SØNDAG AFTEN TIL TIRSDAG FORMIDDAG 

Som i Hirtshals stod vi linet op i kø en god times tid før vi blev gelejdet ombord af mange mænd i selvlysende veste.

Der skulle nogle flotte gamle biler med færgen (Erik siger det var Morgan plus 8, med 8 cylindre og 190 Hk).

Farvel til Torshavn ved midnatstid.

Vi havde en bedre kahyt med vindue på hjemturen, dejligt at kunne se havet live i stedet for kun på en TV-skærm, og læse i fred og ro kunne man også.

Da vores kahyt denne gang lå på 8. dæk og langt fremme på skibet, og dønningerne var pænt store, rullede det mere og på en anden måde end på udturen. Så vi var begge en smule forkvalmede den næste morgen – søsyge kaldes det vist.( det vil Erik dog ikke være ved) Men vi kunne høre, at vi ikke var de eneste. Det fortog sig dog heldigvis hurtigt – mens vi sejlede forbi Shetlandsøerne.ll

Så vi genvandt appetitten til vores lækre luksus smørebrødsfrokost, denne gang valgte vi nogle andre slags, men lige gode var de.

Især Erik var ret begejstret for lamperne i frokostrestauranten

Tiden ombord på det komfortable skib gik hurtigt – også selv om man var afskåret fra net ender det meste af turen. Vi gik tur på dækket for at få frisk luft – og for at samle appetit till aftenbuffeten. Vi fik her mulighed for at smage skærpekød, langtidstørret, halvråddent harsk lammekød, smager lige så dårligt, som det lyder.
På tallerkenen med fisk nedenunder kan man på min tallerken ane en anden specialitet, et lille stykke tørret fisk, inklusive ben, lod det til. Det var voldsomt hårdt og træet – ja som træ… Men ellers var alt godt.

I de lange, lange gange som man godt kan miste orienteringen i. Især hvis man har fået for mange drinks i den hyggelige bar i udsigtscafé’en Laterna Magica. Det fik vi nu ikke…

Snart var vores nat nr. to ovre. En time før ankomst, skal man være ude af sin kahyt, så rengøringsteamet kan komme i gang – og de er meget effektive, mange også andre ansatte er filippinere. Skibet sejler nærmest non stop mellem Hirtshals, Torshavn og Reykjavik og ligger stort set kun en time i havn, mens næste hold passagerer kommer ombord. Der lader til at være et godt arbejdsmiljø, der er 4 ugers vagter, så man kommer til at kende hinanden godt og lever som i en form for familie. Efter at have rømmet vores kahyt, gik vi for sidste gang op i café’en Laterna Magica på 10. dæk, og fik en kop af deres gode kaffe, mens vi så Jyllands kyst og Hirtshals hastigt nærme sig.

Den sidste halve times tid var vi på dæk, og pludselig var det blevet varmt, så vi kunne sidde og sole os lidt i teaktræs dæksstolene, som først blev stillet frem 15/6.

Og klokken 9.30 var rejsen slut og vi trillede fra borde efter en dejlig tur, hvor alene transporten var en oplevelse. Vi gentager gerne sejlturen en anden gang og tager til Island, som ligger tolv timers sejlads fra Færøerne.

SØNDAG 14/6-26

Vi havde lagt et tæt program for dagen. Uden at stresse indtog vi vores sidste feriemorgenmad, før vi kørte op for at gå en tur i Torshavns bypark, inden det tilstødende tiltalende moderne museum for færøsk kunst åbnede kl. 11. Skulpturen er, som næsten altid, af Hans Pauli Olsen, f. 1958, som ofte vender tingene lidt, som det passer ham. Han er i øvrigt en af de få kunstnere som er bosat fast i København.

