Sahara og Merzouga, 700 m o.h. 24/2-24, dag 10
Vi var tidligt oppe for omkring 7.45 at se solen stå op over Sahara smukke sandklitter. Det var nu en lidt diset sol denne morgen, men en flot solopgang alligevel.
Klokken ti stod den på dromedarridt, noget de fleste af os deltog i, også jeg, selv om jeg tidligere havde været lidt skeptisk desangående. Så vi troppede op på den store grusplads ud for campingen, hvor fire dromedardrivere med hver deres lille forbundne flok af disse mærkværdige dyr ventede på os.
Jeg fik en lille dromedar, der skulle gå forrest i sin gruppe, mens Eriks lige bag ved min var betydeligt større, og den der konstant udstødte de højeste og særeste lyde. Erik sagde, at han var bange for at, den ligefrem kunne finde på at hoppe på min…
Vi var heldigvis blevet advaret om at holde godt fast i “håndtaget” , en metalbøjle, når dromedaren skulle rejse sig på sine lange stylter og ligeså, når den senere skulle lægge sig. Og så gik det af sted i (heldigvis) adstadigt tempo ud i ørkenen.
Vores kameldriver var ganske ung og ret uøvet, så jeg var lidt betænkelig, når han gang på gang slap “tøjlen”, der sad fast i næsen på min dromedar. Tænk hvis mit ellers lidt langsomme ridedyr pludselig vendte mulen hjemad og styrtede af sted i strakt kamelgalop med resten af flokken efter sig….
Nogle gange var det for at tage fotos af os eller bare for at forklare et eller andet, at han slap snoren.
Turen tog vel en times tid, og var alt for hurtigt slut.
Ovenfor er en lille video af Eriks dromedar. Lige her sagde den altså ikke noget – kun jeg pipper lidt i baggrunden. Men mimikken og den skummende savl er fin nok.
Lidt senere gik Erik og jeg en tur ind i byen, hvor vi efter at ha’ været op og ned af den lange hovedgade med boder og små restauranter på begge sider.
Vi fandt et sted at spise frokost, hvor kødet der hang parat udenfor så tilforladeligt ud.
Vi fik bl.a. en kæmpe tagine med mange grøntsager og kartofler samt lidt fårekød med meget skind og fedt omkring, hvilket kom en stor mager killing til gode.
Efter frokosten gik vi ud i den anden ende af byen for at hæve penge på posthuset, hvilket ikke var helt problemløst, da det drillede med kortet.
Da vi kom hjem, var vasketøjet klar til ophængning, så snart efter lignede det en beduinlejr.
Om aftenen havde Anne Mette og Kim købt ind til tapas og vin ved poolen, som vi i fællesskab rettede an. Og så var endnu en dejlig dag ved at være til ende.