TIRSDAG 9/6

På vej ud af bygden i den lidt fugtige formiddag var vi forbi kirken og en lille mindelund for alle de børn og hustruer, der havde mistet ders far/mand til havet – og det var mange i årenes løb.

Vi fik også lige besigtiget endnu en kartoffelmark. De har en lidt anden metode end den gængse i DK, idet de vender små firkanter græstørv lægger græstørven henover en kartoffel, som hr. Lundbye demonstrerer.

Vi tog en kort, men smuk tur videre mod sydøst til bygden  Eiði med ca. 785 beboere.

Her var vi som en af de få gange inde og proviantere lidt i en lille, men fin dagligvarebutik med Remavarer og venlig betjening samt en tilhørende mini planteskole.

Vi kunne se at graverne udenfor kirken, iført orangeregntøj i smuskvejret, var i fuld gang med at forberede en ny grav, og da kirken for en gangs skyld var åben, kunne vi se, at der var lagt blomster parat til en begravelse senere på dagen. Men den vej går det jo, og det var en fin og enkel kirke med, efter skik og brug, malet og udskåret træinventar.

Næste lidt muntrere punkt på dagsordenen var en frokost i Ljosà, blot et par huse og en lille havn.

Her lå “Roses” en af de få restauranter – og tilmed velomtalt. Vi blev mødt velkommen af et stort skilt med skriften: Kun for gæster med reservation. Vi var dog heldige alligevel at få et bord længst bagved. Rose, chefen og hendes hjælper, måske søn, var asiatiske. Uden forudbestilling var der stort set kun fish and chips på menu’en, men det var lige hvad vi havde lyst til. Og vi har nok aldrig fået en bedre af slagsen.

Ret mætte kørte vi nu mod sydøst mod Gøta, hvor vi havde et pitstop for at se en af de nyere kirker fra 1995, som skulle være åben og værd at besøge for orglet og ikke mindst sine glasmosaikker af en af Færøerne mest kendte og nulevende kunstnere Trondur Paturson.

Og de var virkelig imponerende og gav et flot nordisk lys i det ellers hvide rum. For at dele sol og vind lige var vi et smut forbi havnen, hvor byens ældste huse og også den gamle kirke ligger. I et af de små huse overnattede præsten, der kom langvejs fra, for at holde gudstjeneste.

Herefter gik dagens sidste korte etape lidt mod nord til byen/bygden Fuglafjørður, hvor der skulle være en autocamperplads. Og ganske rigtigt midt i byen nede ved havnen var der en fin plads og også her med udsigt. Og hvornår er noget så en bygd eller en by? Det har vi tænkt en del over, men grænsen skulle vist gå ved 1500 indbyggere, hvilket Fuglafjørður netop kommer over. Men de foretrækker vist fortsat at betegne sig som en bygd.

Der var nogle ret sjove mytologiske figurer af rustent jern/stål langs havnen i Fuglafjørdur.

Vi måtte op på turistkontoret og få et nøglekort. Erik fik sig en lang snak med damen der, mens jeg så på strik, de havde rigtig mange pæne ting der…

Nede på havnen legede børn frygtløst med at kravle op i en pilrådden oplagt fiskekutter, børn virker afgjort mindre overvågede på disse breddegrader. Ang. morgendagen besluttede vi at tage med en færge fra Klaksvig til Kalsøy kl. 10, og tage bilen med. I guiden stod det at billetbestilling ikke var mulig, så vi lagde os til ro med planen om at stå tidligt op og stille os i kø ved færgen.

