17/7-25

Vi forlod vores grusplads i Julemandsbyen for at køre den sidste indlandsetape sydpå mod Oulu den nordligste større by 200.000 indbyggere ) ude ved kysten.

Pænt grønt hus, synes Kermit

Vi havde besluttet at spise en “ægte finsk” frokost i byen, og vi havde endda på forhånd udvalgt restauranten, der lå på den lille ø Pikisaari, så vi kørte direkte dertil og parkerede. De åbnede først kl. 14, så vi havde god tid til at gå en tur i byen. Via  diverse broer nærmede vi os centrum af den ret lille bykerne. I det gode vejr var der gang i aktiviteterne på og langs vandet.

Og på en stor plads lige før bykernen var der en slags marked med mad og tøj m.m. + masser af mennesker.

Byens hovedattraktion er en statue i overstørrelse af en meget venlig og afholdt traffikkontrollant, der i årtier regulerede trafikken på torvet. Han må ha’ været næsten lige så bred som høj.

Også her var husene fortrinsvis af nyere dato, men der var dog nogle enkelte træhuse.

Byen var hurtigt overset, og vi var sultne, så vi gik tilbage til det meget hyggelige spisested, hvor man kunne sidde uden for ved borde med rødternede duge og røde blomster, der stod godt til den gamle mørke træbygning.

Vi valgte  to forskellige retter med rensdyrkød, som vi jo ikke får så tit hjemme. Den ene mindede meget om den, vi selv lavede for nogle dage siden, den anden var mere en slags bøf. Begge smagte udmærket – men ikke meget bedre end vores hjemmelavede.

Der ville nok også være hyggeligt at spise en kold, mørk vinteraften.

Under vores efterfølgende søgen efter et sted at tilbringe aften og nat var vi nede forbi Oulus store strand, hvor man skulle kunne holde. Men der var alt for meget virak med de mange badegæster. Men det var sjovt at opleve det finske badeliv.

Mange var så blege, at man ikke skulle tro det muligt. Men ellers kunne det såmænd lige så godt ha’ været en strand f.eks ved den italienske adriaterhavskyst. Og jeg fik turens første is, tror jeg det var. (Erik havde fået nogle stykker.)

Så vi fortsatte vor søgen videre langs kysten, gennem et meget afvekslende  landskab med skovområder afløst af større eller mindre ryddede lysninger, hvor der blev drevet landbrug.
Pænt, men ikke dramatisk smukt som mange steder i Norge.

Vi havde set, at der skulle være en lille campingplads/holdeplads i tilslutning til en havn – lige noget for os. Der var vel fire pladser med strøm og to uden, alle på græs og med lidt skov bagtil og udsigt ud over den lille havn og havet. En café var der også. Smukt og helt stille og roligt.

Vandet i de finske søer havde været ret varmt, men de havde ikke rigtig fristet mig, enten var bunden  for stenet, eller vandet for plumret. Og her i den botniske bugt var det atter for koldt for mig og helt sikkert for Erik.

Så vi nøjedes med at nyde de smukke omgivelser ( med myggespray og tørklæde) og solnedgangen som denne aften var fuldt synlig, og fandt sted lidt før midnat, nærmere bestemt 23.14.

16/7-25

Fra Inari fortsatte vi sydpå ned gennem Finland.

Vi holdt frokostpause, spiste lækker sushi, ved en af de mange søer og holdt senere kaffepause ved en anden smuk sø, hvor man også kunne bade.

Det er absolut nødvendigt med en kaffepause for at holde såvel chauffør som passager vågne – både norske og finske nåletræsskove kan være ret så søvndyssende.
Midt inde i skovene dukker der af og til sælsomme små restauranter op. Vi nøjedes med at kigge og strække benene.

Der er måske ikke så langt fra hekserierne til dagens næste stop – nemlig Julemandens hjemby Rovaniemi, i følge nogle.

Julemanden og også hans kone holder åbent hus hele året, bare du betaler, hvilket mange forældre utvivlsomt gør. Det var ikke et udsøgt mål for os, men et sted der passede ind på en rute, der skulle bringe os hurtigst muligt ned til kysten. Og når vi nu var der, var det vel  næsten lidt uhøfligt ikke at kigge forbi. Han havde dog “desværre” lukket for dagen, så vi måtte nøjes med at se på herlighederne udefra.

Der hører mange aktiviter med til at være Julemandsægtepar såsom posthus, juleønskeaudienslokale, kagebageri, nisseværksted, rensdyrstald m.m. Det sjoveste var nu at stå foran det store termometer, som netop befandt sig på den nordlige polarcirkel, og hvor temperaturen sneg sig op på 29 grader klokken seks om aftenen.

