Todra, 199 km, 1340 m o.h. , 26/2-24, dag 12

I dag var vi efter endnu en solopgang nødt til at forlade Marzouga og ørkenen, som vi følte os godt tilpasse i, og hvor det var varmere, end vi ellers havde oplevet. Men nye oplevelser ventede. Vi kørte  mod vestnordvest, først gennem et fladt ørkenlignende landskab.

Snart efter så vi rækker med bunker, nærmest små bjerge, af jord/sand med regelmæssige mellemrum. Det var de såkaldte khettara, vandsystemer, der anvendes – eller anvendtes for at skaffe vand i det ellers tørre landskab.

Der blev i 13-1400 tallet manuelt gravet km-lange 5-6 m dybe tunneler. Med visse mellemrum blev den udgravede jord hejst op til overfladen gennem et hul og de små bjerge dannedes. På dette tidspunkt stod grundvandet så højt, at der gennem mange år kunne hives vand op med et fodbetjent hejsesystem. For små hundrede år siden er grundvandsniveuet desværre sunket så dybt, at tunnelerne nu er udtørrede og er blevet en interessant, men noget overset turistattraktion. Vi blev vel modtaget af en mand, der fortalte om systemet og ledte os ned i de lidt uhyggelige tunneler.  

Videre gik det gennem mindre og lidt større byer, og der blev fotograferet til højre og venstre gennem bilruden.

Vi manglede et simkort med mere data til vores router, så vi stoppede ved en mobilbutik i i byen Tinejdad med en lang lang hovedgade. Stor var vores forundring, da det var en glad lille gut på omkring 12 år, der stod bag disken. Han kunne hverken engelsk eller fransk, men var helt klart ret ferm inden for mobiltelefoni. Der var dog alligevel visse vanskeligheder især med aktiveringen af kortet. Men han (og vi) var ikke til sinds at opgive projektet, vi fik også hjælp af en taxichauffør, som havde sine kunder siddende ude i taxaen. Men først da ejeren, en ung mand, 45 minutter senere endelig dukkede op, fik vi lukket handelen med succes.

Da vi på googlemaps viste dem, at vi kom fra Danmark, ville jublen ingen ende tage. Den ældste fyrs storebror arbejdede i Danmark, så nu var vi næsten i familie, så han ville ikke ha’ penge for simkortet. Det var en ret sjov og positiv oplevelse.

Lidt af ventetiden i butikken brugte jeg på at “indfange” mindre børn, der blev hentet fra skole af deres mødre, og lidt større drenge der antageligt ventede på skolebussen – og øvede sig i at gå på café…

Vi havde endnu et par timers kørsel foran os og trængte til moget at spise, så vi fandt en passende plan plads i det øde golde landskab uden for byen, hvor vi parkerede Folke.

Lidt senere begyndte landskabet at blive mere og mere bjergrigt igen.

Vi kom via en bro, bemærk de elegante gadelamper, ind i den større by Tinghir. Smukke  rødlige bjerge, af og til med huse klinet op af de stejle sider, men konstant i tilsvarende rødlige nuancer, der passede perfekt ind i landskabet.

Vi snoede os op ad mod vores campingplads og kom forbi mange flotte scenerier og udsigtspunkter, hvor vi som mange andre bare måtte ud af bilen.

Vi kørte forbi vores campingplads og 6 km videre til egnens berømte kløfter, som det næsten er sværere at passere, end det er for en kamel at komme gennem et nåleøje.

Bjergbestigere sås som små fluer her og der på de høje, stejle bjergsider.

Langs vejen, hvor sælgere ivrigt forsøgte at sælge deres tørklæder m.m., løb en lille flod, der for en gangs skyld ikke var helt udtørret. Desværre så vi også en del meget forhutlede mennesker, antageligt berbere, der lod til at bo i små huler i bjergvæggene. En mor gennede gentagne gange sin magre dreng hen til os, hvor han småjamrende viste sine gennemhullede lærredssko frem. En ubehagelig og svær situation for alle. Vi flygtede vel ikke ligefrem, men vi gik ind i Folke og kørte tilbage til dagens campingplads.

Her skulle man vare sig for stenskred fra de stejle skrænter, ikke mindst fordi det blæste ret kraftigt. Vi spiste i bilen, små pølser og omelet var det vist, vinden løjede, og alt var godt.