi kørte det sidste stykke videre fra Camping Altea mod et gensyn først med Grau de Roi ud til havet og lidt senere langs kanalen op til Aigues-Mortes. Vi kørte på smalle landtanger ofte med en etang, indsø, til den ene side. Her så vi både flamingoer og som i dag, når det blæser vindsurfere.

Som sagt, også i dag blæste det kraftigt, så vi var lige ude og blive frisket lidt op på den yderste mole og fik et foreløbigt sidste kik ud over Middelhavet. Vi kunne se, at der var gang i en kapsejlads lidt længere ude – godt det ikke var os.

I stedet gik vi tilbage og lunede os med en kop kaffe i en af de mange café’er langs “grau’en”. Café’en havde ud over turens dyreste kaffe også en af de mindste hunde, vi hidtil har set.

Den gjorde flere ihærdige forsøg på at entre op på skødet af mig med sine små, men lange klør.

Næsten alle mennesker vi så i dag kom med små eller større buketter af grønne grene. Det lignede ikke palmegrene, men mon ikke det alligevel ikke hang sammen med, at det var Palmesøndag? 

På den korte strækning langs kanalen ind til Aigues-Mortes kom vi både, som ovenfor, forbi flamingoer langs “saltmarkerne” samt som nedenunder de store saltbjerge.

 Lige inden Aigues-Mortes var vi inde i en butik og forsyne os med lidt rosévin, den for egnen typiske og dejlige Vin de sables.

Aigues-Mortes borganlæg var lige så imponerende, som vi huskede det, og byen lige så hyggelig, bare med lidt færre turister, end da vi var her sidst med Skærsilden i september 2022.

Efter at ha’ forsynet os med lidt quiche  og andet godt til frokost m.m. hos bageren kørte vi videre nordpå mod Tournus langs floden Saône.  Vi kørte af en fin og ikke særlig befærdet betalingsmotorvej, så vi kom hurtigt fremad. Vi satser nu på, som et pitstop, at deltage i den påskefrokost, som Eriks søster Kirsten holder Skærtorsdag. Det kommer vist til at passe fint.

På grund af en spærret motorvejstunnel fik vi som bonus en tur gennem Lyon i myldretiden, lidt afvekslende efter motorvejskørslen. Tournus har vi også besøgt i 2022 på vores flod/kanaltur hjem i Skærsilden. Det er en rigtig rar lille by, og campingpladsen som ligger lige ned til floden var lige så god, som den lod til at være ud fra beskrivelsen. Og så havde de tilmed som velkomst en sort kat liggende på receptionsdisken… Men ud på aftenen blev det iskoldt, ikke meget over frysepunktet, så på med uldsokkerne og uldundertrøjen.

Planen var at køre fra Roses til den gamle by Aigues-Mortes med en frokostpause i Sete. Men som tiden gik, kunne vi se, at det gik ikke. For frokost i Frankrig foregår mellem 12-14 og ikke et minut senere, mens man stort set kan få frokost mellem 12 og 18 i Spanien.

I stedet kørte vi ned til Grau de Leucate, hvor vi kunne se, at de havde specialiseret sig i østers og skaldyr. (En grau er, så vidt jeg har forstået det) et udløb/kanal mellem indre vande som f.eks de mange indsøer, etang’er, der er i dette flade område, og så havet. Solen skinnede, men som så ofte i dette område, blæste det kraftigt.

Vi fandt dog en plads med både sol og læ i en af de mange små intermistiske udsalg/spisesteder lige ud til “grau’en”. Man kunne få alle mulige slags skaldyr ud over østers, og vi fik en tallerken med lidt af hvert.

De store rejer var super lækre og spændstige, hvis man sige det om en død reje, og de seks små østers smagte også godt. Og så var det bare et dejligt sted at sidde med fødderne næsten nede i vandet og med en masse glade mennsker ved de andre borde – og dyrt var det ikke.

Bagefter var vi lige nede ved den dejlige strand med krystalklart vand. Her kunne man godt holde sommerferie en gang, var vi enige om.

Vi holdt en kaffepause blandt de endnu knap udsprungne vinmarker.

Herefter forsatte vi mod vores  campingplads lidt før Aigues-Mortes. Det var et ældre, ikke særlig Flower-poweragtigt sted, men udmærket for en enkelt overnatning.