I dag skulle  vi på udflugt med bus til Casablanca, Marokkos største by med godt 3,5 millioner indbyggere og landets økonomiske krumtap. Første stop, og kun et fotostop, var den legendariske Ricks café fra Humprey Bogart filmen Casablanca fra 1942. Hvem af os gamle husker ikke Ingrid Bergmans replik “Play it again Sam”?

At filmen blev optaget i Hollywood, og at café’en først senere er etableret som en kopi i Casablanca er til gengæld nok en overraskelse for mange. Vi kørte videre mod dagens i bogstaveligste forstand højdepunkt, Hassan 2.’s moske bygget 1986-91 med verdens højeste minaret på 210 m.

Selv om moskeen er gigantisk, er den er den vist kun den 14. største i verden, hvilket virker helt absurd. Den er af religiøse årsager bevidst placeret helt ud til havet, og denne dag i en let soldis så den nærmest drømmeagtigt svævende ud.

Der er plads til 25.000 bedende inden i og 80.000 på den store plads rundt om moskeen. Bortset fra Muranoglas til 56 lysekroner og to søjler af hvid marmor, også fra Italien, stammer alle materialer fra Marokko – men hovedarkitekten var fransk.

Vi havde en guide, som levende fortalte om moskeen, bl.a. at taget kunne åbnes, så der kom frisk luft til de mange bedende. Kvinderne havde deres egen afdeling på 1. sal bag et brunt trægitterværk i hver side af rummet, det havde de det bedst med, mente han… Vi kunne se, hvordan man var ved at gøre klar til det helt store ryk ind, når Ramadanen startede en af de nærmeste dage. Han forklarede, at netop den imam, der stod for de vigtigste bønner eller taler under Ramadanen nærmest var at sammenligne med en af musikverdenens største popstjerner…

Til slut var vi nedenunder, hvor der dels var hammam’er til såvel kvinder som mænd. Men der var også nogle store smukke rituelle vaskerum med nogle lotusblomst formede fontæner, hvor man kunne gøre sig klar til bønnen i selve moskeen. Denne afvaskning af ansigt og til slut fødder kan dog også foretages hjemmefra. Eller med sand hvis man er i f.eks. Sahara…

Efter den grundige rundvisning sprang vi til noget ganske andet, Casablancas største og vist nok fineste shoppingcenter. Vi havde ingen planer om at flere indkøb, men det var da meget sjovt at se de mange flotte og dyre butikker.

Det var helt sikkert ikke et sted, den almindelige marokkaner handlede. Men selv her havde tilsyneladende almindelige katte fundet ind….

Vi spiste lidt frokost, fisketagine, i en af de mange restauranter, et sted hvor der var en flot udsigt ud over det stadig oprørte hav. Stedets største attraktion, i vores øjne, var nok et højt søjleformet akvarium med fisk i alle farver og størrelser, meget imponerende.

Hjemturen med bussen føltes ret lang, vi kom af en mindre trafikeret vej i en større bue udenom Casablanca. Til gengæld kom vi forbi nogle kvarterer, som var noget af det mest sølle, vi hidtil havde set, ren slum. En verden som stod i stor kontrast til såvel moskeen som indkøbscenteret. Tilbage på campingpladsen, som tog sig bedre ud i dag i solskin, gjorde vi klar til fællesspisning (sammen med alle kattene) ude på stor lysning midt på campingpladsen, og siden blev andet afsnit af badehotellet vist.

Først på formiddagen havde vi skyet vejr. Vi kørte nordpå langs kysten gennem grønnere områder med betydeligt mere intensivt landbrug end tidligere – dog stadig kun småbrug.

Da vi nærmede os vores første planlagte stop i havnebyen El Jadida, øsede det ned.

Men næsten i samme øjeblik vi standsede bilen, stilnede det af, og solen kom frem. Så vi fik en fin tur i byen, hvoraf en del har været på portugiske hænder fra starten af 1500 tallet indtil 1769. Vi fandt et hul i den store mur der omkransede hele havneområdet og kom ind i den gamle by.

Omkring havnen blev der i 1500 tallet bygget et smukt stjerneformet og til dato ret velbevaret fort og forsvarsanlæg, som nu er på Unescos Verdensarvs liste.

Da araberne overtog området, flyttede også en del jøder hertil, så byen er blevet et eksempel på sammensmeltning af muslimsk, kristen og jødisk kultur. Vi forlod den gamle bydel og gik uden for murene over til den lidt nyere del af byen,  hvor vi fik et udmærket glas meget varm kaffe i en ellers ret snasket biks. Den meget orange kage er en honningsød og fedtet sag, som man ser ligge til salg i store bunker.

