Vi gik atter ned gennem Alvor for for at passere den landtange, der adskiller ria’en fra Atlanterhavet. Men bedst som vi gik der, lagde tågen sig som en kold, klam dyne over hele området.

Så det blev en lidt anderledes, men alligevel fin oplevelse. Vi fortsatte vores tur ned af “memory lane” til den nærliggende lidt større by Lagos, hvor vi også har været en del.

Sandelig om ikke også vores favorit fiskerestaurant her, La Barrigada, var, om ikke lukket, så dog flyttet flere km uden for byen. Så efter at ha’ snuset lidt rundt i Lagos by, kørte vi ud til den nye lokation, hvor det lod til, at også andre trofaste lokale stamgæster havde fundet vej.

Tidligere var det et ret primitivt sted i en baraklignende bygning mellem havnen og stranden, hvor man spiste godt og billigt. Men nu skulle den i forvejen store marina udvides og i stedet for at opgive ævred, havde man med held flyttet restauranten ud på landet. Samme koncept og i lignende, men i opgraderede lokaler.

Spis så meget grillet fisk du orker, med dejlig tomatsalat og kogte kartofler i en grøn hvidløgs krydderdressing med husets hvidvin til – uden tilnærmelses vis at blive ruineret. Ikke at vi lever for at spise, men… Vi fortsatte nordvestpå langs en ganske barsk del af den portugisiske kyst ud til Aljezur og den nærliggende surferstrand Arrifana.

Også her har vi, tro det eller ej, tilbragt en urolig nat for anker, så det er et sted, der vækker særlige minder.

Efter en opkvikkende kop kaffe på en pudsig café kørte vi videre, nu stik østpå ind gennem den ret øde Alentejo region, som var ny for os begge.

Slutmålet var Evora, men tiden og kræfterne slap op, så vi fandt et sted at campere. Der stod godt nok, at det var “A naturist capingsite”, men det gik vel også, det var jo alligevel snart mørkt.

Vi var virkelig langt ude på landet, nede af en grusvej kom en fårehyrde med sine får os i møde, og lige bag ved var der en høj indhegning og en lukket port, som dog åbnedes da vi nærmede os.

En meget venlig mand med et lille pjevs af en hund i favnen bød os velkommen, samtidig med at han informerede os om, at det altså var en nudistlejr, vi var havnet i. Der var nu ikke meget nudist over ham, og som jeg svarede, var temperaturen vel heller ikke ligefrem til det. Nej, og der var da også valgfri på- eller afklædning – undtagen i swimmingpoolen, som nok ikke blev aktuel for os. Det viste sig at være et vældig fint og rart sted, som manden med hunden drev med sin mand (eller kone), der havde en lang flot fletning. Vi fik en dejlig nat langt væk fra al larm.

Efter at ha’ fået vasket og delvist tørret sengetøj m.m. kørte vi direkte fra Olhão mod Albufeira, en anden gammel kending fra vores sejlerliv.

Vi nåede frem til byen ved frokostid, og hvad kunne være mere oplagt end at besøge byens La trattoria Toscana, der har de bedste pizzaer, man kan tænke sig, og som tilmed kan nydes med en formidabel udsigt over stranden i Albufeira.

Bagefter lagde vi os lidt ned på stranden, der var store bølger denne dag, så selv sopning skulle foregå med forsigtighed.

Næste nostalgistop var marinaen i Albufeira, hvor vi pga corona’en kom til at ligge i to vintre. Vi drak kaffe hos den gode og billige Sparkøbmand og var en tur op og ned af havnepromenaden.

Herefter kørte vi videre mod en anden af vores favoritdestinationer den lille by Alvor, der ligger i bunden af en ria, hvor vi har ligget for anker flere gange. Vi fik en plads på en fin og hyggelig campingplads under blomstrende mimosetræer – også her var der en del fastliggere der havde skruet op for hyggen

Vi gik en aftentur ned gennem byen til ria’en og så på folkelivet og en meget smuk solnedgang ned over de mange ankerliggere – og blev en smule misundelige, men også taknemmelige over selv at ha’ haft den oplevelse det var at sejle i disse farvande.

Vi kunne desværre konstatere at vores yndlings fiskerestaurant var lukket, så ingen roballo/havbars der dagen efter.

Vi forlod den næsten altid forblæste egn nær Tarifa.

