Egentlig kunne de fleste af os nok trænge til en rolig dag, men alligevel tog de fleste af os alligevel med på denne tur til Imlil ca. 60 km syd for Marrakesh.

Området gør sig bemærket på flere måder. Her i Toubkal Nationalpark i de høje Atlasbjerge finder man Nordafrikas højeste bjerg Mount Toubkal 4167 m, og området er et populært og smukt trekkingområde, hvor man kan opleve berbernes kultur.

Desværre har området været ramt af flere ulykker de seneste år. Det var her to unge skandinaviske piger under en vandreferie i 2018 mistede livet på værste vis. Gerningsmændene kom ikke fra den ellers så fredelige egn, men både denne hændelse og senere coronaen gjorde stor skade på turismen. Og så blev Marokko i september 2023 ramt af et voldsomt jordskælv og især området omkring Imlil var tæt på skælvets epicenter. Tusinder blev dræbt og endnu flere blev hjemløse eller mistede alle deres får,og geder, mennesker der i forvejen ikke havde for meget.
Vores guider har tidligere besøgt Imlil og har efterfølgende haft kontakt med en engelsk kvinde, Selina, der ved et tilfælde opholdt sig i Imlil, da katastrofen indtraf, og netop på det hostel, vi nu besøgte.

Hun har siden opholdt sig det meste af tiden i Imlil og været med til at arrangere og financiere forskellige tiltag for at få samfundet på fode igen. Der er stadig lang vej igen, men al hjælp modtages. Regeringen har også ydet støtte f.eks til genopbygning af huse, men ikke i nær tilstrækkelig grad. Også vi gav en skærv til hatten der gik rundt, andre havde også tøj med, hjemmestrikkede uldstrømper til de helt små eller noget andet. Det tog over to timer at komme frem til byen, og vi kunne alt for godt forestille os, hvor svært det har været at få hjælp frem til området.

De i forvejen dårlige veje bar stadig tydeligt præg af det ragnarok jordskælvet medførte. Det var faktisk en lidt scary tur… Mange mennesker boede satdig i blå plastiktelte eller huse bygget af sandsække.

Vi blev varmt modtaget af folkene på hostellet, og af Selina der under den indledende teservering fortalte om sine oplevelser under jordskælvet den sene aften og livet efterflg.

Bagefter var der frokost på tagterrassen med verdens bedste udsigt til Toibkalbjerget.

Inden vi skulle tilbage mod Marrakesh var der lige tid til en tur ned gennem byen, som heldigvis er vågnet til live igen. Her blev vi lokket ind og op i en berbisk tæppehule, og som jeg sagde til Erik:” Her slipper vi aldrig ud uden mindst et tæppe under armen”. Og det var så,sandt som det var sagt – to små tæpper blev det til.

Der var ret stille i bussen hjem efter endnu en dag fyldt af indtryk, men vi vågnede dog noget op, da vores drevne chauffør forcerede Marrakesh’s spændende trafik.

Tilbage på campingpladsen gik vi op til restauranten og delte en flammkuchen med et glas vin til. Nogle steder, typisk hvor der er mange turister, serverer de vin, eller man må selv medbringe. Vi er kommet frem til, at det er en lidt kedeligere eller fladere oplevelse at få f.eks en lækker fisk uden et glas vin til, selv om et glas friskpresset appelsinjuice heller ikke er dårligt.

Egentlig skulle vi ha’ haft “fridag”, MEN et af deltagerparrene havde tidligere besøgt en restaurant, der blev drevet af et non-profit foretagende. Man havde oprettet en skole for unge kvinder, der af forskellige årsager var havnet i problemer. De foreslog nu, at de af os der havde lyst tog med ud og besøgte stedet, som også tilbød et dagskursus primært for turister. Her lærte man at lave en tagine og fik fortalt om projektet for de unge kvinder mellem 18 og 25 år. Så halvdelen af os blev i minibusser kørt ud til skolen i udkanten af Marrakesh.

Skolen lå i et smukt hus med en dejlig frodig have, hvor en ældre mand gik og nussede om blomster og alle de forskellige grøntsager, der kunne bruges i køkkenet.