Herfra gik vi i gennem den hidtil smalleste og nok mest lokale “forretningsgade”, vi har været i. Den gjorde det mest i grønt, fjer OG blod. Trivelige husmødre med indkøbskurven over armen udpegede deres favorithøns, og hovederne røg til højre og venstre. Det nylige regnvejr havde pløret gaden godt til, og der hang en ubestemmelig odeur over området.

På vores videre tur nærmede vi os Casablanca, hvor vi var inde i en Carrefour og handle lidt – pga den snarlige ramadan var der lukket for salg af vin, hvilket var lidt kritisk, hvad rødvin angik. Men vi fik købt andre gode ting. Vejen videre gennem Casablancas forstæder var rimelig kaotisk.

En del af tiden kørte vi godt nok på motorvej, men køer græssede i vejkanten, tre spor blev til fem spor, der overhaledes inden om i nødsporet, og folk blev sat af og på, hvor det nu passede dem. Og bilerne kører med højt læs i Marokko! Men frem kom vi til Mohammedi – en blanding af forstad og badeby. Måske var det blæst og gråvejr, der gav byen en noget  trist stemning.

Nede ved havet blev vi mødt  af et større kobbel gadehunde, som så lidt skræmmende ud, men de var ganske fredelige og lod til at hygge sig fint sammen. Faktisk er det sådan, at ser man en hund i snor, er der næsten altid en turist i den anden ende.

Også campingpladsen virkede umiddelbart lidt dyster og pløret efter dagens regnvejr, og/men den var fuld af kaglende høns og mjavende katte. 

Vi forlod vores lille vildmarksreservat og kørte ud af den ujævne jordvej mod nye kyster med voldsomme bølger og dødsforagtende fiskere samt gennem næsten ufremkommelige landsbyer. Det virkede, som om den kommende ramadan havde samme maniske effekt på folks sælge og købelyst her som hos os i tiden op til Jul. Alt hvad der kunne køre af små kærrer og andet på hjul eller ben var af sted i fuld fart. Så her kommer et par fotos fra de ret så forskellige scenarier, hvor land, vand og by afløser hinanden.

Bemærk de fine, men også ret svært tilgængelige fiskepladser på de to nedenstående fotos…

Vi holdt frokostpause i den lille by Oualidia kort før næste campingplads. Nede ved stranden havde fiskerne trukket deres både op på stranden og de stod nu og solgte fisk og østers, som man også kunne få tilberedt på stedet.

Det blæste så meget, at vi foretrak at sætte os op på taget af en restaurant, der lå mere i læ.

Her fik vi en dejlig menu med den obligatoriske, men friske tomatsalat, nogle fine tunger og til slut en appelsinsalat med et drys kanel. Vores overnatningssted lå lige ud til havet med en græsplæne med udsigt over havet, hvor vi kunne slå vores stole op og nyde solen.

Senere var der langbords fællesspisning samme sted med pizza’er til alle. Som afslutning på dagen blev der til stor glæde for de fleste vist 1. afsnit af Badehotellet på en stor skærm sat op på en af de store campere. Det havde voldt en del tekniske problemer at få det til at fungere, men ved fælles hjælp ( inklusive Erik’s) lykkedes det til slut. 

5/3 TIRSDAG

Vi forlod lidt modstræbende charmerende Tagazout og kørte først langs kysten. Nogle steder var der brede sandstrande andre steder barske klipper, hvor fiskere stod  med deres fiskestænger.

Senere gik det op i baglandet, hvor Argantræer, som et af de få steder i verden, har fundet grobund. Det er et stedsegrønt tornet træ, der ikke kan dyrkes, men vokser frit, af og til til stor glæde for de de lige så fritgående geder. Man ser faktisk geder, der kravler rundt oppe i trækronerne.

Det er et af verdens ældste, millioner af år, og mest hårdføre træer, især hvad tørke angår, da rødderne kan nå hele 30 m ned. Det får nogle olivenlignende gulgrønne frugter med en nød inden i, der indeholder to tre kerner. Det er af dem, der kan udvindes den E-vitaminholdige olie til såvel madlavning som til kosmetisk brug, hvilket berberne har gjort gennem århundreder. Forbehandlingen er dog forskellig, i det kernerne til hud/hår behandling anvendes rå, mens de skal ristes før til madlavningsolien. 