I det fjerne så vi en hvid by oppe i højderne, Vejer de la Frontera, som vi godt havde hørt om, men aldrig besøgt, så den kørte vi op, op og videre op til.

Byen var absolut et besøg værd og lå med en flot udsigt over området.

Vores næste mål var El Rocio i Huelva regionen. En meget speciel by i et floddeltaområde, som nogle kalder en western by, hvilket nok er lidt misvisende.

Men byen ligger i en del af Spanien, hvor man har en lang tradition for hestehold og ridning.

Endvidere er byen, der kun har omkring 2.500 indbyggere, mål for en årlig invasion af pilgrimme, der kommer for at ære og tilbede en lille træstatue, fra 1337 af den hellige jomfru Maria af El Rocio, som befinder sig i en kirke oprindeligt opført første gang tilbage i 1270 af Alfons X, efter fordrivelsen af muslimerne fra byen.

En af de ældste kirker i byen blev dog ødelagt af det store jordskælv i 1755, og den nygamle kirke’s genopbygning blev først afsluttet i 1980, men korset er fra 1692. Selv den dag i dag kommer over en million pilgrimme til byen årligt – og også paven har været på besøg.

Men en spændende og meget anderledes by i et smukt vådområde og uden så meget som en kvadratcentimeter asfalt, kun gult Saharalignende sand var det.

Efter en lille frokost på byens torv gik det raskt mod Portugal. Først på aftenen tjekkede ind på en stor, men alligevel hyggelig campingplads i Olhão, en fin by ved Ria Formosa, som vi tidligere har besøgt flere gange med Skærsilden. 

Man kunne køre af motorvejen mod Tanger Med. eller af den lidt længere kystvej. Vi valgte kystvejen, da vi havde god tid og gerne ville køre langs havet, og det var en smuk og grøn tur.

Man kunne tydeligt se, at der var gået en måned siden vor ankomst til Marokko. Vi skulle med en færge 14.30, og vi var allerede fremme lidt over 10. Så da vi havde fået, udleveret vores “bordingkort” kørte vi tilbage ned til en lille by ved kysten. Der var dejligt, men alt var ramadanlukket, men bedre at vente her end i timevis i det ret dødsyge færgeområde.

På et tidspunkt kørte vi dog tilbage og fortsatte den ret omstændelige told- og indtjekningsprocedure. Alle biler skulle , mens vi ventede uden for, gennemlyses for evt. blinde passagerer. Alt tog sin tid, men pludselig blev vi dirigeret om bord på en færge, en gammel dansk en, og en time før planlagt tid slap den fortøjningerne og sejlede ud mod Algeciras i Spanien. Det viste sig, at kun halvdelen af vores gruppe var kommet med denne færge, mens den anden halvdel inklusive Anne Mette og Kim var blevet efterladt i Marokko og først kom med den næste færge.

Vi fandt aldrig rigtig ud af, hvad der egentlig var sket, for mange af de efterladte var blandt de første til at tjekke ind. Men fakta er, at vi sejlede med et spansk færgeselskab, og at når klokken er 14.30 i Marokko er den 15.30 i Spanien. Men en lidt trist afslutning på turen – især for de efterladte som en time senere tilmed kom med en meget langsommere færge. 

Da vi var kommet fra borde, havde vi lagt en løselig plan for vores videre tur/hjemrejse. Vi ville gense Algarvekysten, lidt af det sydvestlige Portugal og derefter køre østpå gennem Alentejo mod Evora, regionens hovedstad, og derfra retur til Spanien med kurs mod Cartagena. Vi valgte i første omgang den nemme løsning, at efter et kaffepitstop i en meget livlig café i Tarifa, at tage en smule vestpå til den campingplads, hvor vores Marokkoeventyr startede. Så var cirklen sluttet. Det viste sig, at yderligere tre par fra vores selskab også valgte denne plads. Hvor vi for fire uger siden ikke syntes at pladsen var noget særligt, virkede den nu nærmest fantastisk, lidt sjovt.

EFTERSKRIFT:

En stor tak til Erik som med vanlig vedholdenhed gennem næsten et år blev ved med at “plage” om at tage på denne tur til Marokko – det var en super god idé!
PS: Der kommer nok lidt om den ikke helt direkte hjemtur også.