Pigerne fik i løbet af et lille årstid et kursus i madlavning, omgang med gæster, lidt engelsk eller fransk. Ja, nogle skulle endda først lære at læse.

Bortset fra at vi i starten hundefrøs i det delvist åbne køkken, var det en rigtig god og lærerig oplevelse.

Mens maden simrede en god time over de små stenkulsbækkener, blev de kvindelige kokkekursister gennet ind for at iføre sig mere passende påklædning til det følgende teselskab.

Derefter fik vi serveret og fortalt om den typiske myntete brygget  på grøn gunpowder te. Og dertil fik vi fik fine kager produceret af pigerne.

Nogle af os havde lavet lammetagine, andre med kylling og saltsyltet citron og nogle med oksekød.

Som det allesidste skulle vi hjælpe med at pakke nogle poser til særligt trængende fattige i de jordskælvsramte områder op til den snarlige ramadan. Posen indeholdt bl.a. olie, mel, couscous, ris, pasta, linser, te, kaffe, mælk, gær, dåser med tomat og majs, dadler m.m., 25 kg i alt. Poserne blev efterfølgende kørt ud og fordelt af unge frivillige.

Så også i dag blev næsten en heldagsudflugt, og vi var ret trætte og mætte af indtryk og mad, da vi nåede hjem sidst på eftermiddagen. 

Om morgenen blev vi hentet af fire minibusser, der fragtede os sikkert gennem den mere end almindeligt hektiske bytrafik. Biler, busser, lastbiler, æselkærrer, to- og trehjulede knallerter samt hunde og katte og et utal af rundkørsler.

l

Vi blev sat af på Place des Ferblantiers ( Bliksmedenes Plads) lige uden for medinaen, hvor der også var et vældigt leben.

Lidt efter stødte vores guide til, en ældre lille høflig mand, som på bedste vis førte os gennem en del af medinaens morgenkolde gyder og ud til dens største plads, vist pga af en misforståelse bliver kaldt De dødes plads – død var den i al fald ikke. Og om aftenen blev den efter sigende endnu mere livlig.

Også nu var der ud over forskellige boder, slangetæmmere med deres fløjter, aber i snor og meget andet. Her satte mange af os sig i solen med en kop myntete og forsøgte at få varmen i den kølige formiddag.

Efter at ha’ været lidt på egen hånd fortsatte rundvisningen, og vi kom ind i en passage, hvor alverdens fotos og gabets vedr. Kong Mohamed 6. og hans familie prydede væggene. Han er nærmest enevældig, men efter sigende ( stadig) ret populær.

Vi fortsatte ind i en anden del af medinaen, og kom igennem et stort område med krydderier, oliven og lignende, hvor Anne Mette serverede oliven.

Så var det endnu en gang blevet tid til frokost på en tagterrasse med udsigt ud over byen. Lidt langtidsstegt lam og en omelet til deling fik vi.

Siden var vi forbi en plads der bugnede af brugt kvindetøj. Det var her fraskilte kvinder prøvede at skaffe lidt penge efter en frivillig eller ufrivillig skilsmisse. En skilsmisse var en lykkelig hændelse påstod vores guide. Om det var for at please kongen, som som vist selv blev skilt for nogle år siden efter 16 års ægteskab, vides ikke. Før i tiden kunne manden knække en pind eller et stykke brød tre gange, og så var skilsmissen en realitet. Nu kan også kvinden bede om skilsmisse, hvis hun overfor imamen vender op og ned på sin højre sko… Så vidt jeg har læst mig til, er såvel seksuelt samkvem før ægteskab som abort ulovligt og kan straffes med fængsel. Og der er vist stadig en del, der halter på flere områder. Vi forlod kvindernes marked og kom ind i uldgaden, hvor farverige garner hang overalt og kom videre til tæppehandlerne.

Der er utroligt mange flotte vævede tæpper, og hvem ved, måske vi  “kommer til” at købe et lille tæppe også.  Dagens næstsidste punkt var et besøg på byens gamle berømte koranskole Ben Youffus Madrasa grundlagt i 1500 tallet, som fungerede indtil 1960 og havde op mod 900 studerende i sin storhedstid.