Efter at ha’ set det fine museum på Sandoy,  havde vi fået udvidet kendskab til færøsk kunst en smule. Denne viden blev nu udbygget med dels flere værker af de samme kunstnere dels med for os nye kunstnere. En af vores favoritter er nok Samal Joensen Mikines, 1906-1979, og som anses for at være Færøernes første professionelle maler. Ovenfor ses to malerier af brændinger ant. ud Mykines, der er kendt for sin ofte kraftige brænding, men malet med mange års mellemrum.
Og nedenfor to vidt forskellige værker, den nærmest stivnede forladte, ensomme kvinde – og det intense grindedrab.

Kvinderne var i klart undertal, mest fremtrædende var/er Ruth Smith 1923-1958 fra Suðeroy. Hun var en meget selvkritisk, men anerkendt kunstner, som tragisk druknede under en ensom svømmetur. Herunder et selvportræt fra hendes sidste leveår. Ved siden af ses et portræt af en ældre/gammel kvinde, “Bøgernes bog” er titlen på maleriet fra 2002 af den noget yngre Sigrun Gunnarsdottir, født 1950

Spændende skulpturer, især af Hans Pauli Olsen, var der mange af, herunder en lidt mere naturtro af et får – og Erik

En anden favorit, er den 82 årige troldmand Trondur Sverri Patursson f. 1944, der både tryller med glas, tømmer, knogler jern og maler. Derudover er han eventyrer og besejler af alle verdens have. Han er tvilling, men heldigvis den yngste, for ellers skulle han ha’ arvet den fædrende gård, som han skulle ha’ sagt. Især hans glasarbejder med fugle er fantastiske. De hang bl.a. og svævede i det lille museum i Sandur, men også glasmosaikken i den nye kirke i Gøta var var virkelig flot.

ú

Efter denne spændende oplevelse havde vi en frokostaftale kl. 13 på restaurant Katrina Jacobsen nede i det gamle Torshavn,  hvor der om søndagen, som det eneste på menuen, er langtidsstegt lam.

Den hyggelige restaurant ligger i et charmerende hus, og lammekødet, (fra Island) var perfekt tilberedt og med velvalgt tilbehør, alt i generøse mængder. Og så var der lige tjeneren, en ung gut fra Klaksvig med selvsikkerhed og store fremtidsplaner. Han var meget interesseret i vin og efter at uddannet sig til vinkyper og derefter kok ville han åbne sin egen restaurant i sin hjemby, der i den grad trængte til en kvalitetsrestaurant. Kom igen i Klaksvig om seks år, som han sagde.

Klokken tre var det tid til at køre lidt uden for centrum igen og op til forfatteren og multikunstneren, 1900-1992, William Heinesens hus, hvor der er åbent hus to timer hver søndag i sommermånederne.

Efter fornylig gennem Foreningen Norden at have hørt et meget inspirerende foredrag af en Søren Hauge om William, (vi er på fornavn med ham), var det noget, der stod højt på ønskelisten. De første fem år af sit liv boede han dog i et mindre hus midt i Torshavn, men faderen, en driftig købmand og skibsreder, og familien havde brug for mere plads og jord og flyttede derfor uden for byen og indrettede sig i eller byggede dette større hus. Vi var de to eneste gæster, så vi havde den sprudlende og vidende guide Randi helt for os selv.

Det var på alle måder et exceptionelt personligt og spændende hus. Overalt var der malerier, vævninger, papirklip, bøger og ting, der alle havde en historie.

Musikhjørnet og læseafdelingen

Meget var noget William havde stået for, mens andre ting havde Zakkarias, en af hans tre sønner, eller andre kunstnere, venner og bekendte skaffet til huse. Og så havde hans kone sikkert også gjort sit til at gøre hjemmet så harmonisk.

Når William skulle ha’ ro til at skrive, gik han ofte op i sin skrivehytte i det fjerneste hjørne af haven, og senere da benene ikke kunne klare den stejle opgang hertil, flyttede han sit værksted ned i kælderen.