Vi gjorde klar til at tage af sted mod vores sidste campingplads i Marokko før vores tilbagevenden til det europæiske kontinent. På vej ud af Mohammedi havde vi den eneste lidt ubehagelige oplevelse under hele turen. Vi nåede lige akkurat ikke over for grønt i en rundkørsel, og der var et langt minut til, at vi ville få grønt lys. Frem sprang fire granvoksne unge sorte afrikanere, som så at sige omringede vores bil. LÅS sagde jeg, hvilket Erik nok havde gjort alligevel. At de gerne ville ha’ penge, var vi ikke i tvivl om, men vi havde ikke lyst til at rulle vinduet ned og var glade, da vi fik grønt lys. Men også triste over at se de unge fyre. Vi nærmede os Rabat, den sidste ud af de tre af Marokkos kongebyer, vi har besøgt. Den fjerde, Meknes, havde vi kørt lidt udenom. Rabat, en moderne by, er landets officielle hovedstad, men har kun godt 500.000 indbyggere.

Vi ankom til Rabat sydfra af en nydelig kystvej, byen virkede meget mere harmonisk end Casablanca, som vi fik et lidt rodet indtryk af. Vi parkerede langs floden Bou Regreg med udsigt til Kasbah des Oudayas.

Vi gik en tur langs floden og fik os en dejlig kop kaffe i en af de mange endnu tomme caféer, som sloges om vores gunst.

Vi gik videre op mod Hassan tårnet, som vi dog kun så på afstand, inden vi kørte videre ud af Rabat igen og forbi en meget høj nybygning, som vi ikke helt fandt ud af, hvad var.

Vi kom i dag forbi områder med intensiv og plastikoverdækket dyrkning af frugt og grøntsager som bananer, jordbær og måske kartofler, inden vi nåede frem til Asilah en lille kystby. Nogle slumlignende områder kom vi også forbi.

Man kunne nu tydeligt mærke, at Ramadanen var startet. Mange restauranter og cafeer var lukkede, men dog ikke alle, og vi fandt en spansk restaurant, hvor vi fik frokost – en dejlig sværdfisk med appelsinjuice til.

Bagefter gik vi over i byens lille, men meget tiltalende stille og rolige medina.

Vi købte ikke noget, men sugede de sidste indtryk af Marokko til os.

Inden vi tjekkede ind  på campingpladsen, var vi  nede ved den ikke særligt lækre strand, hvor jeg var ude og soppe i de nu knap så store bølger. Der var dog stadig så meget kraft i dem, at de godt kunne ha’ væltet en ældre dame selv på lavt vand.

På campingpladsen, som lå lige bag stranden, kunne vi lige nå at sidde og slappe lidt af i solen, inden den sidste fællesmiddag. Det var meningen, at vi skulle ha’ haft mad fra campingpladsen, men det glippede – måske pga ramadanen.

I stedet fik vi snacks,  hotdogs med grillede pølser og meget andet godt, der kunne forberede os til vores snarlige tilbagevenden til Europa.

Denne aften blev det spændende væddemål, om hvor mange fartbøder vi nåede op på, endeligt afgjort. I Marokko er der utroligt mange fartkontroller, hvor det kongelige politi, nydelige ofte unge mænd i flotte uniformer står parate til at udskrive bøder. Desværre har vi ingen fotos af dem – det kunne man nok også få en bøde for… Bøderne var oftest omkring 150 dirhan ( ca. 100 kr.), men ved overhalinger forbudte steder og allerværst, hvis man ikke havde stoppet HELT op ved kontrolstedet op til 400 dirhan. Nogle gange kunne man tale sig ud af bøden, andre gange måtte man betale, men fik så måske en kop te serveret. Alt foregik dog på venligste vis. Vores gruppe var vist den, der hidtil havde fået flest bøder, Erik og jeg fik dog ingen. Vi blev kun stoppet en gang, af en meget charmerende ung fyr, der blot ville ønske os en god dag… Der blev holdt flere velfortjente taler til Anne Mette og Kim for deres sympatiske væremåde og den helt i gennem vel tilrettelagte tur – og lidt gaver fik de også.

Også vi fik gaver af Anne Mette – viagra til mændene og naturligt læberødt i en lille terrakottaskål til damerne. Et af deltagerparrene inviterede til et sommergensyn 12/6, på deres landsted, hvor de har en lille camperplads. Og så sang eller skrålede vi et par sange fra sanghæftet – og sagde godnat for sidste gang i Marokko.