Mohammedia, med stop i El Jadida, 9/3-24, dag 24, 217 km
Først på formiddagen havde vi skyet vejr. Vi kørte nordpå langs kysten gennem grønnere områder med betydeligt mere intensivt landbrug end tidligere – dog stadig kun småbrug.
Da vi nærmede os vores første planlagte stop i havnebyen El Jadida, øsede det ned.
Men næsten i samme øjeblik vi standsede bilen, stilnede det af, og solen kom frem. Så vi fik en fin tur i byen, hvoraf en del har været på portugiske hænder fra starten af 1500 tallet indtil 1769. Vi fandt et hul i den store mur der omkransede hele havneområdet og kom ind i den gamle by.
Omkring havnen blev der i 1500 tallet bygget et smukt stjerneformet og til dato ret velbevaret fort og forsvarsanlæg, som nu er på Unescos Verdensarvs liste.
Da araberne overtog området, flyttede også en del jøder hertil, så byen er blevet et eksempel på sammensmeltning af muslimsk, kristen og jødisk kultur. Vi forlod den gamle bydel og gik uden for murene over til den lidt nyere del af byen, hvor vi fik et udmærket glas meget varm kaffe i en ellers ret snasket biks. Den meget orange kage er en honningsød og fedtet sag, som man ser ligge til salg i store bunker.
Herfra gik vi i gennem den hidtil smalleste og nok mest lokale “forretningsgade”, vi har været i. Den gjorde det mest i grønt, fjer OG blod. Trivelige husmødre med indkøbskurven over armen udpegede deres favorithøns, og hovederne røg til højre og venstre. Det nylige regnvejr havde pløret gaden godt til, og der hang en ubestemmelig odeur over området.
På vores videre tur nærmede vi os Casablanca, hvor vi var inde i en Carrefour og handle lidt – pga den snarlige ramadan var der lukket for salg af vin, hvilket var lidt kritisk, hvad rødvin angik. Men vi fik købt andre gode ting. Vejen videre gennem Casablancas forstæder var rimelig kaotisk.
En del af tiden kørte vi godt nok på motorvej, men køer græssede i vejkanten, tre spor blev til fem spor, der overhaledes inden om i nødsporet, og folk blev sat af og på, hvor det nu passede dem. Og bilerne kører med højt læs i Marokko! Men frem kom vi til Mohammedi – en blanding af forstad og badeby. Måske var det blæst og gråvejr, der gav byen en noget trist stemning.
Nede ved havet blev vi mødt af et større kobbel gadehunde, som så lidt skræmmende ud, men de var ganske fredelige og lod til at hygge sig fint sammen. Faktisk er det sådan, at ser man en hund i snor, er der næsten altid en turist i den anden ende.
Også campingpladsen virkede umiddelbart lidt dyster og pløret efter dagens regnvejr, og/men den var fuld af kaglende høns og mjavende katte.
