En 10 stykker inklusive Erik var tidligt oppe for 8.15 at bestige eller vandre op af et mindre bjerg lige over for campingpladsen. Stien var markeret med hvide sten. Jeg sprang over.

Imens nød jeg en stille morgen på den hyggelige campingplads

Alle kom heldigvis helskindede ned fra klatreturen. Kort efter forlod vi den fine lille plads for at køre l84 km sydøst på til Camping Hakkou, som skulle ligge direkte op til en dadelpalmelund.

Vi kørte stort set langs Ziz-floden, som dog allerede nu var så godt som helt udtørret.

Midtvejs kom vi forbi en stor meget turkisgrøn sø, men uden den vegetation der normalt følger med vand. Og senere stoppede vi ved et udsigtspunkt, hvor man kunne se ned i flodsengen med en stor oase med by og dadelpalmer.

Også denne campingplads var af den mere primitive slags, men vi blev vel modtaget.

Vi er nu i et om område, hvor berberne er mere fremtrædende, nogle kan ikke et ord fransk eller andre fremmedsprog. Om eftermiddagen fik vi først serveret myntete, som serveres i glas ceremonielt hældt op i lange stråler fra en “sølvkande” med spids tud.

Derefter var vi på rundvisning i dadelplantagen, vist nok med ejeren af såvel campingpladsen som dadellunden. Med enkelte gloser, fakter og gebærder samt en god portion charme fik han forklaret os en hel del om dadeldyrkning.

En hanplante med hvide blomster bestøver med manuel hjælp 50 hunplanter. Fire små stilke fra hanplanten bliver bundet fast midt i hunplantens krone, så snart de gule blomster springer ud i april/maj.

Og de bliver vandet og nusset om på forskellig vis. F.eks plantes sideskud fra modertræerne om i rækker, hvor de kan vokse sig større. Og så ikke mindst smagte dadlerne rigtig godt, gullige, store og saftige.

Om aftenen var der fællesmiddag med kylling og cous cous som campingpladsen stod for, og lidt efter kom et berber orkester, tre- fire skægge typer, der spillede deres lokale musik på forskellige trommer og to strengeinstrumenter.

Meget specielt, rytmisk og lidt klagende. Og så kom det store udstyrsstykke, hvor flere af os kvinder blev slæbt med ud i et baglokale, hvor vi af nogle små effektive berberkvinder  blev klædt ud i alverdens slør og gevandter.

Og så skulle vi ellers føre os frem som de mata-harier, vi ikke ligefrem var. Siden var der også lidt dans til de uvante rytmer, sjovt var det.

I dag forlod vi Den grønne Diamant og vores nye lille-bitte kat for at køre ud på rejsens vist nok længste etape på 298 km.

Vi startede med en indkøbstur i Marjane et arabisk stort og flot supermarked med et kæmpeudvalg – med undtagelse af svinekød og alkoholiske drikke.

Undervejs gjorde vi holdt i et smukt skovrigt område i Mellem Atlasbjergene. Skovene udmærkede sig på to måder, den ene ved sine store Atlas cedertræer.

Den anden ved en stor bestand af makakaber og de så godt som uddøde maghreb leoparder. Man mener, at de lokale tolererer aberne, fordi de eventuelle leoparder sørger for at holde bestanden nede.

Cedertræerne var smukke og aberne venligere, men lige så nærgående og talrige som dem på Gibraltarklippen. At de var nærgående skyldtes nok, at man mellem mange andre ting kunne købe store poser jordnødder og fodre dem med. En tur trukket på flotte heste var også en mulighed.

Herefter stod den på kørsel i timevis. Midt ude i et tørt og begyndende bjergrigt område holdt vi ind på et lille plateau og lavede os en frokost med frisk flutes, mens vi nød udsigten og stilheden.

 Vi nærmede os efterhånden nogle bjerge, der var lagt i lodrette bløde bølger eller læg, og med sne på toppen. Vejene var i det store hele overraskende gode og nyasfalterede. Men der blev også arbejdet  hårdt for sagen mange steder, nogle gange med store maskiner andre steder med hakke og skovl.

Det var et storslået, men barsk og øde landskab, vi kørte i gennem. Vi så her og der et ensomt  æsel  gå ude i det tørre ingenting, eller folk der stod i vejkanten og håbede på kørelejlighed – også enlige kvinder.

Hvis man så kiggede godt efter,  kunne man måske se et fladt hus, ofte kun med en dør i, bygget af et lerlignende materiale. En tørresnor med vasketøj eller en form for kørerøj signalerede, at huset nok var beboet.

Ved femtiden, nåede vi frem til campingladsen med det spændende navn Jurassic Kasbah Park. Det var et lille, men hyggeligt sted. Selv Erik trængte vist også til en pause nu.

Vi lavede kaffe, som livede os lidt op og gik rundt og småsnakkede med folk.