Endelig nåede vi ned til kysten igen, og da vi nåede udkanten af den ikke helt lille by Essaouira, fandt vi en fiskerestaurant ned til en stor strand med ditto bølger.

Der var skønt med både sol og læ, og vi fik hver en lidt ynkelig dorado + et glas hvidvin, mens vi lod os underholde af gademusikanter og andre gøglere.

Mætte og glade fortsatte vi de sidste 20 km ind i et stenet krat/skovområde, hvor vores campingplads for de næste tre nætter lå “in the middle of no where”.

6/3 ONSDAG

Klokken halv ni blev vi hentet af minibusser, som kørte os ind til Essaouira. Byen har omkring 80.000 indbyggere, det er en gammel by helt tilbage til før Kristi fødsel. Op til omkring slutningen af 1500 tallet havde portugiserne sat sig på byen og bygget nogle imponerende befæstinger omkring haveområdet. Byen er nu opført på Unescos verdensarvsliste. På rundturen førte Kim  os først ned til den gamle fiskerihavn, der var proppet med små karakteristiske fiskerbåde.

Der var nemlig ikke mange både,  der havde vovet sig ud i den kraftige blæst og uhyggeligt store bølger… Men fisk blev dog alligevel falbudt fra små vogne.

Vi fortsatte op på et større fæstningsværk med kanoner på rad og række.

Efter med gysen at at ha’ betragtet det oprørte hav, kom vi ned på byens største plads og videre ind i medinaen.

Her havde vi en aftale med en kvinde fra et kvindekooperativ, der fremstillede de før omtalte arganolieprodukter samt meget andet inden for helse. Vi blev stuvet sammen i en meget lille butik, og blev, naturligvis, budt på te samt smagsprøver af deres forskellige produkter.

Der var brød til at dyppe i arganolien og en mørk håndsamlet honning samt et pollenholdigt produkt fra bistaderne. Sidstnævnte skulle være godt for immunsystemet under den tilstundende ramadan… På hylder fra gulv til loft stod der krukker med teer og urter mod ALLE dårligdomme. Vi gik ud af butikken med en lille krukke af den lækre honning.

Før Kim forlod os, viste han os et andet fiskemarked midt i medinaen, hvor man købte sin fisk ved en bod for bagefter evt. at få den tilberedt og serveret fra nogle meget små og primitive køkkener. Der var katte, måger og mågeklatter overalt. Det var nok ikke et sted fødevarestyrelsen, ville give en glad smiley, men Kim kendte ikke til, at nogen var blevet syge af at spise der. Herefter var vi på egen hånd de næste par timer. Det første de fleste af os gjorde var at finde en plads i solen og bestille en kop kaffe at varme sig på. Det var nemlig stadig køligt om morgenen, især i skyggen. Bagefter daskede vi lidt rundt, fandt et sted at spise, daskede lidt mere rundt, drak kaffe i en rar lille café.

I dag lykkedes det os at undgå at købe noget bortset fra honningglasset, lidt jordbær – og så lige en marokkopude lavet af helt glat dromedarskin, ikke nogen broderier eller frynser. God at lægge benene op på, når man har ondt i lænden.

Denne medina var lidt mere luftig at færdes i end den i Fes og Marrakesh – eller også har vi bare vænnet os til at være i Marokko.

Ved firetiden blev vi samlet op af vores små busser og kørt ud i bushen til vores campingplads og til fællesmøde ved den fine pool, hvis kolde vand ingen lod sig friste af. 

Om aftenen når det var blevet mørkt ved 20 tiden, inviterede Anne Mette og Kim os på skorpionekskursion – med skorpiongaranti. Kim medbragte en lygte med UV-lys, som gjorde skorpionerne selvlysende. Nu er det heldigvis ikke sådan, at det ligefrem vrimler med skorpioner, men hvis man løfter en lidt større sten, kan man være heldig at se dem.

Vi så både ca 10 cm sorte og gule skorpioner, og efter nu at ha’ læst lidt mere om skorpioner i Marokko, er jeg ikke sikker på, om Kim ikke undervurderede deres giftighed lidt. Gule og sorte skorpioner af fedthaletypen som findes i Marokko er i al fald ikke at spøge med. Og helt sikkert er det, at en del især barfodede børn i Marokkos øde egne mister livet pga ubehandlede skorpionbid. 

