Quarzazate, 28/2-24, 1200 m o.h. , dag 14, 165 km

Der er generelt koldt om morgenen, men ikke mindst i højderne, så de seneste dage har jeg fundet Camillas julegave, en lun ulden langærmet undertrøje, frem. De fleste morgener kommer temperaturen ned mellem 1-5 grader. Nok lidt koldere end vi havde forventet. Men vi har dog ikke hafte sne, som det hold freelifere, der startede en uge efter os har haft…

Denne dag startede med endnu en kørsel gennem overvældende bjerglandskaber. Først på eftermiddagen nåede vi vores første destination, Atlas filmstudierne lidt uden for den store og ret nye by Quarzazate med lufthavn og det hele.

Studierne har været brugt fra halvtredserne og bruges stadig til mange især amerikanske film. Omkostningerne er mindre her, og mange film, som ikke ville kunne optages f.eks i  Afganistan, Yemen eller Somalia, kan optages her og i de omkringliggende Atlasbjerge. Også nyere film som f.eks. dele af Game of Thrones er optaget her. Hvem af ældre filmelskere husker ikke film som  Benhur, Cleoprata, og Gladiator?
Vi havde en kvik ung guide, der fortalte om det hele, og som lavede en lille film med os, så vi fik en omend svag fornemmelse af, hvordan der laves film.

Det var lidt sjovt at se de forskellige kulisser. Ovenfor ses Benhur stridsvognen og nedenfor en modelbil, der bl.a. er blevet brugt til en James Bond film – for ikke at lave skader på en dyr bil og en fin lille båd fra filmen Vikings.

Bagefter kørte vi af støvede veje ud mod vores campingplads. Undervejs kom vi forbi flere steder, hvor de solgte de typiske farvestrålende terrakotta fade og skåle. Vi “kom til” at stoppe ved en af dem, men jeg turde næsten ikke gå ud af bilen, fordi der pludselig var et utal af tynde gøende hunde med halen mellem benene rundt om bilen. Lige nær ved lå en tæve med sine små hvalpe. Det kan være svært at se på. Jeg spurgte manden i butikken, om det var hans hunde, velvidende at det var det nok ikke. Nej, det var vilde hunde fra bjergene, sagde han. Trist. Da vi havde forhandlet os frem til en acceptabel pris for to små skåle, spurgte han, om vi måske havde en lille gave til hans seksårige søn, som frygtløst løb rundt og holdt hundene væk fra os. Hvem kunne sige nej til det – så han fik vores sidste plade Ritter Sport, hans “lucky day” må man nok sige.

Camping pladsen lå ude i vildmarken og var rigtig hyggelig med både pool og restaurant. Desværre var det så blæsende, at der ligefrem var bølger i poolen. Da restauranten så tiltalende ud, gik vi derop og spiste og fik nok noget at det bedst tilberedte mad hidtil. Nedenunder ses en farverig og mættende couscous anretning.

Campingejeren Pascal var fransk… Han, en ældre lidt træt udseende mand, havde en charmerende, ung, gudesmuk, høj og slank nougatfarvet hustru, som tog i mod vores bestillinger. Da vi havde spist færdigt, lød der en taktfast banken mod køkkenbordene ude fra køkkenet, og lidt efter kom hele det kvindelige køkkenpersonale inklusive hustruen ind, mens de og dansede og sang – og hev os kedelige danskere med op. De var utroligt søde, glade og smilende og meget forskellige. Og monsieur Pascal tog sig blot rystende til hovedet.

Nogle af pigerne var i de traditionelle lange dragter med tørklæder, andre, som madame Pascal i mere europæisk tøj, men stadig med tørklæder. Men sjove og smittende glade var de. Hvad man dog ikke oplever i Marokko…