Vi. boede nærmest som genbo til Julemanden på en stor trådnetomhegnet autocamperplads. Måske ikke just charmerende, men praktisk og funktionelt. Pladsen illustrerede på bedste vis, hvordan Finland adskiller sig fra alle andre lande, vi kender på mindst to punkter. Der er sauna’er overalt, også på en beskeden autocamperplads som denne. Og de bliver flittigt brugt af unge som gamle – og også når det er så varmt som nu for tiden. Måske er det, fordi de er mere renlige end andre. Det andet punkt er i alt fald udtalt hygiejnebetonet. Ved siden af næsten alle toiletter er der opsat en lille håndbruser (ofte af fabrikatet Oras) til spuling af de nedre dele. Meget nyttigt- vi har faktisk selv en sådan hjemme….

Vi udså os den pæneste plads, hvor man kunne sidde tæt op til den nærliggende fyrreskov, hvor den violette gederams havde begyndt sin blomstring. Men vi følte os lidt som en slags indsatte… ikke desto mindre hyggede vi os på gruspladsen bl.a. med aftensmaden, koldt bord, i aftensolen. Det var i ørigt sidste chance for at opleve midnatssol, men der var som så ofte noget der skyggede. Men mørkt blev det jo ikke.

17/7-25

En ny solskinsdag oprandt på Neiden’s Fjellcamp alias myggeparadis. Desværre syntes myg og mitter at være nogenlunde lige aktive om om formiddagen, og helt slemt, ja ubeskriveligt var det inde i det lille køkken, hvor gårsdagens opvask skulle klares. Det var ellers et rigtig fint sted med mange gamle fine udbygninger og også denne flotte “lavvu”, men vi skyndte os at pakke sammen og køre videre.

Snart var vi i Finland og landskabet ændrede sig til et det fladere og lidt mere ensformige, nåleskov afbrudt af søer. At det ikke er med urette, at Finland kaldes de 10.000 søers land, så vi hurtigt.

Visse steder så vi store mængder af sten ligesom kastet ud over søbredderne.

I dag gik turen mod Inari, de finske samers hovedby. Og ligesom der i Norge er et museum for samisk kultur i Karasjok, er der et lignende “Sami Cultural Center” i Inari. Vi startede dog med at finde et sted at parkere Kermit for resten af dagen og natten, og fint nok var der en slags campingplads helt tæt ved Samemuseet. Pladsen virkede lidt rodet med små telte, autocampere og campingvogne mellem hinanden, men det gik alligevel. Og her kunne man endda både få vasket og tørret sit tøj, så jeg gik straks ind og bookede en tid til vask kl. 20.
Museet var både informativt og spændende og havde mange temaer bl. samernes beklædning gennem tiderne.

Som andre menneskers beklædning har også samernes ændret sig gennem tiderne, og er blevet påvirket at omverdenen.

Men med skam at melde så vi dog ikke en eneste same i sametøj på vores tur.

Ligesom i Alta var der også  her en udendørs afdeling med en samling huse og udbygninger, hvoraf nogle var flyttet hertil fra forskellige egne. I hine tider boede samerne sjældent længe det samme sted, men flyttede sig med renerne over store afstande og boede derfor meget enkelt i telte, lavvu, og lignende. Men da landegrænserne mellem de nordiske lande (og russiske) blev mere fastlagte, blev denne livsform vanskeliggjort. Samerne måtte vælge, hvilket land de ville høre under, og præster og skolelærere fik også et – eller flere ord at skulle ha’ sagt.

Således endte det med, at samerne, i al fald i perioder af året, blev bofaste og nogle fik den type huse, som vi så på udstillingen. Og også nutidens samer er bofaste en stor del af året. På fotoet nedenunder kan man se en stald bygget til renerne, så også de kunne komme i læ, bl.a. for myggene.

Aftenen tilbragte vi på vores midlertidige boplads, fik lavet mad, mens et par rener rumsterede rundt i krattet lige bag os.

Vi talte også lidt med “naboerne”. På den ene side havde vi et fransk ægtepar, lidt yngre end os, der var på cykeltur hertil og til den anden side en ung franskmand ligeså på cykel. Der kan man tale om at rejse langt og let (hvad bagage angår). Den unge franskmand havde dog bestilt en flybillet vist nok til Ungarn – han flygtede simpelthen fra myggene. Her og nu var myggeplagen dog begrænset, og vi kunne gennemføre vores storvask inclusive næsten tørring uden de store problemer.

Men lidt sjovt at hænge tøj til tørre klokken halv et om natten…

Og så godnat fra Inari i den endnu lyse nat.