Ovenstående fotos er taget i naturlig aftenbelysning med Eriks mobil. Han var meget modig, var der nogle der syntes…

7/3 TORSDAG

I dag var der næsten dømt fridag. Vi var dog blevet inviteret til at gå med Kim og Anne Mette på en let formiddagsvandretur i området rundt om campingpladsen. Den var vi alle med på, om end det var en tør og stenet affære. Vi spottede endnu et par skorpioner under nogle sten, men sandelig også to 30 cm store skildpadder mellem alle stenene.

Vildsvin mødte vi heldigvis ingen af, men de var der, for vi så et påkørt et på grusvejen ud for campingpladsen. Sandsynligvis var det en af årsagerne, til at lågen til campingpladsen skulle holdes lukket konstant – og at det var derfor, man om natten kunne se en mand bevæbnet med en pandelygte og en tyk kæp gå rundt på pladsen.

Efter den lille udflugt tog Erik og jeg en tur ind til Essaouira igen på egen hånd. Først var vi en tur nede på den store strand, hvor vi lå en stund og solede os efter at ha’ soppet lidt. Det var desværre stadig for koldt og for lavvandet til at bade.

En anden butik havde lervarer fra Fes, stedet med det hvide ler, som er langt mere holdbart end terrakotta tingene, som der er flest af. Og vi var så heldige, at der var halv pris på alt, måske pga ramadanen, så vi slap for at tinge om priser for en gangs skyld. Så der fik vi bl.a. købt et fint mindre fad.

Vi gik op på tagterassen af et spisested ude ved havet med udsigt ned til en lille kirkegård for kristne. Desværre viste maden sig at være udsolgt, men måske heldigt, for det trak op til regn. Vi gik ind og købte fisk på det tidligere omtalt uhumske fisketorv, og fik et udmærket tilberedt måltid med tomatsalat, gode pommes friter, og perfekt grillet fisk, tunger og store rejer. (Og vi blev ikke syge).

Som afslutning på indkøbsturen var vi inde i et andet kvindekooperativ, hvor vi fik hjælp af en ung kvinde med store taleproblemer om hvilke olier,  vi skulle vælge. Vi købte to små flasker kosmetisk olie, som vi forventer store mirakler af. Da vi var færdige med vores indkøb og var på vej “hjem”, skete der noget så exceptionelt, som at det faktisk begyndte at regne. Vi var lige nede forbi en café, som Jimi Hendrix i sin tid ofte holdt til på, hvis vejret havde været til det var vi nok droppet ind til en skæv kop kaffe.

Det var dog allerede holdt op, da vi nåede frem til campingpladsen og eftermiddagens fællesmøde, hvor bl.a. planerne for de næste dage blev fremlagt.

Efter tre intensive dage i Marrakesh kørte vi sydvest på ud mod Agadir og kysten.

Vi var blevet anbefalet at gøre et stop ved en krokodille/leguan/skildpadde/slangepark tilmed anlagt i en smuk botanisk have lidt uden for Agadir.

Det lød næsten til at være for godt til at være sandt. Men det var virkelig en positiv overraskelse – en park der appellerede til alle aldre og alle sanser på bedste vis. Krokodiller levede for øvrigt vildt i Marokko indtil 1970.

Der var overvældende mange krokodiller, og de så ud til at trives i deres fine anlæg. Vi var så heldige at være der til en af de tre daglige fodringstider, som forløb mindre dramatisk end man måske kunne forestille sig, så udsultede lod de bestemt ikke til at være.

Skildpadderne og leguanerne holdt til i en imponerende kaktuspark, mens slangerne heldigvis var forsvarligt holdt bag tykt glas.

Vi sluttede besøget af med en kop kaffe og en krokodillekage med frisk frugt på stedet restaurant.

Kort efter genså vi noget, vi havde set frem til – Atlanterhavet.

Vi skyndte os ned til kysten og parkerede ved den lille by fiskerby Tagazout lige før vores campingplads. Her er gennem årene opstået et lidt surf/kunstner/alternativt samfund op.

Det var en lise endeligt at se og mærke havet igen efter uger med bjerge, sten, sand og støv. Vandet var klart, men også ret koldt så badning kom ikke på tale og ville nok heller ikke ha’ været gavnligt for vores heldigvis aftagende forkølelser. Her var mange turister af forskellige nationaliteter  på stranden op på de små cafeer langs kysten. Jeg fik en frisk mojito – uden alkohol og Erik is, mens vi sad og nød udsigten  med dromedarer og andet der passerede forbi på stranden.

Vi overnattede på en hyggelig lille campingplads med fin udsigt, over Atlanterhavet.

Der var fællesspisning i restauranten med marokkansk salat, en kyllingetagine samt en flot solnedgang.