William og hans hustru Elise. Og William, som galant tænder en smøg for dronning eller kronprinsesse Margrethe. Han havde også andre muser, ikke mindst journalisten Else Lidegård, som han og hans familie fik en tæt relation til i hans sidste 20 år.

Efter at ha’ set og hørt om huset og al det liv og historie, det rummede, var vi helt høje, og det var nærmest en lettelse, at vi ikke kunne nå en udstilling om færøsk samtidskunst i det nærliggende Nordens Hus, som guiden Randi havde anbefalet os. Men vi kørte et smut forbi den nyere interessante bygning, der lå højt oppe i baglandet med udsigt over Torshavn by.

Havde det stået til Kermit havde vi droppet noget af al det museumspjat og set en god fodboldkamp.

Også her så vi en “vandret” skulptur af Hans Pauli Olsen.

Sidst på eftermiddagen var vi atter tilbage i det gamle Torshavn, hvor vi fandt William’s første barndomshjem, hvor den tidlige  inspiration til hans senere bøger f.eks. “De fortabte spillemænd” har bundfældet sig.

Kommunen råder nu over dette gamle hus samt det lignende hvide nabohus, som en missionær, William Gibson Morrison, havde boet i omkring år 1900.

Lige op af disse huse ligger Amtmandshuset også i en gammel hvid, men større bygning, dog helt moderne indvendig. Rundt omkring slappede, ikke mindst, børnefamiler af i de omliggende grønne områder langs “å’en”. Tilbage var nu bare at vente, til vi klokken 23.30. kunne køre ombord på det gode skib Norröna.

Vi kom endnu en gang forbi den flotte, men også lidt respektindgydende skulptur (endnu en gang af Hans pauli Olsen). Den lille fugl, en strandskade og Færøernes nationalfugl, repræsenterer færingen som modigt tager kampen op mod den større rovfugl, den danske overmagt. Vi følte os nu velkomne på Færøerne og mødte kun venlige og rare, men også meget selvbevidste mennesker.

Vi så mange mennesker både på vores sidste nat på campingpladsen og rundt om i byen , som vi var stødt på tidligere, og som nu også snart skulle med færgen til Hirtshals.  Bl.a. en polsk troldeagtig ung pige, som var ret begejstret over gensynet, mest fordi hun mente, at hendes og Erik’s sweatre nærmest var ens… Og hun insisterede på en fotosession

13/6-26 LØRDAG

Efter en regnfuld nat vågnede vi, som forventet, op til en dyster og blæsende morgen i Sandur, men da der var lovet opklaring senere, gav vi os god tid til morgenmaden m.m.. Da solen kom frem, tog vi afsked med Sandur, og kørte i retning mod Søltuvik, ud til et smukt naturområde.

Her stod en kæmpesten, 18 m i omkreds og 4 m høj, som om sommeren bliver betrukket med et strikket patchworktæppe, lavet af bygdens kvinder.

Hvert felt fortæller en lille historie om f.eks den lokalkendte heks Givurin eller afbilder dyr, fugle og andre ting – meget sjovt og opfindsomt. Således havde vi dagen inde på Sandurs fine museum set maleriet af pigen med det mørke hår, malet af Ingalvur av Reini – vist nok hans datter.

Og så var det første gang, vi så havet lidt mere oprørt. Der lå nogle nye huse oppe bag ved dette smukke område med en meget flot udsigt, måske var det sommerhuse.

Vi tog videre til den mest afsides, mindste og måske ældste bygd, Skarvanes, af en 7 km, sine steder skræmmende, smal ensporet grusvej – med meget langt ned…. I år 2000 var der ingen indbyggere tilbage, men nu bor der faktisk ti. Og man kan se, at flere af de små huse er blevet restaurerede, og flere er på vej.

Før i tiden var der endda en skole, men den lukkede omkring 1930. – og der er INGEN kirke.

