Vi gik en lille morgentur rundt i området omkring campingpladsen, inden vi kørte videre.

Efter en småkedelig tur gennem småkedelige nærmest grimme menneskeødelagte områder i gråvejr gjorde vi lidt over middag holdt ved en campingplads, tæt på havet i den for os hidtil ukendte by Xilxes. Pladsen var OK, stranden lang og stenet og byen var en typisk ferieby for storbyfolk, der her havde beskedne ferieboliger, typisk i mindre rækkehuse, og det er der jo ikke noget galt i. Men så godt som alt var endnu vinterlukket, og her var tomt og øde.

Eneste lyspunkt var et godt supermarked udenfor byen, hvor vi fik købt ind, bl.a. to flotte lubinaer, havbars, til grillen om aftenen. Vi gik en tur langs stranden og gennem byen med de mange små rækkehuse med deres små forhaver eller nærmest terrasser lige ud til den næsten uendelige promenade.

Sjovt nok er vi ved de to seneste pladser kommet til at ligge ved siden af danskere, der af uforklarlige årsager havde tilbragt adskillige dage disse ret triste steder – især fordi de også selv syntes, at der var kedeligt at være. Men de grillede lubinaer blev lækre, selv om det var for koldt at spise udenfor.

Om morgenen på RECON-project campingpladsen var der fælles morgenmad med fremragende kaffe på parrets terrasse sammen de andre beboere/gæster og deres adskillige hunde bl.a. Chico, Chica (på skødet af Bart) og Otto (ham på puden nedenunder) erhvervet i Senegal… Det var virkelig en speciel oplevelse – mest af den gode slags.

Vi kunne nemt ha’ blevet her i dette specielle måske lidt sekteriske miljø, men Cartagena lokkede også. Det er jo også en af vores “hjembyer”, som vi har besøgt flere gange, og hvor Skærsilden lå en en vinter i den store trygge marina. En ret stor by, som rummer næsten alt hvad man kan ønske sig. Ligebortset fra at alt, i anledning af Sct. Joseph’s dag alis “Fars dag” var optaget i vores favorit spisested nede i fiskernes klub. Øv!

Men en ræv har jo flere udgange, så vi gik op i den elegante midtby med de næsten højglanspolerede marmorbelagte gågader.

Vi gik målbevidst videre op til den smukke Plaza Fransisco med sine fantastiske høje træer, hvor der ligger en superlækker tapasrestaurant Abra Same…

Her kunne vi lige akkurat få et bord, hvis kunne være færdige klokken 14 med at guffe  i os, hvilket nok  skulle være muligt.

Her laver de noget mad, som ikke kun smager godt, men også er super opfindsomt og tilmed en fryd for øjet – og betalbart. Solen skinnede tilmed, og vejret var til kjole og bare ben, så alt var såre godt.

Herefter gik turen til Cala Cortina, det nærmeste – og eneste badested inden for cykel/gåafstand i Cartagena, som vi ofte cyklede ud til, da vi “boede” i Cartagena. Også her er der et godt spisested, som var fyldt til bristepunktet af speedsnakkende og paellaspisende spanioler, der fejrede farsdagen, en dag hvor skolebørn har fri skole, og tilmed supermarkederne lukkede tidligt.

Vi var lige nede og tjekke stranden ud, der var en enkelt der badede, men ikke jeg… Vi lå lidt og slog mave, og lod solen varme os, inden vi kørte videre til et gensyn med Capo de Palos, en charmerende lille fiskerby og dagens sidste highligt.

Det er et ret søgt sted at besøge og spise frokost i weekender – og på Fars dag. Efter en kort kaffepause kørte vi så langt, vi nu gad nordpå, og endte på en ny og udmærket, men ikke særlig charmerende stellplads lige nord for Guarda del Mar.

Men to venlige kvinder, én i receptionen og én bag en fin lille bar med en udmærket sangria med masser af frisk frugt i gjorde underværker. (Kun nr. to på hele turen)

Inden vi forlod vores skovcampingplads i naturparken, gik vi lidt rundt og så på luksustelte – og blomster.