ONSDAG 10/6-25

Kik over til noget af Fuglafjørdur

Efter en fredelig morgen i Fuglafjørdur tjekkede vi færgeoplysningerne til Kalsøy (mandeø’en) og kunne se at man vist alligevel kunne/skulle bestille. Og vores ønskede afgang kl. 10 var udsolgt, først kl. 14.50 var der en ledig afgang. Vi havde ikke fået kontakt til den meget lille og eneste campingplads på Kalsoy, så vi besluttede at kontakte turistkontoret i Klaksvig. De kunne oplyse at alt var booket på pladsen, men foreslog os at lade bilen stå i Klaksvig og tage bussen rundt på Kalsoy og færgen tilbage 17.50, og så overnatte på en plads i Arnafjødur 15 minutter fra Klaksvig – og sådan blev det. Så vi sparede den ret dyre bilfærgebillet, og fik tilmed tid til også at besøge Kunøy (koneø’en) som man nemt og hurtigt kunne komme til via en dæmning og en tunnel tværs over ø’en.

Disse to afsides nordlige ø’er lige ved siden af hinanden er kun 2-4 km brede og små tyve km lange, og især Kunøy har Færøernes højeste og mest dramatiske fjelde, hvoraf otte er over 800m. Vi gjorde holdt ved den største samling huse bygden Kunøy, med små 80 indbyggere, og hvor vejen endte.

Det lyseblå hus for ovenover er skolen – for mindre børn antagelig…

Der var en den typiske kirke, men det specielle bed denne bygd er at kirken lod til at være ved at styrte i havet. Derfor forsøgtes den nu understøttet med tunge jernstivere. Der stod mange kloge mænd og diskuterede hvad og hvordan tingene skulle ordnes.

En fin sti førte os på en halv times tid bygden rundt og som noget særligt, havde stedet sin egen lille plantede skov eller plantage.

Efter den lille rundtur kørte vi tilbage til Klaksvig, hvor vi gik ind på en af Klakvigs meget få spisesteder, den hyggelige café Frida, hvor vi fik en dejlig fiskesuppe.

Vi havde stadig tid, inden vi skulle med færgen til til Kalsoy,så vi gik rundt i Klaksvig. Det er en rodet og ikke særlig spændende by med meget tilfældigt nybyggeri blandet med gamle huse og et stort industrielt havneområde.

Endelig kom vi ombord på Teistur en fin, ret ny færge, der på tyve minutter sejlede os til Kalsoy. Og så begyndte vores bustur af stejle, snoede veje og masser af tunneler. Første stop var ved ø’ens nordspids, Trøllanes en minimal bygd, her havde vi SEKS minutter, inden bussen kørte tilbage mod Mikladalur. Men som den søde, unge pige på turistkontoret havde sagt, så var det rigeligt til lige at se og forevige de dramatiske udsigter…

Her forlader bussen os i Trøllanes, ikke et sted man har lyst til at blive efterladt i længere tid…

Men der var nogle flotte fuglefjelde

Der udgår også nogle hårrejsende vandreture derfra mod Mikladalur – ikke noget for os.

Vi nåede lige præcis tilbage til bussen, som kørte os tilbage mod Mikladalur, en lidt større bygd, hvor vi havde godt en time.

Stedets største hit er nok Sælkvinden, en tre m høj skulptur af bronze udført af den meget produktive kunstner Hans Pauli Olsen i 2014. Hun står på klipperne i vandkanten og skuer mod land. Køn eller ej, så er den blevet et trækplaster.

/Og sagnet hun  er inspireret er vældig dramatisk. Folk, der kaster sig i døden ud over de stejle klipper og drukner, bliver til sæler, men en gang om året, Hellig tre Kongers aften, smider de pelsen og genopstår som mennesker og danser natten lang. Heriblandt var en særlig smuk ung kvinde, og skæbnen ville at en ung mand fra bygden fik øje på hende og blev ganske forblændet af hendes skønhed. Han fik listet pelsen fra hende, og hun måtte modvilligt følge ham. For at gøre historien kort, kan jeg sige, at den endte ikke godt. Og det siges, at der siden har hvilet en form for forbandelse over Mikladalur, med påfaldende mange ulyksalige hændelser, såsom fald fra klipperne under fuglefangst og lignende…

Med fare for om ikke liv så lemmer klatrede vi rundt på sten og klipper for at komme tættere på vandfaldet, inden vi gik op af de mange trappetrin igen.

