8/6-26 Haldorsvik, Elduvik, Funningur og Gjogv

8/6- 26 MANDAG

Som dagens første stop holdt vi ind i selve Haldorsvik, en fin lille bygd hvis særkende var en ottekantet kirke – desværre også lukket.

Undervejs så vi en busk med lysende orange blomster, en Chiliensk ildblomst, som vi senest så en af i Valencia, lidt sjovt. Lidt længere ned langs kysten kom vi forbi et ret stort vandfald, Fossá.

Næste punkt var en ladestation, det skal jo gøres. Nogle gange får vi dog bilen ladet op om natten på campingpladsen. Det går ret let med at finde ladestandere, dog ikke helt så let som i Norge. Vi forlod nu Streymoy for via en bro at komme til Eysturoy.

Ovenfor ses broen over sundet, som nogle kalder den eneste bro over Atlanterhavet.

Vi kørte nu nordpå langs kysten af en selvfølgelig smal vej hvorfra, vi fik nogle fantastiske udsigter, inden vi kom frem til den lille bygd Elduvik.

Hele 12 mennesker boede her fast, fik vi oplyst af en lidt speciel mand, hvis bil (den hvide på fotoet nedenfor) vi måske reddede fra at køre baglæns ned i afgrunden. Vi ku’ se og høre, hvordan håndbremsen gav sig, og se at bilen flyttede sig.  Han grinede lidt og afhjalp situationen ved at putte en sten under det ene baghjul. Han fortalte at det kunne ske at han var eneste i kirken til søndagsgudstjenesten bortset fra præsten.

Af en sti med fine små kartoffelmarker, kom vi af en stejl trappe ned til et anløbssted for en lille båd/færge. Antageligt var  var søvejen den eneste mulighed for at komme nærmere til civilisationen om vinteren.

Herefter kørte vi tilbage af samme vej (afstandene er ikke så store), for at komme over til den anden side af fjorden til næste seværdige bygd Funningur. Der var mange ligheder mellem de to steder, men alligevel havde de hver deres helt egen “personlighed”.

Det mest specielle ved denne bygd var de mange og ret store ahorntræer, som stod godt til den store forekomst af planten Spansk kørvel/Sødskærm .

Efter at ha’ spist et par rugbrødsmadder i bygdens lille havn, forsatte vi mod dagens sidste stop den mere kendte og måske lidt “opreklamerede” bygd Gjogv, hvor der skulle være en lille, men fin campingplads. Lige som i Norge sidste sommer sidder man hele tiden og siger, at nu kan det da ikke blive flottere, smukkere og vildere, men det bliver bare ved og ved.

Vi nærmer os Gjogv…

Nu har vi nok også været heldige med, at solen har ødselt har kastet sine stråler på bjergene, havet, det grønne græs og de små malede huse det meste af dagen. Efter med lidt besvær med at få “tjekket “ ind på campingpladsen på et hotel lidt derfra og efter at have parkeret Kermit på endnu en havudsigtsplads, gik vi ind til et kaffested i “centrum”, hvor de også lavede lækre vafler.

Her havde vi udsigt over dette steds hovedattraktion, en ret lang og høj kløft, gorge som det hedder på engelsk, og som bygden har fået sit navn, Gjogv, efter. Man kunne følge en sti langs kløften ud til havet, hvor vi satte os på Mary’s bænk ( hun og Frederik besøgte Færøerne i 2005) Herfra kunne man nyde udsigten ud over havet og se fuglenes (terner/måger – endnu ingen lunder) elegante flugt langs de stejle klippevægge.

Tilbage på vores campingplads fik vi grillet vores medbragte lammekrone, som smagte dejligt med råstegte kartofler som tilbehør.

Det duftede så godt af lam under tilberedningen, at flere med let misundelse bemærkede dette. Heldigvis havde vi for en  gangs skyld ingen løsgående får og lam lige i nærheden, de ville nok ha’ taget os det ilde op, at vi sådan grillede deres fjerne slægtning fra New Zeeland.

Aftenudsigt fra campingpladsen