Evora – nu på hotel, 16/3-24
Der var fælles åbne m/k brusebad på vores naturistlejr. Jeg nøjedes med lidt klatvask udenfor, hvor der også var varmt vand. Hidtil havde vi ikke mødt andre gæster, men nu dukkede en høflig herre i t-shirt og ikke så meget andet op i morgendisen og sagde pænt god morgen.
Den eneste anden form for gæster vi så, var nogle katte, som ejerne holdt bag hønsenet eller i deres korkbeklædte vogn. Lidt senere forlod vi den lille oase og kørte gennem smukke, smukke landskaber.
Alt virkede meget grønt og velplejet, blomstrende frugttræer, oliventræer i snorlige rækker og store områder med korkegetræer afløste hinanden.
Og de fleste steder stod grøftekanterne i et fuldt og broget flor.
Efterhånden fladede landskabet ud og blev lidt kedeligere, men ved middagstid nåede vi frem til regionshovedstaden Evora med blot godt 55.000 indbyggere. Byen blev erobret af romerne år 57 FØR Kristus fra kelterne, som grundlagde byen. Så der er mange romerske reminiscenser i den velbevarede bymidte, men ingen bynær camperplads, så vi fandt i stedet et meget typisk portugisisk gammelt hotel i bymidten. Her under ses udsigten fra tagterassen.
Og neden under ses udsigten fra vores værelse og korridoren uden for værelset, som mindede om koranskolen i Marrakesh.
Byen var stort set bilfri og med smalle brostensbelagte gader. Det var lørdag eftermiddag, og der var en del mennesker, også turister i byen, men der var alligevel en meget rolig atmosfære. Efter at ha’ fundet et apotek og købt øjendråber til Erik, der havde lidt problemer med sine linser, fandt vi en hyggelig tapasbar, hvor vi sad bænket ved disken og fik to små forskellige salater med sortøjebønner og kikærter med et glas lækker lokal vin til. Lidt, men godt.
Derefter gik vi rundt i byen mest på må og få, først var vi dog ude ved det velbevarede tempel, som lå smukt på det højeste punkt i Evora.
En anden af hovedattraktionerne var Saõ Francisco kirken / klosteret, hvor et kapel var beklædt eller nærmest bygget af omkring 5000 menneskelige skeletdele især hovedskaller og lårbensknogler, alle dekorativt anbragte. Et par ret velbevarede mumier nu liggende på silkelagener i to glasmontrer var der også, noget makabert.
Vi fik også købt et par flasker af den lokale vin, Ervideira, vi lige havde smagt, og som vist med rette har en lang glorværdig historie bag sig.
Herefter var der behov for en kaffepause på Evoras største torv Praca do Giraldo med et flot springvand, dog uden vand og med en af byens store kirker.
Efter tiltrængt at ha’ hvilet os lidt på langs på hotellet fandt vi senere et hyggeligt sted at få aftensmad. Her inde midt i landet er de glade for kød, så det blev saftig sortfodsgris med stegte kartofler og æblemos til. Et godt solidt måltid.
Den første del af natten blev ikke så rolig som forventet, idet der blev afholdt en form for meget larmende og langvarigt sammenkomst på gaden lige neden for vores værelse.