Kalsoy har i øvrigt også været brugt i nyere dramaer i James Bond filmen fra 2021 “No time to die.” Mener at kunne huske de barske øde landskaber.

Kl. 17.10 stod vi klar ved busholdepladsen,og lidt før kl. 18 var vi tilbage i Klaksvig , hvorfra vi kørte til vores natlogi i Arnarfjørdur ikke langt derfra.

Det var et noget interimistisk sted nede ved en lille havn ved en roklub, men udsigten var god og der var både toiletter og brusebad – til roerne.

Vi var den eneste camper, men blev mødt af ejeren, en meget gesjæftig enhåndet sjæl, som fik fingrene i sin mors kødhakkemaskine som toårig. Han var nu blandt meget andet viseborgmester i Klaksvig. Han var ingen engel, men han havde aldrig røget, drukket eller taget stoffer, men hvad havde han mon så gjort… Han kunne alt – også ro. Faktisk havde bygden her med sine nu kun 55 indbyggere tidligere været mestre i roning i tre år i træk – lyder næsten utroligt.

8/6- 26 MANDAG

Som dagens første stop holdt vi ind i selve Haldorsvik, en fin lille bygd hvis særkende var en ottekantet kirke – desværre også lukket.

Undervejs så vi en busk med lysende orange blomster, en Chiliensk ildblomst, som vi senest så en af i Valencia, lidt sjovt. Lidt længere ned langs kysten kom vi forbi et ret stort vandfald, Fossá.

Næste punkt var en ladestation, det skal jo gøres. Nogle gange får vi dog bilen ladet op om natten på campingpladsen. Det går ret let med at finde ladestandere, dog ikke helt så let som i Norge. Vi forlod nu Streymoy for via en bro at komme til Eysturoy.

Ovenfor ses broen over sundet, som nogle kalder den eneste bro over Atlanterhavet.

Vi kørte nu nordpå langs kysten af en selvfølgelig smal vej hvorfra, vi fik nogle fantastiske udsigter, inden vi kom frem til den lille bygd Elduvik.

Hele 12 mennesker boede her fast, fik vi oplyst af en lidt speciel mand, hvis bil (den hvide på fotoet nedenfor) vi måske reddede fra at køre baglæns ned i afgrunden. Vi ku’ se og høre, hvordan håndbremsen gav sig, og se at bilen flyttede sig.  Han grinede lidt og afhjalp situationen ved at putte en sten under det ene baghjul. Han fortalte at det kunne ske at han var eneste i kirken til søndagsgudstjenesten bortset fra præsten.

Af en sti med fine små kartoffelmarker, kom vi af en stejl trappe ned til et anløbssted for en lille båd/færge. Antageligt var  var søvejen den eneste mulighed for at komme nærmere til civilisationen om vinteren.

Herefter kørte vi tilbage af samme vej (afstandene er ikke så store), for at komme over til den anden side af fjorden til næste seværdige bygd Funningur. Der var mange ligheder mellem de to steder, men alligevel havde de hver deres helt egen “personlighed”.

Det mest specielle ved denne bygd var de mange og ret store ahorntræer, som stod godt til den store forekomst af planten Spansk kørvel/Sødskærm .

Efter at ha’ spist et par rugbrødsmadder i bygdens lille havn, forsatte vi mod dagens sidste stop den mere kendte og måske lidt “opreklamerede” bygd Gjogv, hvor der skulle være en lille, men fin campingplads. Lige som i Norge sidste sommer sidder man hele tiden og siger, at nu kan det da ikke blive flottere, smukkere og vildere, men det bliver bare ved og ved.

