
Dades, 27/2-24, 1700 m o.h., 86 km, dag 13
Vi kørte tilbage af samme vej, som vi var kommet og kørte atter gennem den røde by Tinghir og herfra videre op mod et smukt højt beliggende område i Dadesregionen, en smule sydvestligt for Todrakløften. Vi kom først igennem byen Boumalne Dades, hvor der var vældig aktivitet med markeder m.m.. Først så vi noget vi troede var en café, hvor der sad en masse meget lokale mænd, men ved nærmere eftersyn konstaterede vi, at ingen af dem havde bestilt noget – de sad der bare.

Det syntes vi var lidt for sært, så vi fandt en højt beliggende rigtig café, hvor vi kunne sidde og se ud over byens hovedgade, mens vi fik en god kop kaffe. Vi var med garanti de eneste turister i denne by, men blev pænt behandlet.




Vi fortsatte op i bjergene af snoede veje og gennem små byer og kom op til et sted, hvor vi skulle mødes med de andre og gå en tur med vores guider i et naturskønt område. Træerne var eller var lige ved at springe ud, mange blomstrer og græsset / kornet er mange steder grønt, grønt.


Monkeyfingers bliver denne form for bjerge vist kaldt…

Det var en herlig tur, som endte i et område med utrolige klippeformationer og smalle passager.



En del af gruppen fortsatte på en lidt mere udfordrende tur, mens den anden halvdel vendte tilbage stort set af samme vej. Dog endte vi dog delvist ufrivilligt med at gøre den sidste del hjemturen noget vanskeligere. Men tilbage kom vi alle.

Vi fortsatte op mod vores campingplads, og også denne gang fortsatte vi et par km videre op til toppen af et bjerg med nogle ret spændende serpentinersving.



Helt oppe var der et stort hotel, der umiddelbart virkede lukket, men der var alligevel mulighed for at få lidt frokost, omeletter, med en formidabel udsigt. Det blæste kraftigt, så det var rart at sidde lunt indendøre, tilsat inciterende berbermusik, mens solen varmede os gennem de store vinduer.

Herefter listede vi os ned af bjerget til vores campingplads, hvor Kim foreslog os at gå med på yderligere en tur i området, en lille hyggelig en som alle kunne være med på.


Sidst på eftermiddagen slikkede vi solskin og drak kaffe på campingpladsens terrasse.

Dagen sluttede med fælles middag i stedets festlokale, god mad, suppe, endnu en gang tagine, og frugt og kage serveret af flinke tjenere.


Især den ene af dem var vældig sjov. Aftenen sluttede med, at han lavede forskellige tricks og fjollede gåder, men på en sød og charmerende måde.