Ved seks tiden var der fællesmøde og efterfølgende middag i pladsens kasbah restaurant. Dagens lidt triste nyhed var, at en af vognene var blevet påkørt bagfra under køkørsel, heldigvis ikke med alvorlige følger, kun en  bule og en beskadiget nummerplade. Personbilen bagved, en italiener i en BMW havde lidt langt større skade. Men en masse rapportskrivning gjorde, at de først var fremme flere timer senere. Maden var god, en finhakket tomatsalat, en tagineret med keftaer, små kødboller, og endelig frugt til dessert.

Og her måtte vi medbringe vores egen vin. Som en fin afslutning på aftenen var vi oppe på kasbah’ens  tag og se på den næsten fulde måne og stjernerne, der tændtes en for en på aftenhimlen.

I dag var der ikke noget fast på programmet. Nogle tog en taxi ind til den blå port ved medinaen, men de fleste nød bare lige som os at blive “hjemme “ og slappe af, vaske tøj eller gå en lille tur.

Om aftenen var der fællesspisning ved et meget langt bord. Vi lavede selv mad eller grillede på stedet, vældig hyggeligt, senere sang eller skrålede vi sange fra sanghæftet.

Klokken ni var der afgang med en stor bus og vores engelsktalende guide Ali. Vi boede i udkanten af Fes og i område med meget nybyggeri, men vi kom via en stor rundkørsel snart ind på den lange imponerende Konge Boulevard med 8.000 tusind palmer.

Vi stoppede ved hovedporten til et af Kong Mohammed den 6.’s slotte. Selve slottet ligger gemt bag næsten uendeligt lange høje mure.

Vi stod i kø mellem et mylder af turister for at se og blive fotograferet foran porten.

Ali gav os en gennemgang af den  kunstfærdige hovedport, ciseleringen af bronzeporten, kaklerne lavet af egnens specielle grå ler, farvernes betydning og meget mere.

Vi fortsatte op til et udsigtspunkt, hvorfra vi kunne se ud over den koloenorme medina, verdens største bilfri område samt en stor begravelsesplads

Den ældste og arabiske del Fes el Bali er anlagt i år 789 af Moulay Idriss 1. og hans søn Idriss 2. I den sydøstlige del ligger Adwa al Andlusiyin, der som navnet antyder er andalusisk inspireret af muslimske flygtninge fra sydspanien ankommet i 800-tallet, og endelig er der den 3. og jødiske del vist også anlagt af flygtninge fra sydspanien.

Herefter gik turen via det jødiske kvarter til en lille keramikfabrik der lavede alt inden for pynte- og brugsgenstande med den eftertragtede grå ler.

En ung mand, Hamsas, viste os rundt og forklarede om de forskellige stadier. Især mosaikfremstillingen var besværlig og interessant. Mosaik stykkerne bliver tegnet op på kaklerne og hamret ud så kanterne er skrå. Selve mosaikken bliver lavet på “hovedet”, så man skal have styr på alle brikkerne.

Det var på ingen måde et højteknologiske foretagende. Jeg lod mig “forlede” til at købe en ret stor tagine i nogle farver og berbiske mønstre, jeg ikke kunne stå for.

Og selv om jeg fik diverse rabatter, afslag og en lille gave oven i, var det muligvis for dyrt…  Endelig kom vi frem til en af de store, i sin tid strengt bevogtede porte, der førte ind i selve medinaen.

Vi fik strenge ordrer om at gå i samlet flok, for det er meget let at fare vild i denne enorme medina – og måske finder man aldrig ud igen… Denne del var mindre turistet del af den store medina , og det var virkelig som at træde ind i en helt anden verden og tidsalder.

Vi snoede os i gennem  labyrintiske gader eller gyder med som jeg husker det ret høje grumsefarvede huse over os til begge sider. Nogle steder var der dog en overdækning så man næsten måtte krybe frem.

På hver side var der hele tiden små butikker, i visse områder var det snedkervirksomheder, der dominerede, andre steder bittesmå frisørsaloner, vist kun for mænd, masser af tiny gadekøkkener og kaffebarer, små bure stoppede til bristepunktet med duer eller høns, slagterbutikker med kød i lange baner, inklusive velvoksne dromedartestikler der hang og dinglede, og hvor forventningsfulde katte sad i kø nede foran disken.

Tøj, tæpper, smykker og alt i læder var der selvfølgelig også. Og netop læder skulle vi se nærmere på. Vi gik først i gennem den smalleste, laveste og mørkeste tunnel, man kan tænke sig og derefter op af adskillige trapper  op til et stort lædervareudsalg med eget garveri. Her fik vi også en rundvisning og blev indviet i garvnings proceduren, som vi kunne følge (og lugt) oppe fra 3. etage.  For at skåne vores sarte turistnæser fik vi alle udlevere myntestilke for at dæmpe lugtgenerne.