17/7-25

Vi forlod ret hurtigt Tana Bru, som ikke havde så meget at byde på udover et fint nattely, for at køre mod Kirkenes ca. 140 km og to timers kørsel væk. Som sædvanlig var turen gudesmuk, solen skinnede fra en skyfri himmel og vejen var plan og god – det meste af tiden. Ikke at vi havde de store forventninger til Kirkenes, men vi syntes alligevel,  at vi skyldte (hvem?) at besøge denne afsides beliggende by så langt mod nord og kun 14 km fra “Den store Bjørn”). Og arkitektonisk eller byplanmæssigt var der ikke meget at råbe hurra for.

Her går Erik mellem en skulptur, der symboliserer kvindernes og børnenes kår under krigen(e) og en udstilling med fotostater efter gamle fotografier af samernes liv vinter og sommer taget af en politisk aktiv kvinde og forfatter Ellisef Wessel i begyndelsen af 1900-tallet. Hun blev naturligvis betragtet som værende et hysterisk kvindfolk af byens kloge mænd.

Men nutidens folk lever deres liv her, sommertøjet var fundet frem, og der var trængsel på byens udmærkede konditori. Klokken 11 om formiddagen blev der guffet flødeskumskager til den store (guld)medalje. Og vi købte to styks til senere indtagelse.

Det der fyldte mest i byen var et stort indendørs indkøbscenter, og vi vil mene, at netop i disse egne, med lange mørke og kolde perioder, har sådanne deres berettigelse. Også denne solskinsdag var det et søgt sted, og der lod ikke til at være mange andre turister end os. 

Vi lagde vejen forbi rådhuset, hvor to små bjørne gennem mange år har vogtet over hver sin flagstang. Om de har nogen forbindelse til den større russiske bjørn vides ikke, men at Alexei Navalny bliver husket og mindet, er der ingen tvivl om. Der bor en del russere i Kirkenes og loyaliteten over for Putin er nok større her end mange andre steder i Norge. At den anden nære nabo Finland har haft et mildest talt kompliceret forhold til Rusland, der i en periode førte dem i armene på Tyskland under Anden Verdenskrig er også sikkert og nok også forståeligt. Og at den væbnede neutralitet, man i Finland gennem mange år har forsøgt opretholdt over for naboen mod øst er blevet mere agtpågivende er vist også sikkert.
Men nu ikke mere politik!

Ingen by uden biler, små som store, det gjaldt også her. Se evt. den lille video nedenunder:

Vi havde  lagt en lidt underlig rute for dagen, for nu kørte vi faktisk et pænt stykke tilbage for at tjekke ind på vores campingplads ved elven Neiden lige før grænsen til Finland.

Vi havde dog lige et lille pitfotostop ved Skoltefossen, hvor Neidenelven spillede med musklerne.

Efter at ha’ fundet en god plads ude på Neidens Fjellstue og smidt bord og stole af der, for at signalere optaget, kørte vi endnu længere tilbage og ud mod den afsides beliggende halvø Bugøines af en smallere, men flot vej langs Ishavet.

Dette sted er bl.a. specielt fordi det gennem mange år har haft og stadig har en stor finsk population, nu er det dog ca. fifty/fifty. Mange  af de gamle træhuse er bevarede, en del nok som sommerhuse, der går i arv fra generation til generation.

Det var et virkelig charmerende sted. Vi startede med en tiltrængt sen frokost på det ene at stedets to spisesteder.

Jeg fik en Kingcrab salat og Erik fiskesuppe med et asiatisk twist. Vi mener, der må være kommet nyt blod til stedet, måske i form af en asiatisk hustru, fordi hele tre sorthårede kvinder sværmede rundt om os. Men alle var meget venlige. Og så spottede vi en kvinde med en meget smuk Russisk mynde lidt fra os.

Da hun gik forbi os, måtte Erik bare tale lidt med den finske kvinde og beundre og klappe Vanja, som hunden hed. Da vi havde spist, gik vi ned til havnen hvor en lang mole beskyttede godt mod bølger fra nord.

En lille strand var der også. Nogle af fodtrykkene er mine. Vandet var som ventet iskoldt.

Lidt længere væk lå alle fiskebådene trygt og godt. Da vi forlod stedet, kom vi om på den anden side af den lille by, hvor vi holdt ved kirken.

Lige nedenfor var der en fantastisk flot strand med det hvideste sand. Nogle var under høje hvin ude og bade – men ikke vikingen fra Vornæs. Nu gik turen tilbage til Fjellhytten ved Neiden, et gedigent gammelt og hyggeligt sted.

Solen skinnede stadig varmt og smukt, og vi startede madlavningen, husker ikke hvad, men husker,  at vi nærmest blev overfaldet af myg OG mitter, der sværmede rundt og kravlede ind steder, hvor man ikke skulle tro det muligt. Vi blev faktisk lidt overrumplede, så vi reagerede nok lidt for langsomt med myggespray og net. Og middagen blev ingen nydelse. UF!

