Volubines med de romerske ruiner og Camping Diamant nær kongebyen Fes 18/2-24, dag 4

Volubines med de romerske ruiner og Camping Diamant nær kongebyen Fes 18/2-24, dag 4

Ud på formiddagen forlod vi Camping Azila og favoritkatten, en mølædt cremefarvet fyr og begav os ud på dagens tur på 206 km.

Farvel til Chefchaoun

Vi kørte gennem fantastiske scenarier af mere eller mindre hullede veje. Hele tiden er der noget , hvor man siger se der, det eller dem. Nogle gange lykkes det måske at indfange øjeblikket med mobilen, men de fleste gange må man lejre det i sin egen hukommelse.

Vi er virkelig havnet i et lavteknologisk land. Over alt ser vi æsler/muldyr , der bruges som transportdyr, pakdyr eller trækdyr. De små udholdende dyr bliver spændt for vogne, der transporterer store beholdere med vand, der køres ud til marker eller dyr, der skal vandes. Elller de trækker møjsommeligt en plov gennem den stenede jord række for række på små, men også større marker.

Vi så dog også enkelte traktorer. Fårehyrder står og går langs befærdede veje med deres flokke af får og lam, som de på beundringsvis maner holder styr på med blot en simpel kæp. Kvinder går med en ko eller to, som de lader græsse i de grønne vejsider, eller de kommer slæbende med store bundter af brænde eller andet på ryggen af sig selv – eller på et æsel. 

Efter et par timer nåede vi frem til Volubines, ruinerne af en romersk by grundlagt ca. år 200. Vi startede dog med et glas kaffe på den nærliggende café med udsigt over området.

Det var skønt at sidde og nyde forårssolens stråler.

Vi blev begge voldsomt imponerede over byen. Tænk at man har kunnet bygge disse templer, porte og huse med søjler og smukke mosaikgulve.

Det har med sikkerhed kostet mere end blod, sved og tårer. På den tid levede der løver i området, som blev fanget og bragt til Rom til gladiatorkampene m.m.

Vi mødte en ung marokkaner, nu bosat i Boston, som harcelerede over, at det var spanierne og portugiserne, der i sidste ende havde udryddet løverne (?) Og franskmændene fik også en sikkert berettiget overhaling over deres fremturen i Algier. Men, som han påpegede, danskerne havde jo ikke nogen kolonitid på deres samvittighed. Pånær Grønland altså, men det var dog altid noget,  at vi ikke havde solgt Grønland til Trump, mente han. Vi undlod at nævne vores vestindiske eventyr. Det romerske eventyr i Volubines fik også en ende, allerede omkring år 300 forlod romerne området, og i første omgang overtog berberne og siden araberne byen, hvor Idriss 1. gjorde byen til Marokkos første hovedstad. Hans søn Idriss 2. flyttede dog snart efter magtens centrum til Fes. Men Volubines vedblev faktisk helt frem til 1700-tallet at være beboet. Herefter blev byen plyndret for marmor og byggematerialer, der så blev brugt andetsteds. Vi havde svært ved at løsrive os fra de romerske ruiner, men vi skulle helst være fremme ved vores næste campingplads, Den grønne Diamant nær Kongebyen Fes klokken 17 til dagens fællesmøde. Vi havde omkring to timers kørsel dertil og trafikken, især gennem byerne  blev mere og mere tæt og hidsig.

Smukt beliggende by

Især rundkørsler er lidt af et mareridt, der er ingen, der holder deres baner, eller holder tilbage hvor det ville forventes i DK.

Men vi kom da endelig frem til vores nye residens for de næste tre overnatninger. Denne plads viste sig at være langt mere moderne hvad faciliteter angår, men ikke helt så charmerende som den vi kom fra. 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.