Vi nærmer os Gjogv…

Nu har vi nok også været heldige med, at solen har ødselt har kastet sine stråler på bjergene, havet, det grønne græs og de små malede huse det meste af dagen. Efter med lidt besvær med at få “tjekket “ ind på campingpladsen på et hotel lidt derfra og efter at have parkeret Kermit på endnu en havudsigtsplads, gik vi ind til et kaffested i “centrum”, hvor de også lavede lækre vafler.

Her havde vi udsigt over dette steds hovedattraktion, en ret lang og høj kløft, gorge som det hedder på engelsk, og som bygden har fået sit navn, Gjogv, efter. Man kunne følge en sti langs kløften ud til havet, hvor vi satte os på Mary’s bænk ( hun og Frederik besøgte Færøerne i 2005) Herfra kunne man nyde udsigten ud over havet og se fuglenes (terner/måger – endnu ingen lunder) elegante flugt langs de stejle klippevægge.

Tilbage på vores campingplads fik vi grillet vores medbragte lammekrone, som smagte dejligt med råstegte kartofler som tilbehør.

Det duftede så godt af lam under tilberedningen, at flere med let misundelse bemærkede dette. Heldigvis havde vi for en  gangs skyld ingen løsgående får og lam lige i nærheden, de ville nok ha’ taget os det ilde op, at vi sådan grillede deres fjerne slægtning fra New Zeeland.

Aftenudsigt fra campingpladsen

7/6- 26 SØNDAG

Regn om natten, tåge om morgenen, lige vejr og tid til et gratis varmt bad i stedets store bruseniche.

Oven for ser man hvor mange sko, der efter høflig henstilling er parkerede om formiddagen uden for fællesrum og badeværelser, og om aftenen var der dobbelt så mange. Og det store fællesrum er også næsten tomt på dette tidspunkt. Lidt efter forlod også vi Vagar og tog nordpå til Vestmanna, den næststørste by på Streymoy. Vi havde overvejet en 90 min. tur med båd langs fuglefjeldene, som vi dog afstod fra, da det i dag var både koldt og meget blæsende, men det var en fin tur ud til byen.

Vi tog i stedet en afstikker ned til bygden Kvivik, se foto ovenfor, hvor man bl.a. kunne se resterne af en vikingebosættelse.

Oven for, lidt under niveau ses resterne af bosættelsen. Man kan ud fra blomsterne se, at det her endnu er mere forår end sommer.

Vi fortsatte tværs over ø’en og op langs østkysten, hvor vi havde et kort, men sjovt stop i Hvalvik. Den lille bygd er mest kendt for sin kirke, som er Færøerne’s ældste trækirke, bygget i 1829 af pommersk fyr, vraggods fra en skotsk bark lastet med træ, som strandede lidt nordligere oppe ved Saksun. Og prædikestolen, oprindeligt fra Torshavn, har mærker der angiveligt stammer fra sabelhug fra franske sørøvere, der plyndrede kirken der i 1677, spændende…

Det er den første kirke,  det er lykkedes os at komme ind i. De andre har været låste – pga grund af turisters dårlige adfærd, som man på skrift flere steder har angivet som årsag, lidt trist. Men her var søndagsgudstjenesten netop slut, og præst og kirketjener var lige ved at lukke og låse, da vi fik sat foden i mellem… De var vældig  flinke og fortalte mangt og meget om kirken m.m. Bl.a. at nogle turister havde forsøgt at lave bål inde i kirken, da det regnede og var koldt udenfor!

Herfra gik turen videre mod nordvest af en meget smal, snoet og smuk vej gennem ødemarken mod den bittelille bygd Saksun, der ligger i bunden af en vestvendt fjord.

I Saksum kan man mod betaling få lov at vandre ned til en af de få store strande eller mod øst over et fjeldmassiv til Tjørnuvik. Vi nøjedes med at beundre de gratis og fantastiske udsigter over havet, stranden, fjeldene, vandfaldene og den lille kirke (udefra).