Man skulle kunne 60 kapitler af koranen udenad for at blive optaget og studerede så siden hen den dybere betydning af de hellige skrifter. Men også andre ting som matematik, astronomi m.m. blev der undervist i.

Der var utrolig mange håndværksmæssige detaljer

Adspurgt oplyste vores guide at kvinder kunne modtage fjernundervisning hjemme. Det var en meget smukt udført skole med ideelle rammer til ro og fordybelse for de heldige mandlige studerende.

Tilbageturen mod vores busser gik gennem et værkstedsområde hvor bl.a. smukke 1001 nat lamper blev hamret og udstandset under en regn af gnister og megen larm.

Også en stor ovn et pænt stykke under gadeniveau fik vi fremvist, den blev dels brugt til brødbagning dels til opvarming af den ovenliggende hammam badeanstalt. 

Mens vi stod og ventede på vores taxa’er, så vi disse flotte vagter som stod foran, vist nok kongens brors palads. Ingen smalle steder hvad paladser angår…

Tilbage på campingpladsen var der møde og fællesspisning med medbragt mad. Vi medbragte dog kun os selv og lommetørklæder, da vi nu begge var godt forkølede og ikke orkede at spise på det tidspunkt.

Erik havde optimistisk sat sin hjemmefra forblandede bolledej til hævning over natten. “ I morgen tidlig kl. 7 står jeg op og bager”. Det kneb det nu lidt med. Og da jeg stod i baderummet og vaskede mig i det kolde vand, kom Erik noget oprevet ind og spurgte, om jeg havde låst bilen, hvilket jeg ikke havde. Men låst var bilen, og begge nøgler lå inde i bilen. Bollerne var heldigvis endnu ikke blevet sat over i omniaovnen – og geniale Erik fandt nok en løsning, tænkte jeg. Og ganske rigtigt, heldigvis var taget stadig oppe, så ved hjælp af en lånt stige kravlede han op og fik en af lynlåsene til teltet listet op, og så kunne bollebagningen endelig komme i gang. Dejen var vist blevet lidt tynd, så det det endte med et brød, men saftigt og lækkert blev det.

Først på ruten havde vi et stop i en af Marokkos mest kendte og filmatiserede ksarer, den 400 år gamle højtbeliggende Ksar Ait Ben-Haddou. ( Og en Ksar er en mindre by, bestående af jordfarvede huse omgivet af en ringmur). Først måtte vi dog forcere en flod med sandsække lagt ud som trædesten.

Derefter måtte vi betale hver 20 dirham til støtte for bevarelsen af byen, og sluttelig blev vi nærmest huhej trukket op gennem byen af ung fyr, der vist var en art selvbestaltet guide.

Selv om vi følte os  lidt shanghajede, fik vi nok alligevel mere ud af turen med ham end uden – men han tog sig også rigeligt betalt i sidste ende. Vi var inde og besøge en anden ung fyr, der sad og malede små akvareller med blå farve, orange safranvand og te med meget sukker.

Når han så holdt billedet hen over en flamme, blev det sukkermalede område sort. Og vupti havde han lavet et billede, som vi – eller i al fald Erik følte sig forpligtet til at købe. Også i dag var der filmoptagelser på toppen af byen, og vi kunne neden for byen se arenaen,  hvor scener fra bl.a. Gladiator var optaget. Også scener fra Game of Thrones er optaget i byen.

Så godt som lænsede for dirhan af de unge lømler tog vi hul på den lange tur mod Marrakesh. Erik var desværre blevet snotforkølet og fik propper i ørerne af at køre i bjergene. Vi kom faktisk over Atlasbjergenes højeste pas i dag, 2260 m.

Det var bjerge, bjerge og atter bjerge, grå, gule, røde og grønlige med enkelte små byer eller huse ind i mellem. Og bag hver et sving kunne man risikere at møde biler, fæ og folk.

Men flot og dramatisk var det. Endelig langt om længe fladede landskabet ud, og det blev lidt grønnere, jo mere vi nærmede os Marrakesh, hvor vi skulle tilbringe de næste fire nætter. Den store campingplads lå et stykke uden for centrum godt gemt bag en stor mur.