Vi havde egentlig tænkt os at nå til Cartagena ude ved kysten i dag, men vi kunne se, at borgen i Alcalà la Real lå lige på vores rute, og dette sted syntes vi begge, at vi måtte se. På udrejsen ned gennem Spanien, især Andalusien havde vi hørt en lydbog “Vindens port” af Anne Cathrine Riebnitzsky, som netop var inspireret af virkelige hændelser omkring denne borg og by i 1300- tallet.

Man følger en muslimsk borgherres liv fra barndommen og ca. 40 år frem i tiden, hvor han og hans ellers næsten uindtagelige borg måtte give op over for en langvarig belejring af den kristne Kong  Alfonso XI hær. Men inden da har man levet med hovedpersonen Ibrahim Bane Said og hans tre koner, børn, venner, byens 1500 indbyggere og ikke at forglemme hans elskede heste. Det er en langsom, smuk og ikke mindst interessant bog, som giver et indblik muslimsk kultur fra en anden vinkel og i en tidligere tid end vanligt – og hvor de kristne ikke nødvendigvis var de gode og kloge.

Det var virkelig en flot og meget uindtagelig borg. Med entreen fulgte en pædagogisk, næsten forførende meditativ guide på mobilen, og der var også mange forklarende plancher under rundturen.

Det var ikke så svært at forestille sig livet på borgen i Ibrahim Bane Said’s tid

Blot var focus her lidt mere på tiden EFTER de kristnes overtagelse af borgen med et efterfølgende stort kirkebyggeri. Desværre blev store dele af borganlæggets almindelige huse ødelagt under et stort jordskælv, men meget er alligevel bevaret, og har modstået mange angreb i tidens løb. Der var flere af (de kvindelige) deltagere på vores Marokkotur, der også med stor glæde havde læst bogen, og sjovt nok mødte vi en af disse, Conny og hendes mand John, på borgen.

Efter dette ret omfattende besøg trængte vi til en pause og lidt frokost, som vi fik på en lille biks på et fredeligt torv i byen. Stedet var mest kendt for at servere god Alhambra øl i iskolde glas, og for hver øl medfulgte automatisk en lille ret, f.eks patatas bravas, kogte kartofler med chilisauce.

Vi kørte derefter videre så langt vi orkede, og til vi fandt et passende sted at overnatte.

Og det blev så på en såkaldt Recon-camping oppe mellem mandeltræplantager i noget, man ikke en gang ville kunne kalde en flække, men blot en samling huse. Her havde et polsk par, Paulina og Bart, bosat sig og skabt dette refugielignende sted, hvor kunstnere, vildfarne sjæle eller bare tilfældige turister som os kunne være i fred og ro.

Om aftenen sad vi sammen med de andre gæster og diverse hunde omkring lejrbålets flammer og fik gavmildt skænket op af en mørk meget lokal vin, mens vi talte om hvordan vi/man bedst kunne redde verdenen. 

Vi nærmede hos hastigt Spanien, men lige i grænseområdet ligger et stort søområde ved floden Guadiano, som danner grænse mellem de to lande helt ud til Atlanterhavet. Her højt oppe bag en borgmur og en forfalden borg ligger byen Monsaraz, som bestemt er et besøg værd.

Den smukke lille by ligger højt oppe bag en borgmur omkring en nu temmelig forfalden borg, som ind til for et par år siden efter en ombygning blev anvendt til tyrefægtningsarena. Og en af byens to kirker var blevet til et galleri, mens den anden var under restaurering.

Det var et fint sted at holde kaffepause – og med en god udsigt.

Efter at ha’ kørt videre gennem flod/søområdet og grænsebyen Mouraõ var det farvel til Portugal.

Så var vi atter i Spanien i Estremaduraregionen, en af de mere afsides dele af landet. Undervejs mødte vi flere specielle køretøjer/ekvipager.