Der var heldigvis to gratis – og åbne toiletter, som vi og en større gruppe danske vandrere stod i kø til, inden vi forsatte tilbage af samme smalle vej og de videre op over fjeldet mod samme mål – Tjørnuvik.

Vandrerne alle yngre kvinder havde tænkt sig at afslutte turen med en dukkert i det højst 8 grader kolde vand ved stranden i Tjørnuvik -UF! Vi kom mere bekvemt frem af den flotte og stejle nedkørsel til Tjørnuvik, et lille sted som med sin brede sandstrand er yndet af surfere.

I dag med den sydlige vind var havet dog stort set fladt. En anden seværdighed, som er mere uafhængig af vejr og vind (pånær tåge) er de to 75-73m høje klipper i havet, Risin, kæmpen og den den lidt mindre Kellingen.

Den lille bygd med ganske få, ca. 50, indbyggere lå næsten øde hen denne højhellige søndag eftermiddag.

Men så skete miraklet for os to kaffetørstige. Et skilt viste vejen til en åben dør, og vor hædersmand frelser Hans Esbern Heinesen tog i mod os med åbne arme.

Der var kaffe på termokanden og nybagte vafler med hjemmelavet rabarbersyltetøj og flødeskum på vej. Vi blev bænket i den lille stue sammen med først et fransk selskab på fire personer og senere med et færøsk ægtepar. Snakken gik livligt, og vores vært stødte jævnligt til og gav sit besyv med. Han var ikke i familie med sin berømte litterære navnebror, men en lokal ildsjæl og guide. Lidt senere skulle han modtage et stort dansk Kingokor fra Kingokirken i KBH. De skulle vist holde koncert med det lokale kor i Tjørnuviks kirke, og siden skulle der være festmiddag. Vi har læst op på begrebet Kingokor, først op i 1900 tallet blev det udbredt med orgel i kirkerne, mens sang af Thomas Kingo’s salmer var i høj kurs, og denne a cappellaskik er blevet bibeholdt visse steder i såvel DK men især på Færøerne.

Vi tog afsked og kørte mod dagens sidste stop, en campingplads i udkanten af den nærliggende bygd  Haldorsvik. Får med et eller to lam ser og møder man overalt, så det gælder om at være vågen. Selv en sten i vejkanten viser sig ofte pludselig at have fire ben at løbe på. Og såfremt man er uheldig at påkøre et dyr er man erstatningspligtig… Især moderdyrene er dog ret fornuftige – ikke som fasaner og harer.

Der var ikke mange gæster på campingpladsen i Haldorsvik, men en masse tomme campingvogne som stod parkeret her som sommerhuse for de lokale. At det kan blæse voldsomt her fremgik af den måde vognene var fastgjorte med jernkæder om alle hjul. Men vi blev varmt modtaget af bestyreren Elias, som stolt viste os rundt på, hvad han mente måtte være Færøernes bedste campingplads. Også her havde vi omend ikke havudsigt så udsyn over sundet mellem de to store øer Streymoy og over for os Eysturoy. Køkken og toiletbygningen var fra 2018, men alt så nyt ud og var funklende rent – vist nok takket være Elias kone Joan. Lidt af en modsætning til kaosfabrikken på Vargar.

At vejret er meget omskifteligt viser ovenstående to fotos. Det venstre er fra kl. 21.19 mens det højre er fra 22.25

’

LØRDAG, Gildanes Camping

Som ventet vågnede vi op til gråvejr med byger, så vi tog det roligt. Vores bestilte færge til Mykines fra Sørvagur sejlede først 13.30, så vi havde god tid. Campingpladsen har også en meget nervefast rød kat, som gerne lader sig klappe og beundre.

Da det ikke var sikkert at at der blev tid/mulighed for at spise på Mykines besluttede vi at spise tidlig frokost på café Fiskastykkið i Sandavagur tæt på os, og som vi (med rette) havde hørt godt om.

