
14-16/6-26 Hjemrejse med det gode skib Norröna
SØNDAG AFTEN TIL TIRSDAG FORMIDDAG
Som i Hirtshals stod vi linet op i kø en god times tid før vi blev gelejdet ombord af mange mænd i selvlysende veste.

Der skulle nogle flotte gamle biler med færgen (Erik siger det var Morgan plus 8, med 8 cylindre og 190 Hk).

Farvel til Torshavn ved midnatstid.

Vi havde en bedre kahyt med vindue på hjemturen, dejligt at kunne se havet live i stedet for kun på en TV-skærm, og læse i fred og ro kunne man også.

Da vores kahyt denne gang lå på 8. dæk og langt fremme på skibet, og dønningerne var pænt store, rullede det mere og på en anden måde end på udturen. Så vi var begge en smule forkvalmede den næste morgen – søsyge kaldes det vist.( det vil Erik dog ikke være ved) Men vi kunne høre, at vi ikke var de eneste. Det fortog sig dog heldigvis hurtigt – mens vi sejlede forbi Shetlandsøerne.ll

Så vi genvandt appetitten til vores lækre luksus smørebrødsfrokost, denne gang valgte vi nogle andre slags, men lige gode var de.

Især Erik var ret begejstret for lamperne i frokostrestauranten


Tiden ombord på det komfortable skib gik hurtigt – også selv om man var afskåret fra net ender det meste af turen. Vi gik tur på dækket for at få frisk luft – og for at samle appetit till aftenbuffeten. Vi fik her mulighed for at smage skærpekød, langtidstørret, halvråddent harsk lammekød, smager lige så dårligt, som det lyder.
På tallerkenen med fisk nedenunder kan man på min tallerken ane en anden specialitet, et lille stykke tørret fisk, inklusive ben, lod det til. Det var voldsomt hårdt og træet – ja som træ… Men ellers var alt godt.

I de lange, lange gange som man godt kan miste orienteringen i. Især hvis man har fået for mange drinks i den hyggelige bar i udsigtscafé’en Laterna Magica. Det fik vi nu ikke…


Snart var vores nat nr. to ovre. En time før ankomst, skal man være ude af sin kahyt, så rengøringsteamet kan komme i gang – og de er meget effektive, mange også andre ansatte er filippinere. Skibet sejler nærmest non stop mellem Hirtshals, Torshavn og Reykjavik og ligger stort set kun en time i havn, mens næste hold passagerer kommer ombord. Der lader til at være et godt arbejdsmiljø, der er 4 ugers vagter, så man kommer til at kende hinanden godt og lever som i en form for familie. Efter at have rømmet vores kahyt, gik vi for sidste gang op i café’en Laterna Magica på 10. dæk, og fik en kop af deres gode kaffe, mens vi så Jyllands kyst og Hirtshals hastigt nærme sig.

Den sidste halve times tid var vi på dæk, og pludselig var det blevet varmt, så vi kunne sidde og sole os lidt i teaktræs dæksstolene, som først blev stillet frem 15/6.




Og klokken 9.30 var rejsen slut og vi trillede fra borde efter en dejlig tur, hvor alene transporten var en oplevelse. Vi gentager gerne sejlturen en anden gang og tager til Island, som ligger tolv timers sejlads fra Færøerne.