Ude i det vilde vest, nærmere bestemt i Oliva de la Frontera holdt vi ind ved landevejscafé, hvor der sad et par stykker og spiste, mens flere nøjedes med at drikke – og ryge. Vi gik indenfor og blev mødt af et stuvende fuldt lokale, næsten kun mænd, der nysgerrigt betragtede os. Det gik heldigvis fint at få noget at spise, og lidt efter sad vi uden for sammen med nogle af stamgutterne og fik skinkekroketter og rejos fritos (friterede små blækspruttearme).

Videre gennem tørre støvede landskaber gik det, og først på aftenen nåede vi op til en smuk skovcampingplads oppe i højderne i naturparken Los Villares i Sierra de Cordoba lige nord for Cordoba. Det var skønt at sidde under fyrretræerne og slappe af med er glas køligt æblecider.

Der var fælles åbne m/k brusebad på vores naturistlejr. Jeg nøjedes med lidt klatvask udenfor, hvor der også var varmt vand. Hidtil havde vi ikke mødt andre gæster, men nu dukkede en høflig herre i t-shirt og ikke så meget andet op i morgendisen og sagde pænt god morgen.

Den eneste anden form for gæster vi så, var nogle katte, som ejerne holdt bag hønsenet eller i deres korkbeklædte vogn. Lidt senere forlod vi den lille oase og kørte gennem smukke, smukke landskaber.

Alt virkede meget grønt og velplejet, blomstrende frugttræer, oliventræer i snorlige rækker og store områder med korkegetræer afløste hinanden.

Og de fleste steder stod grøftekanterne i et fuldt og broget flor.

Efterhånden fladede landskabet ud og blev lidt kedeligere, men ved middagstid nåede vi frem til regionshovedstaden Evora med blot godt 55.000 indbyggere. Byen blev erobret af romerne år 57 FØR Kristus fra kelterne, som grundlagde byen. Så der er mange romerske reminiscenser i den velbevarede bymidte, men ingen bynær camperplads, så vi fandt i stedet et meget typisk portugisisk gammelt hotel i bymidten. Her under ses udsigten fra tagterassen.

Og neden under ses udsigten fra vores værelse og korridoren uden for værelset, som mindede om koranskolen i Marrakesh.

Byen var stort set bilfri og med smalle brostensbelagte gader. Det var lørdag eftermiddag, og der var en del mennesker, også turister i byen, men der var alligevel en meget rolig atmosfære. Efter at ha’ fundet et apotek og købt øjendråber til Erik, der havde lidt problemer med sine linser, fandt vi en hyggelig tapasbar, hvor vi sad bænket ved disken og fik to små forskellige salater med sortøjebønner og kikærter med et glas lækker lokal vin til. Lidt, men godt.

Derefter gik vi rundt i byen mest på må og få, først var vi dog ude ved det velbevarede tempel, som lå smukt på det højeste punkt i Evora.

En anden af hovedattraktionerne var Saõ Francisco kirken / klosteret, hvor et kapel var beklædt eller nærmest bygget af omkring 5000 menneskelige skeletdele især hovedskaller og lårbensknogler, alle dekorativt anbragte. Et par ret velbevarede mumier nu liggende på silkelagener i to glasmontrer var der også, noget makabert.

Vi fik også købt et par flasker af den lokale vin, Ervideira, vi lige havde smagt, og som vist med rette har en lang glorværdig historie bag sig.

Herefter var der behov for en kaffepause på Evoras største torv Praca do Giraldo med et flot springvand, dog uden vand og med en af byens store kirker.

Efter tiltrængt  at ha’ hvilet os lidt på langs på hotellet fandt vi senere et hyggeligt sted at få aftensmad. Her inde midt i landet er de glade for kød, så det blev saftig sortfodsgris med stegte kartofler og æblemos til. Et godt solidt måltid.

Den første del af natten blev ikke så rolig som forventet, idet der blev afholdt en form for meget larmende og langvarigt sammenkomst på gaden lige neden for vores værelse.