6/6-26 Rundt på Vargar og til Mykines – troede vi da…
LØRDAG, Gildanes Camping
Som ventet vågnede vi op til gråvejr med byger, så vi tog det roligt. Vores bestilte færge til Mykines fra Sørvagur sejlede først 13.30, så vi havde god tid. Campingpladsen har også en meget nervefast rød kat, som gerne lader sig klappe og beundre.
Da det ikke var sikkert at at der blev tid/mulighed for at spise på Mykines besluttede vi at spise tidlig frokost på café Fiskastykkið i Sandavagur tæt på os, og som vi (med rette) havde hørt godt om.
Tidligere landede man netop her torsk, lagde dem til tørring på klipperne for senere at salte dem. Man sad i et rustikt, men smukt indrettet lokale, og der var kun tre retter at vælge i mellem. Vi fik begge en god skål fiskesuppe med små torskestykker tilberedt efter den oprindelige metode.
Vanen tro havde jeg nøje gransket vejrudsigten og med en vis uro set at store bølger fra et tidligere uvejr sydpå langsomt, men sikkert arbejdede sig nordpå mod netop Mykenes, samtidig med at vinden var lokalt var tiltagende. Det sker ret ofte, at man må aflyse sejladsen på denne rute, da ø’en ikke har en egentlig havn, og brændingen kan være ret så voldsom, og man skal nærmest hoppe i land fra færgen… Vi havde ikke hørt om nogen aflysning, men da vi ved godt 13-tiden stod ved den lille færge sammen med flere andre rejsende, blev vi mødt af en herre, en af kaptajnerne, som kunne fortælle os, at afgangen var aflyst. Det var selvfølgelig lidt ærgerligt, men hellere “safe than sorry”. På dette tidspunkt kom solen, som lovet ud fra vejrudsigten, efterhånden frem. Det hjalp på humøret. Og heldigvis fik vi refunderet såvel færgebilletten som den obligatoriske guidede tur på Mykines.
Plan B blev at tage hul på morgendagens program, en tur videre langs kysten først mod den idylliske bygd Bøur med en flot udsigt til de små karakteristiske klippeøer især den nåleformede Tindholmur. Og nedenfor ses Mykines, og som så ofte ses den med en stor sky på toppen.
Af stejle smalle veje og efter at ha’ kørt gennem en tunnel kom vi frem til bygden Gasadalur, der lå helt afsondret fra fra alt og alle, indtil man for 20 år siden fik etableret en tunnel gennem et enormt bjergmassiv, Eysturtindur, 715 m. på sit højeste. Tunnellen ses som en lille sort prik midt i billedet nedenfor.
Før da tog postbudet to gange ugentlig turen 4 km over bjerget for at levere avisen m.m., ret god service må man sige. Som så mange andre steder ses der også her mange og store rabarber, og vi købte et glas syltetøj med hjem.
Oven for ses lidt af bygden og Arnafjall, og med 722m Vargas højeste fjeld og et yndet trekkingsted for garvede hikere.
Lige i nærheden ligger Færøernes vist nok største vandfald, Múlafossur.
Efter at ha’ beundret vandfaldet og de stejle klippekyster, uden at se Lunder, men dog andre fugle, og funderet over livet i sådant et lille isoleret samfund forlod vi den skønne plet og kørte tilbage mod Miðvagur.
Her slog vi et slag op af bjergsiden for at se det tilbagetrukne enkesæde Kalvalið, hvor enken Beinta, der gav der gav inspiration til kvindefiguren Barbara, boede i sine sidste år. Faktisk var den meget ydmyge og isolerede bolig beboet helt til 1950’erne.
Sidste punkt på dagens reviderede program var den 313 m høje klippetinde Trøllkonufingur ( Trolde/Kongefingeren). Den ligger 20 minutters gang udenfor Sandavagur af en smuk sti langs havet i lige så smukt solskin. Der knytter sig to meget forskellige, men lige dramatiske fortællinger til dette navn, læs selv herom andetsteds…
Et ægtepar fra Texas næsten insisterede på at tage et foto af os…
Herefter vendte vi lidt slidte tilbage til vores ungdommelige campingplads for at lave aftensmad i det noget kaotiske multinationale køkken. Vi nåede dog lige inden, for første gang på turen, at side ti minutter i vores bekvemme stole og nyde dagens sidste solstråler med lidt snacks og et glas hvidvin… Der er jo næsten midnatssol på disse breddegrader….
Katten lod også til at være træt – der er meget at se til på en campingplads…