Vi så ned i en gård hvor alle garvekarrene stod side om side i lange rækker. Først lagdes skindene i en hvidlig vædske bestående af læsket kalk og duemøg, som fik hårene til slippe huderne ( ko, ged, lam) siden andre kar, hvor de blev skyllet og farvet i forskellige farver. Arbejderne gik ofte både barbenede og uden handsker og arbejdede i og rundt om karrene. Et virkeligt afskyeligt og sikkert usundt job, selv om vi fik at vide at der der ikke anvendtes kemikalier – alt var biologisk og af naturlig herkomst.

Der var vist ingen der købte noget, omend det færdigforarbejdede lammeskind føltes ualmindeligt blødt og lækkert.

Nu havde vi set og hørt så meget at det var mere end velkomment med en frokostpause. Der var reserveret plads til i os alle oppe på tagetegen i en af de tidligere omtalte tre Clock café’er. Det var vældig dejligt at sidde deroppe i solen og få dejlig mad.

Dagens sidste punkt var en lynvisit i en anden og mere turistet del af medinaen med indgang fra den berømte og smukke blå port.

Vi blev kørt derhen, og var lige et smut inde og danne os et indtryk. Her ville man lettere kunne finde rundt og ikke føle sig helt så fremmedgjort.

Så var vi i gennem dagens program, og vi blev kørt tilbage til vores habitat, hvor de fleste vist slængede sig i deres  stole og slappede af resten af dagen og aftenen. Vi grillede lidt af vores spansk indkøbte kød og fik selskab af adskillige katte.

Ud på formiddagen forlod vi Camping Azila og favoritkatten, en mølædt cremefarvet fyr og begav os ud på dagens tur på 206 km.

Vi kørte gennem fantastiske scenarier af mere eller mindre hullede veje. Hele tiden er der noget , hvor man siger se der, det eller dem. Nogle gange lykkes det måske at indfange øjeblikket med mobilen, men de fleste gange må man lejre det i sin egen hukommelse.

Vi er virkelig havnet i et lavteknologisk land. Over alt ser vi æsler/muldyr , der bruges som transportdyr, pakdyr eller trækdyr. De små udholdende dyr bliver spændt for vogne, der transporterer store beholdere med vand, der køres ud til marker eller dyr, der skal vandes. Elller de trækker møjsommeligt en plov gennem den stenede jord række for række på små, men også større marker.

Vi så dog også enkelte traktorer. Fårehyrder står og går langs befærdede veje med deres flokke af får og lam, som de på beundringsvis maner holder styr på med blot en simpel kæp. Kvinder går med en ko eller to, som de lader græsse i de grønne vejsider, eller de kommer slæbende med store bundter af brænde eller andet på ryggen af sig selv – eller på et æsel. 

Efter et par timer nåede vi frem til Volubines, ruinerne af en romersk by grundlagt ca. år 200. Vi startede dog med et glas kaffe på den nærliggende café med udsigt over området.

Det var skønt at sidde og nyde forårssolens stråler.

Vi blev begge voldsomt imponerede over byen. Tænk at man har kunnet bygge disse templer, porte og huse med søjler og smukke mosaikgulve.

Det har med sikkerhed kostet mere end blod, sved og tårer. På den tid levede der løver i området, som blev fanget og bragt til Rom til gladiatorkampene m.m.

Vi mødte en ung marokkaner, nu bosat i Boston, som harcelerede over, at det var spanierne og portugiserne, der i sidste ende havde udryddet løverne (?) Og franskmændene fik også en sikkert berettiget overhaling over deres fremturen i Algier. Men, som han påpegede, danskerne havde jo ikke nogen kolonitid på deres samvittighed. Pånær Grønland altså, men det var dog altid noget,  at vi ikke havde solgt Grønland til Trump, mente han. Vi undlod at nævne vores vestindiske eventyr. Det romerske eventyr i Volubines fik også en ende, allerede omkring år 300 forlod romerne området, og i første omgang overtog berberne og siden araberne byen, hvor Idriss 1. gjorde byen til Marokkos første hovedstad. Hans søn Idriss 2. flyttede dog snart efter magtens centrum til Fes. Men Volubines vedblev faktisk helt frem til 1700-tallet at være beboet. Herefter blev byen plyndret for marmor og byggematerialer, der så blev brugt andetsteds. Vi havde svært ved at løsrive os fra de romerske ruiner, men vi skulle helst være fremme ved vores næste campingplads, Den grønne Diamant nær Kongebyen Fes klokken 17 til dagens fællesmøde. Vi havde omkring to timers kørsel dertil og trafikken, især gennem byerne  blev mere og mere tæt og hidsig.

Især rundkørsler er lidt af et mareridt, der er ingen, der holder deres baner, eller holder tilbage hvor det ville forventes i DK.

Men vi kom da endelig frem til vores nye residens for de næste tre overnatninger. Denne plads viste sig at være langt mere moderne hvad faciliteter angår, men ikke helt så charmerende som den vi kom fra.