Casablancaudflugt. 10/3-24, dag 25

Casablancaudflugt. 10/3-24, dag 25

I dag skulle  vi på udflugt med bus til Casablanca, Marokkos største by med godt 3,5 millioner indbyggere og landets økonomiske krumtap. Første stop, og kun et fotostop, var den legendariske Ricks café fra Humprey Bogart filmen Casablanca fra 1942. Hvem af os gamle husker ikke Ingrid Bergmans replik “Play it again Sam”?

At filmen blev optaget i Hollywood, og at café’en først senere er etableret som en kopi i Casablanca er til gengæld nok en overraskelse for mange. Vi kørte videre mod dagens i bogstaveligste forstand højdepunkt, Hassan 2.’s moske bygget 1986-91 med verdens højeste minaret på 210 m.

Selv om moskeen er gigantisk, er den er den vist kun den 14. største i verden, hvilket virker helt absurd. Den er af religiøse årsager bevidst placeret helt ud til havet, og denne dag i en let soldis så den nærmest drømmeagtigt svævende ud.

Der er plads til 25.000 bedende inden i og 80.000 på den store plads rundt om moskeen. Bortset fra Muranoglas til 56 lysekroner og to søjler af hvid marmor, også fra Italien, stammer alle materialer fra Marokko – men hovedarkitekten var fransk.

Vi havde en guide, som levende fortalte om moskeen, bl.a. at taget kunne åbnes, så der kom frisk luft til de mange bedende. Kvinderne havde deres egen afdeling på 1. sal bag et brunt trægitterværk i hver side af rummet, det havde de det bedst med, mente han… Vi kunne se, hvordan man var ved at gøre klar til det helt store ryk ind, når Ramadanen startede en af de nærmeste dage. Han forklarede, at netop den imam, der stod for de vigtigste bønner eller taler under Ramadanen nærmest var at sammenligne med en af musikverdenens største popstjerner…

Til slut var vi nedenunder, hvor der dels var hammam’er til såvel kvinder som mænd. Men der var også nogle store smukke rituelle vaskerum med nogle lotusblomst formede fontæner, hvor man kunne gøre sig klar til bønnen i selve moskeen. Denne afvaskning af ansigt og til slut fødder kan dog også foretages hjemmefra. Eller med sand hvis man er i f.eks. Sahara…

Efter den grundige rundvisning sprang vi til noget ganske andet, Casablancas største og vist nok fineste shoppingcenter. Vi havde ingen planer om at flere indkøb, men det var da meget sjovt at se de mange flotte og dyre butikker.

Det var helt sikkert ikke et sted, den almindelige marokkaner handlede. Men selv her havde tilsyneladende almindelige katte fundet ind….


Vi spiste lidt frokost, fisketagine, i en af de mange restauranter, et sted hvor der var en flot udsigt ud over det stadig oprørte hav. Stedets største attraktion, i vores øjne, var nok et højt søjleformet akvarium med fisk i alle farver og størrelser, meget imponerende.

Hjemturen med bussen føltes ret lang, vi kom af en mindre trafikeret vej i en større bue udenom Casablanca. Til gengæld kom vi forbi nogle kvarterer, som var noget af det mest sølle, vi hidtil havde set, ren slum. En verden som stod i stor kontrast til såvel moskeen som indkøbscenteret. Tilbage på campingpladsen, som tog sig bedre ud i dag i solskin, gjorde vi klar til fællesspisning (sammen med alle kattene) ude på stor lysning midt på campingpladsen, og siden blev andet afsnit af badehotellet vist.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.