I denne lille meget afsides bygd boede den første kendte færøske maler, bonden Diðrikur, 1802-1865, kendt for sine fugle-, især duetegninger. Han var selvlært, og boede det meste af sit liv i denne lille bygd. Én gang var han dog på en studierejse til København. Der er i dag kun bevaret fem af hans værker, men han har fået æren af at pryde forsiden af Sandur museet’s lille folder (se forsidebilledet til dette indlæg). Og hans fugle har ligeledes inspireret kunstneren Edward Fuglø, som har skabt ti mytiske lyskunstværker i Sandoy broen, til at finde en plads til disse fugle i opdateret form i et af værkerne.

Vel tilbage af og ude af den hårrejsende vej, kørte vi til Husavik, en lille bygd i et mere fladt område. Et sted, hvor der sikkert er mere liv om sommeren end nu, om ikke andet fordi der også her er en sandstrand.

Kirken her har en altertavle malet af danske Sven Havsteen- Mikkelsen, som det lykkedes os at tage et billede af efter at ha’ pudset en rude i den aflåste kirke. Han boede i perioder på Færøerne, og han havde en særlig tilknytning til Husavik. Nede ved den ret stort anlagte havn, nu uden en eneste båd, havde samme kunstner lavet et langt, tidligere farvelagt relief, som man næsten skulle vide var der, før man bemærkede det.

Vi så en stald, hvor man havde får, i al fald dele af året. Og så var der nogle grimme jernkasser, som vi ikke havde lyst til tænke for meget over brugen af.

Sidste stop på Sandoy var Skalavik, en lidt større bygd med hele 110 indbyggere fordelt på en mere spredt bebyggelse på den her også flade og mere landbrugsegnede jord. Nede ved havnen lå Sandoy’s eneste, i al fald åbne café. Her har to søstre, børnebørn af den tidligere købmand lavet en meget speciel og hyggelig café, møbleret med den forhenværende dagligstues gamle møbler.

Det passede lige med at vi kunne få noget at spise her til frokost.

Herefter var eventyret i “vildmarken”slut, og vi kørte atter gennem den ca.12 km undersøiske tunnel nu mod Torshavn, og denne gang lagde vi ekstra mærke til de hulemaleri lignende installationer af den meget yngre kunstner Edward Fuglø undervejs.

Vi nåede lige at købe et par ting i Torshavn i butik Östrøm, inden butikken lukkede kl. 16 lørdag eftermiddag. Og mannequindukken i Butik Öström havde sørme skiftet kjole, siden vi var her sidst…

Bagefter gik vi ned i gæstesejlerhavnen, for at se om vi kunne finde den danske singlesejler, der var gået i havn, mens vi var på Vagar. Og sandelig om vi ikke spottede en båd med dansk flag, som ganske rigtigt hed Sølvræven. Vi var forbi og sagde hej og god tur hjem igen til ham. Han skulle afsted allerede dagen efter – noget af en rejse. Alene sejladsen fra Shetlandsøerne til Torshavn havde taget 36 timer, og det havde vist ikke været ren magssejlads hele vejen.

Solen skinnede stadig, og i Torshavn var der læ for den ellers hårde nordøsten vind, så det føltes helt sommerligt. Som så mange andre slog vi os ned på en af havnefrontens caféer og fik os en kop kaffe og en kage til deling. Så et varmt og sødt (næsten) punktum på en rigtig dejlig tur til Færøerne.

Vi havde bestilt plads på den samme campingplads, som vi var på vores to første nætter og klogt nok, for der var nu fuldt booket for campere, men et ekstra lille telt var der altid plads til.

De moderne farvestrålende huse oppe bag ved campingpladsen så flotte ud i solskinsvejret.

FREDAG 12/6-26

I dag lå vi over i hyggelige Sandur, vi var glade for at ha’ fået “eget hus”, især da der var lovet en del regn. Så ville det være rart, ikke at være “låst” fast i Kermit hele dagen. Det regnede som lovet om natten og også en stor del af formiddagen, men så klarede det op, og det blev endnu en fin, lidt kølig dag med vekslende skydække. Klokken 10 trillede den ene bil efter den anden ind på vores plads. Det viste sig at 10 af bygdens mænd, ant. tidligere fiskere samledes i “vores” stue to timer hver formiddag til snak og kaffe. Vi ville gerne ha’ været to fluer på væggen.

