Zizfloden 21/7-24, dag 7, -298 km, 1200 m.o.h.

I dag forlod vi Den grønne Diamant og vores nye lille-bitte kat for at køre ud på rejsens vist nok længste etape på 298 km.

Vi startede med en indkøbstur i Marjane et arabisk stort og flot supermarked med et kæmpeudvalg – med undtagelse af svinekød og alkoholiske drikke.

Undervejs gjorde vi holdt i et smukt skovrigt område i Mellem Atlasbjergene. Skovene udmærkede sig på to måder, den ene ved sine store Atlas cedertræer.

Den anden ved en stor bestand af makakaber og de så godt som uddøde maghreb leoparder. Man mener, at de lokale tolererer aberne, fordi de eventuelle leoparder sørger for at holde bestanden nede.

Cedertræerne var smukke og aberne venligere, men lige så nærgående og talrige som dem på Gibraltarklippen. At de var nærgående skyldtes nok, at man mellem mange andre ting kunne købe store poser jordnødder og fodre dem med. En tur trukket på flotte heste var også en mulighed.

Herefter stod den på kørsel i timevis. Midt ude i et tørt og begyndende bjergrigt område holdt vi ind på et lille plateau og lavede os en frokost med frisk flutes, mens vi nød udsigten og stilheden.

 Vi nærmede os efterhånden nogle bjerge, der var lagt i lodrette bløde bølger eller læg, og med sne på toppen. Vejene var i det store hele overraskende gode og nyasfalterede. Men der blev også arbejdet  hårdt for sagen mange steder, nogle gange med store maskiner andre steder med hakke og skovl.

Det var et storslået, men barsk og øde landskab, vi kørte i gennem. Vi så her og der et ensomt  æsel  gå ude i det tørre ingenting, eller folk der stod i vejkanten og håbede på kørelejlighed – også enlige kvinder.

Hvis man så kiggede godt efter,  kunne man måske se et fladt hus, ofte kun med en dør i, bygget af et lerlignende materiale. En tørresnor med vasketøj eller en form for kørerøj signalerede, at huset nok var beboet.

Ved femtiden, nåede vi frem til campingladsen med det spændende navn Jurassic Kasbah Park. Det var et lille, men hyggeligt sted. Selv Erik trængte vist også til en pause nu.

Vi lavede kaffe, som livede os lidt op og gik rundt og småsnakkede med folk.

Ved seks tiden var der fællesmøde og efterfølgende middag i pladsens kasbah restaurant. Dagens lidt triste nyhed var, at en af vognene var blevet påkørt bagfra under køkørsel, heldigvis ikke med alvorlige følger, kun en  bule og en beskadiget nummerplade. Personbilen bagved, en italiener i en BMW havde lidt langt større skade. Men en masse rapportskrivning gjorde, at de først var fremme flere timer senere. Maden var god, en finhakket tomatsalat, en tagineret med keftaer, små kødboller, og endelig frugt til dessert.

Og her måtte vi medbringe vores egen vin. Som en fin afslutning på aftenen var vi oppe på kasbah’ens  tag og se på den næsten fulde måne og stjernerne, der tændtes en for en på aftenhimlen.