Der var pool, restaurant, en lille butik og gode bade faciliteter.

Som bidrag til hyggen var der høns der gokkede rundt med deres kyllinger, og en enkelt vigtig påfugl var der også. Vi fladede ud i den sene eftermiddagssol med en kop kaffe, var oppe og få  et tiltrængt bad i de flot flisedekorerede baderum og slappede bare af resten af dagen.

Der er generelt koldt om morgenen, men ikke mindst i højderne, så de seneste dage har jeg fundet Camillas julegave, en lun ulden langærmet undertrøje, frem. De fleste morgener kommer temperaturen ned mellem 1-5 grader. Nok lidt koldere end vi havde forventet. Men vi har dog ikke hafte sne, som det hold freelifere, der startede en uge efter os har haft…

Denne dag startede med endnu en kørsel gennem overvældende bjerglandskaber. Først på eftermiddagen nåede vi vores første destination, Atlas filmstudierne lidt uden for den store og ret nye by Quarzazate med lufthavn og det hele.

Studierne har været brugt fra halvtredserne og bruges stadig til mange især amerikanske film. Omkostningerne er mindre her, og mange film, som ikke ville kunne optages f.eks i  Afganistan, Yemen eller Somalia, kan optages her og i de omkringliggende Atlasbjerge. Også nyere film som f.eks. dele af Game of Thrones er optaget her. Hvem af ældre filmelskere husker ikke film som  Benhur, Cleoprata, og Gladiator?
Vi havde en kvik ung guide, der fortalte om det hele, og som lavede en lille film med os, så vi fik en omend svag fornemmelse af, hvordan der laves film.

Det var lidt sjovt at se de forskellige kulisser. Ovenfor ses Benhur stridsvognen og nedenfor en modelbil, der bl.a. er blevet brugt til en James Bond film – for ikke at lave skader på en dyr bil og en fin lille båd fra filmen Vikings.

Bagefter kørte vi af støvede veje ud mod vores campingplads. Undervejs kom vi forbi flere steder, hvor de solgte de typiske farvestrålende terrakotta fade og skåle. Vi “kom til” at stoppe ved en af dem, men jeg turde næsten ikke gå ud af bilen, fordi der pludselig var et utal af tynde gøende hunde med halen mellem benene rundt om bilen. Lige nær ved lå en tæve med sine små hvalpe. Det kan være svært at se på. Jeg spurgte manden i butikken, om det var hans hunde, velvidende at det var det nok ikke. Nej, det var vilde hunde fra bjergene, sagde han. Trist. Da vi havde forhandlet os frem til en acceptabel pris for to små skåle, spurgte han, om vi måske havde en lille gave til hans seksårige søn, som frygtløst løb rundt og holdt hundene væk fra os. Hvem kunne sige nej til det – så han fik vores sidste plade Ritter Sport, hans “lucky day” må man nok sige.

Camping pladsen lå ude i vildmarken og var rigtig hyggelig med både pool og restaurant. Desværre var det så blæsende, at der ligefrem var bølger i poolen. Da restauranten så tiltalende ud, gik vi derop og spiste og fik nok noget at det bedst tilberedte mad hidtil. Nedenunder ses en farverig og mættende couscous anretning.

Campingejeren Pascal var fransk… Han, en ældre lidt træt udseende mand, havde en charmerende, ung, gudesmuk, høj og slank nougatfarvet hustru, som tog i mod vores bestillinger. Da vi havde spist færdigt, lød der en taktfast banken mod køkkenbordene ude fra køkkenet, og lidt efter kom hele det kvindelige køkkenpersonale inklusive hustruen ind, mens de og dansede og sang – og hev os kedelige danskere med op. De var utroligt søde, glade og smilende og meget forskellige. Og monsieur Pascal tog sig blot rystende til hovedet.

Nogle af pigerne var i de traditionelle lange dragter med tørklæder, andre, som madame Pascal i mere europæisk tøj, men stadig med tørklæder. Men sjove og smittende glade var de. Hvad man dog ikke oplever i Marokko…