Ud på formiddagen gik vi ud til Sandoy’s store sandstrand med marehalmsklædte klitter ca. en halv times gang herfra. På vej gennem bygden så vi mange nydelige huse af forskellig alder.

Længere ude kom vi til landbrugsområdet. Sandoy er en fladere ø, nemmere at dyke landbrug på, og vi så flere marker med især kartofler, men også andet f.eks. porrer, og der var også enkelte drivhuse med jordbær og andet i.

En å snoede sig smukt gennem området og ned til havet, og gjorde stranden lidt vanskelig tilgængelig.

Her var frodigt og mange blomster.

Vi kom da omsider tørskoede frem til stranden med marehalm og det hele.

På den øverste del var sandet næsten sort, længere nede mere hvidt. Hvis temperaturen ellers var til det, var det den perfekte badestrand.

Vi havde dog endnu dagens uventet store kulturelle oplevelse til gode, nemlig Kunstmuseet i Sandur eller Listasavnið á Sandi på færøsk. Det skulle åbne kl. 13, men vi var lidt skeptiske, for så meget, café’er og lignende var endnu lukkede. Men sandelig om døren ikke stod åben, og en nydelig ældre herre tog noget forbavset i mod os i noget, der mindede om en lille gammeldags møbleret stue i et ellers smukt og lyst nyere toetagers sort træhus.

Bronze skulptur af hæderspersonen Sofus Olsen udført af Hans Pauli Olsen i 2005

Og så begyndte en større rundvisning, han viste sig at være museet’s direktør og meget vidende om de 120 værker af 30 forskellige kunstnere. Derudover var han svigersøn til en af de mere fremtrædende kunstnere, Ingálvur av Reyni. At der overhovedet er så fint et museum i en så lille bygd som Sandur, kan man takke bysbarnet, se ovenfor, Sofus Olsen født i 1914 og død 92 år gammel i 2006 for. Hans famile havde gennem århundreder boet i Sandur, og Sofus som startede som fisker, blev senere akademiker og begyndte selv at samle kunst bl.a af Ingalvur af Reyni. Efter at ha’ samlet og købt kunstværker i over 50 år, ville han give noget tilbage til Sandur, som stod hans hjerte nær. Og det blev så kunstmuseet, tegnet af den anerkendte arkitekt J. P. Gregoriussen, som stod færdigt i 2005 et år før ophavsmandens død.

Oven for ses to malerier af Ingalvur af Reini, af den samme pige/kvinde. Måske hans datter og senere museumsdirektørens kone…

Ovenfor to malerier af den kendte S. J. Mikines født (1906) og opvokset på ø’en Mikines.

Vores guide, direktøren fortæller om den yngre kunstner Edward Fuglø’s 10 skitser til udsmykningen i tunnelen til Sandoy

Lidt senere ankom et dansk selskab som efter aftale fik en rundvisning – og så var vi på egen hånd. Til slut sad vi lidt i “dagligstuen” og hyggede os.

At museet står helt tæt op af hans ydmyge barndomshjem viser også hans  tætte forhold til sin familie og oprindelse. Resten af dagen tilbragte vi “hjemme” i Kermit eller oppe i “ vores” hus, hvor man næsten kunne forestille sig,  hvordan det ville være at bo her også en mørk efterårsdag.

Torsdag 11/6-26

Arnafjørdur var faktisk en smukt beliggende fin bygd med både havn, strand, forskole og naturligvis egen kirke. Og fra kl. otte om morgenen var der livlig aktivitet af folk, der mødte ind på arbejde enten ved Fjordbakka, et fiske fryseforetagende eller ved de både, der servicerer de stort set allestedsværende fiskefarme. Og der var ikke længere ind til Klaksvik, det meste af vejen gennnem en tunnel, end man sagtens kunne ha’ sit arbejde der.

