Cartagena og videre til Guardamar del Seguro 19/3-24

Cartagena og videre til Guardamar del Seguro 19/3-24

Om morgenen på RECON-project campingpladsen var der fælles morgenmad med fremragende kaffe på parrets terrasse sammen de andre beboere/gæster og deres adskillige hunde bl.a. Chico, Chica (på skødet af Bart) og Otto (ham på puden nedenunder) erhvervet i Senegal… Det var virkelig en speciel oplevelse – mest af den gode slags.

Vi kunne nemt ha’ blevet her i dette specielle måske lidt sekteriske miljø, men Cartagena lokkede også. Det er jo også en af vores “hjembyer”, som vi har besøgt flere gange, og hvor Skærsilden lå en en vinter i den store trygge marina. En ret stor by, som rummer næsten alt hvad man kan ønske sig. Ligebortset fra at alt, i anledning af Sct. Joseph’s dag alis “Fars dag” var optaget i vores favorit spisested nede i fiskernes klub. Øv!

Men en ræv har jo flere udgange, så vi gik op i den elegante midtby med de næsten højglanspolerede marmorbelagte gågader.

Vi gik målbevidst videre op til den smukke Plaza Fransisco med sine fantastiske høje træer, hvor der ligger en superlækker tapasrestaurant Abra Same…

Her kunne vi lige akkurat få et bord, hvis kunne være færdige klokken 14 med at guffe  i os, hvilket nok  skulle være muligt.

Her laver de noget mad, som ikke kun smager godt, men også er super opfindsomt og tilmed en fryd for øjet – og betalbart. Solen skinnede tilmed, og vejret var til kjole og bare ben, så alt var såre godt.

Herefter gik turen til Cala Cortina, det nærmeste – og eneste badested inden for cykel/gåafstand i Cartagena, som vi ofte cyklede ud til, da vi “boede” i Cartagena. Også her er der et godt spisested, som var fyldt til bristepunktet af speedsnakkende og paellaspisende spanioler, der fejrede farsdagen, en dag hvor skolebørn har fri skole, og tilmed supermarkederne lukkede tidligt.


Vi var lige nede og tjekke stranden ud, der var en enkelt der badede, men ikke jeg… Vi lå lidt og slog mave, og lod solen varme os, inden vi kørte videre til et gensyn med Capo de Palos, en charmerende lille fiskerby og dagens sidste highligt.

Det er et ret søgt sted at besøge og spise frokost i weekender – og på Fars dag. Efter en kort kaffepause kørte vi så langt, vi nu gad nordpå, og endte på en ny og udmærket, men ikke særlig charmerende stellplads lige nord for Guarda del Mar.

Men to venlige kvinder, én i receptionen og én bag en fin lille bar med en udmærket sangria med masser af frisk frugt i gjorde underværker. (Kun nr. to på hele turen)


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.