Marrakesh 29/2-24, 200 km, dag 15, 400 m o.h.
Erik havde optimistisk sat sin hjemmefra forblandede bolledej til hævning over natten. “ I morgen tidlig kl. 7 står jeg op og bager”. Det kneb det nu lidt med. Og da jeg stod i baderummet og vaskede mig i det kolde vand, kom Erik noget oprevet ind og spurgte, om jeg havde låst bilen, hvilket jeg ikke havde. Men låst var bilen, og begge nøgler lå inde i bilen. Bollerne var heldigvis endnu ikke blevet sat over i omniaovnen – og geniale Erik fandt nok en løsning, tænkte jeg. Og ganske rigtigt, heldigvis var taget stadig oppe, så ved hjælp af en lånt stige kravlede han op og fik en af lynlåsene til teltet listet op, og så kunne bollebagningen endelig komme i gang. Dejen var vist blevet lidt tynd, så det det endte med et brød, men saftigt og lækkert blev det.
Først på ruten havde vi et stop i en af Marokkos mest kendte og filmatiserede ksarer, den 400 år gamle højtbeliggende Ksar Ait Ben-Haddou. ( Og en Ksar er en mindre by, bestående af jordfarvede huse omgivet af en ringmur). Først måtte vi dog forcere en flod med sandsække lagt ud som trædesten.
Derefter måtte vi betale hver 20 dirham til støtte for bevarelsen af byen, og sluttelig blev vi nærmest huhej trukket op gennem byen af ung fyr, der vist var en art selvbestaltet guide.
Selv om vi følte os lidt shanghajede, fik vi nok alligevel mere ud af turen med ham end uden – men han tog sig også rigeligt betalt i sidste ende. Vi var inde og besøge en anden ung fyr, der sad og malede små akvareller med blå farve, orange safranvand og te med meget sukker.
Når han så holdt billedet hen over en flamme, blev det sukkermalede område sort. Og vupti havde han lavet et billede, som vi – eller i al fald Erik følte sig forpligtet til at købe. Også i dag var der filmoptagelser på toppen af byen, og vi kunne neden for byen se arenaen, hvor scener fra bl.a. Gladiator var optaget. Også scener fra Game of Thrones er optaget i byen.
Så godt som lænsede for dirhan af de unge lømler tog vi hul på den lange tur mod Marrakesh. Erik var desværre blevet snotforkølet og fik propper i ørerne af at køre i bjergene. Vi kom faktisk over Atlasbjergenes højeste pas i dag, 2260 m.
Det var bjerge, bjerge og atter bjerge, grå, gule, røde og grønlige med enkelte små byer eller huse ind i mellem. Og bag hver et sving kunne man risikere at møde biler, fæ og folk.
Men flot og dramatisk var det. Endelig langt om længe fladede landskabet ud, og det blev lidt grønnere, jo mere vi nærmede os Marrakesh, hvor vi skulle tilbringe de næste fire nætter. Den store campingplads lå et stykke uden for centrum godt gemt bag en stor mur.
Der var pool, restaurant, en lille butik og gode bade faciliteter.
Som bidrag til hyggen var der høns der gokkede rundt med deres kyllinger, og en enkelt vigtig påfugl var der også. Vi fladede ud i den sene eftermiddagssol med en kop kaffe, var oppe og få et tiltrængt bad i de flot flisedekorerede baderum og slappede bare af resten af dagen.