Efter et dejligt fælles brusebad i roernes baderum forlod vi stedet og kørte sydpå først mod  Æðuvik, endnu en lille bygd, på Eystoroy’s øde og sikkert ofte forblæste sydspids. Det særlige ved netop dette sted er, at i julemåneden valfarter færingerne hertil for at se deres illuminerede huse og julemarkeder – svært at forestille sig, da her var meget få huse. Men en fin hest så vi da.

Herfra gik turen tværs over sydspidsen af de nok hidtil smalleste veje mod Nes, nok en miniature bygd.
Midtvejs på græssletterne var en vindmøllepark meget passende anlagt.

Bygden Nes

Herefter var vi fra den noget større bygd Toftir af næsten tilbage i “civilisationen”. Her ligger en stor garnfabrik Navia, som også har et stort udsalg af mange pæne, maskinstrikkede ting. Hidtil har jeg/vi dog ikke fundet noget, vi rigtig gerne ville ha’. Snart efter skulle vi  gennem den 11,2 km undersøiske (187 m.u.h.o.f.) og længste tunnel mellem Eysturoya og Streymoy fra dec. 2020.

Vejen videre til turens sidste ø, Sandur, gik over Torshavn, Færøernes nu i vores øjne pulserende metropol. Da vi efterhånden har erfaret, at det er småt med spisesteder ude i bygderne, fandt vi et sjovt sted, OY Brewing, at spise frokost. Det lå lidt udenfor centrum sammen med flere andre større virksomheder. Her kunne man smage og få mange slags øl og bestille forskellige småretter til, og på en kæmpeskærm, nok midlertidigt opsat, kunne man se de kommende VM-fodboldkampe, og ellers var det et sted, hvor der også blev afholdt koncerter.

Med fulde maver var vi nu rustede til at tage næste undersøiske tunnel, den 10,8 km lange tur nu stedvis 155m ned i dybet gennem tunnellen fra Streymoy til hovedbygden Sandur på Sandoy. Denne ø er lidt blidere i konturerne, og hovedbygden Sandur med godt 500 indbyggere har Færøernes største og fineste sandstand (deraf navnet). Alt er pænt og velholdt, med nydelige huse, heraf mange af nyere dato, og der er stort set alle de faciliteter og institutioner, man kan forvente i et moderne samfund. Og med den nye tunnel fra dec. 2023, er der ikke langt til Torshavn. Også her ligger en lille campingplads, hvor vi en stor del af tiden var den eneste gæst. Vi lå tæt på hav og havn – og med udsigt til kirken til den ene side og de mange fiskfarme og med mellemrum også den lille færge til ø’en Skuvoy blot 20 minutters sejlads væk.

Vi havde et udefra set ret faldefærdigt hus næsten for os selv med køkken, en stue med malerier og fotos af skibe og det farefulde liv til søs – og en stor udstoppet sule, som vi faktisk kun har set ganske få af heroppe “live”, samt nogle lidt spooky toiletter m.m. i kælderen.

Nu vi er ved fugle, kan vi fortælle, at vi har set mange mallemukker/havheste, enkelte strandskader, Færøernes nationalefugl, og utallige højlydte stære med sultne unger. Desværre ingen lunder/søpapegøjer – kun i turistbutikkerne på viskestykker, puslespil, postkort etc.

Taget gennem bilens forrude.

Vi gik op i “vores” hus og stegte hakkebøffer med løg, dog på vores egen medbragte induktionsplade, idet komfuret tilsyneladende var blevet fjernet fra køkkenet. Det var sjovt at sidde ved bordet, hvor mangen en fisker har siddet gennem tiderne. 

Senere på aftenen gik vi en runde på havnen og så på de mere eller mindre velholdte både.

”Vores ydmyge hus ses oven for på billedet.