Tidligere landede man netop her torsk, lagde dem til tørring på klipperne for senere at salte dem. Man sad i et rustikt, men smukt indrettet lokale, og der var kun tre retter at vælge i mellem. Vi fik begge en god skål fiskesuppe med små torskestykker tilberedt efter den oprindelige metode.

Vanen tro havde jeg nøje gransket vejrudsigten og med en vis uro set at store bølger fra et tidligere uvejr sydpå langsomt, men sikkert arbejdede sig nordpå mod netop Mykenes, samtidig med at vinden var lokalt var tiltagende. Det sker ret ofte, at man må aflyse sejladsen på denne rute, da ø’en ikke har en egentlig havn, og brændingen kan være ret så voldsom, og man skal nærmest hoppe i land fra færgen… Vi havde ikke hørt om nogen aflysning, men  da vi ved godt 13-tiden stod ved den lille færge sammen med flere andre rejsende, blev vi mødt af en herre, en af kaptajnerne, som kunne fortælle os, at afgangen var aflyst. Det var selvfølgelig lidt ærgerligt, men hellere “safe than sorry”. På dette tidspunkt kom solen, som lovet ud fra vejrudsigten, efterhånden frem. Det hjalp på humøret. Og heldigvis fik vi refunderet såvel færgebilletten som den obligatoriske guidede tur på Mykines.

Plan B blev at tage hul på morgendagens program, en tur videre langs kysten først mod den idylliske bygd Bøur med en flot udsigt til de små karakteristiske klippeøer især den nåleformede Tindholmur. Og nedenfor ses Mykines, og som så ofte ses den med en stor sky på toppen.

Af stejle smalle veje og efter at ha’ kørt gennem en tunnel kom vi frem til bygden Gasadalur, der lå helt afsondret fra fra alt og alle, indtil man for 20 år siden fik etableret en tunnel gennem et enormt bjergmassiv, Eysturtindur, 715 m. på sit højeste. Tunnellen ses som en lille sort prik midt i billedet nedenfor.

Før da tog postbudet to gange ugentlig turen 4 km over bjerget for at levere avisen m.m., ret god  service må man sige. Som så mange andre steder ses der også her mange og store rabarber, og vi købte et glas syltetøj med hjem.

Oven for ses lidt af bygden og Arnafjall, og med 722m Vargas højeste fjeld og et yndet trekkingsted for garvede hikere.

Lige i nærheden ligger Færøernes vist nok største vandfald, Múlafossur.

Efter at ha’ beundret vandfaldet og de stejle klippekyster, uden at se Lunder, men dog andre fugle, og funderet over livet i sådant et lille isoleret samfund forlod vi den skønne plet og kørte tilbage mod Miðvagur.

Her slog vi et slag op af bjergsiden for at se det tilbagetrukne enkesæde Kalvalið, hvor enken Beinta, der gav der gav inspiration til kvindefiguren Barbara, boede i sine sidste år. Faktisk var den meget ydmyge og isolerede bolig beboet helt til 1950’erne.

Sidste punkt på dagens reviderede program var den 313 m høje klippetinde  Trøllkonufingur ( Trolde/Kongefingeren). Den ligger 20 minutters gang udenfor Sandavagur af en smuk sti langs havet i lige så smukt solskin. Der knytter sig to meget forskellige, men lige dramatiske fortællinger til dette navn, læs selv herom andetsteds… 

Et ægtepar fra Texas næsten insisterede på at tage et foto af os…

Herefter vendte vi lidt slidte tilbage til vores ungdommelige campingplads for at lave aftensmad i det noget kaotiske multinationale køkken. Vi nåede dog lige inden, for første gang på turen, at side ti minutter i vores bekvemme stole og nyde dagens sidste solstråler med lidt snacks og et glas hvidvin… Der er jo næsten midnatssol på disse breddegrader….

Katten lod også til at være træt – der er meget at se til på en campingplads…