Og denne sendrægtighed skulle vi komme til at lide under den næste uges tid!!! Et lille afbræk var, da en kæmpe lyserød bus lastet med eventyrlystne svenskere kørte ind på.marken over for os.

De, svenskerne, blev hældt ud af bussen, og efter nogen palamenteren gik de i gang med at kokkerere og kravle rundt oppe på bussens tag for at forberede overdækkede sovepladser der. De var dog også plagede af myggene og viftede med arme og ben. Vi gik tidligere i seng end normalt og forsøgte at tage livet af så mange af blodsugerne som muligt. Men hele natten kunne vi alligevel høre dem svirre rundt og ind i ører og næser. 

13/7-25

Erik havde kig på en NorTrip plads, nr.5 i rækken, i Tana , som havde et sted med huskier, som man kunne køre på slæde med om vinteren og evt. med vogn om sommeren. Så vi forlod Lakselv, der ligger i bunden af Porsangerfjorden for at køre nordpå af samme fjord, men nu på den østlige bred. Der var meget stenet, men også her smukt.

På et tidspunkt ved Børselven drejede vi af og fulgte den  mod nordøst. Et stykke oppe langs elven så vi et af de brune vejskilte, der signalerer en seværdighed, her en Canyon. Der lød spændende, så vi stoppede, parkerede Kermit og fulgte en sti, der blev mere og mere ujævn og kuperet.

Til slut nåede vi frem til et meget livligt vandløb, Ailikaisenjoken hed det vist på samisk.

Og når man fulgte det opad, kom man faktisk frem til en canyon. Ikke verdens største, men flot alligevel. Og vandet var helt klart og tyrkisblåt, men iskoldt og kun til at kigge på.

Nogen gange er de ikke planlagte oplevelser de bedste… Længere mod nordøst passerede vi uendelige og øde områder i Kunes og Lebesby, før vi nåede Tanaområdet, hvor Huskierne skulle bo.

Nogle steder var klipper og sten meget røde…

Ved halv sekstiden kørte vi så endelig ind i en indkørsel, hvor der i et indhak udover et par skraldebøtter lige kunne knibes to små autocampere ind. Nu var vi jo blevet så godt vante efter vores tidligere Nortripsteder, så allerede her blev vi lidt skeptiske. Bedre blev det ikke, da ingen kom ud eller lukkede op, da vi bankede på. En bleg og tynd dreng cirklede stereotypt rundt på et løbehjul omkring et lille havebord og sagde, at vi bare kunne gå ind.. Til slut åbnedes døren dog, og en lige så bleg og kvinde tonede frem. Hun virkede meget desorienteret og sagde, at det der Nortrip var hendes mands område, og han var ikke hjemme. Og hundende var i øvrigt også hans gesjæft. Hmm. Vi fandt dog ud af at stedet rådede over 50 hunde, som næsten alle var lænkede til et eleveret træhundehus, mens enkelte, dem med hvalpe var i en lille indhegning. Og at manden udover at køre med turister også deltog i slædevæddeløb med hundene.

Det var faktisk ikke noget opmuntrende syn, og da de så os, begyndte de at hyle/gø. Vi spurgte den blege dame, hvor toiletterne var, og hun viftede os over mod en længe lidt længere væk. Derovre var det ikke helt til at se, hvad der var, men så kom en mand i underbukser frem og sagde et eller andet uforståeligt. Og lidt efter dukkede en ung pige op, som så meget forvirret ud over at se os. Det viste sig, at hun og hendes kæreste var fra Tjekkiet, og at de næsten lige var ankommet hertil som frivillige arbejdere på hundefarmen for den næste måned. Og boss’en himself kom først hjem ved midnatstide.

Efter at ha’ brugt toilettet og talt lidt mere med hundepasseren blev vi enige om, at her havde vi ikke rigtig lyst til at blive. Så vi luskede ud til bilen og kørte nogle få km tilbage til Tana Bru. Tana er både en elv og en lille by, og i byen er en bro – Tana Bru, som fører over elven.

Og netop her havde vi læst, at der var lavet en ny plads med gratis overnatningsmulighed og tilmed med nogle meget avancerede toiletter med automatisk døråbning/lukning. Det var helt perfekt. Og udsigten fra Kermit ud over smørblomstmarken i den lidt dystre aftensol var prikken over i’et.

Vi gik en lille tur hen under broen og langs elven inden vi spiste aftensmad og senere, som altid omkring  midnat, møblerede vi om til sovegemak.

”Fluen” på kæmpefiskestangen er lavet af jernrester fra den gamle bro over Tanaelven, som så meget andet blev ødelagt under krigen