Kirkenes, Bugøines og Neiden – myggenes og mitternes paradis

17/7-25

Vi forlod ret hurtigt Tana Bru, som ikke havde så meget at byde på udover et fint nattely, for at køre mod Kirkenes ca. 140 km og to timers kørsel væk. Som sædvanlig var turen gudesmuk, solen skinnede fra en skyfri himmel og vejen var plan og god – det meste af tiden. Ikke at vi havde de store forventninger til Kirkenes, men vi syntes alligevel,  at vi skyldte (hvem?) at besøge denne afsides beliggende by så langt mod nord og kun 14 km fra “Den store Bjørn”). Og arkitektonisk eller byplanmæssigt var der ikke meget at råbe hurra for.

Her går Erik mellem en skulptur, der symboliserer kvindernes og børnenes kår under krigen(e) og en udstilling med fotostater efter gamle fotografier af samernes liv vinter og sommer taget af en politisk aktiv kvinde og forfatter Ellisef Wessel i begyndelsen af 1900-tallet. Hun blev naturligvis betragtet som værende et hysterisk kvindfolk af byens kloge mænd.

Men nutidens folk lever deres liv her, sommertøjet var fundet frem, og der var trængsel på byens udmærkede konditori. Klokken 11 om formiddagen blev der guffet flødeskumskager til den store (guld)medalje. Og vi købte to styks til senere indtagelse.

Det der fyldte mest i byen var et stort indendørs indkøbscenter, og vi vil mene, at netop i disse egne, med lange mørke og kolde perioder, har sådanne deres berettigelse. Også denne solskinsdag var det et søgt sted, og der lod ikke til at være mange andre turister end os. 

Vi lagde vejen forbi rådhuset, hvor to små bjørne gennem mange år har vogtet over hver sin flagstang. Om de har nogen forbindelse til den større russiske bjørn vides ikke, men at Alexei Navalny bliver husket og mindet, er der ingen tvivl om. Der bor en del russere i Kirkenes og loyaliteten over for Putin er nok større her end mange andre steder i Norge. At den anden nære nabo Finland har haft et mildest talt kompliceret forhold til Rusland, der i en periode førte dem i armene på Tyskland under Anden Verdenskrig er også sikkert og nok også forståeligt. Og at den væbnede neutralitet, man i Finland gennem mange år har forsøgt opretholdt over for naboen mod øst er blevet mere agtpågivende er vist også sikkert.
Men nu ikke mere politik!

Ingen by uden biler, små som store, det gjaldt også her. Se evt. den lille video nedenunder:

Vi havde  lagt en lidt underlig rute for dagen, for nu kørte vi faktisk et pænt stykke tilbage for at tjekke ind på vores campingplads ved elven Neiden lige før grænsen til Finland.

Vi havde dog lige et lille pitfotostop ved Skoltefossen, hvor Neidenelven spillede med musklerne.

Efter at ha’ fundet en god plads ude på Neidens Fjellstue og smidt bord og stole af der, for at signalere optaget, kørte vi endnu længere tilbage og ud mod den afsides beliggende halvø Bugøines af en smallere, men flot vej langs Ishavet.

Dette sted er bl.a. specielt fordi det gennem mange år har haft og stadig har en stor finsk population, nu er det dog ca. fifty/fifty. Mange  af de gamle træhuse er bevarede, en del nok som sommerhuse, der går i arv fra generation til generation.

Det var et virkelig charmerende sted. Vi startede med en tiltrængt sen frokost på det ene at stedets to spisesteder.

Jeg fik en Kingcrab salat og Erik fiskesuppe med et asiatisk twist. Vi mener, der må være kommet nyt blod til stedet, måske i form af en asiatisk hustru, fordi hele tre sorthårede kvinder sværmede rundt om os. Men alle var meget venlige. Og så spottede vi en kvinde med en meget smuk Russisk mynde lidt fra os.

Da hun gik forbi os, måtte Erik bare tale lidt med den finske kvinde og beundre og klappe Vanja, som hunden hed. Da vi havde spist, gik vi ned til havnen hvor en lang mole beskyttede godt mod bølger fra nord.

En lille strand var der også. Nogle af fodtrykkene er mine. Vandet var som ventet iskoldt.

Lidt længere væk lå alle fiskebådene trygt og godt. Da vi forlod stedet, kom vi om på den anden side af den lille by, hvor vi holdt ved kirken.

Lige nedenfor var der en fantastisk flot strand med det hvideste sand. Nogle var under høje hvin ude og bade – men ikke vikingen fra Vornæs. Nu gik turen tilbage til Fjellhytten ved Neiden, et gedigent gammelt og hyggeligt sted.

Solen skinnede stadig varmt og smukt, og vi startede madlavningen, husker ikke hvad, men husker,  at vi nærmest blev overfaldet af myg OG mitter, der sværmede rundt og kravlede ind steder, hvor man ikke skulle tro det muligt. Vi blev faktisk lidt overrumplede, så vi reagerede nok lidt for langsomt med myggespray og net. Og middagen blev ingen nydelse. UF!

Og denne sendrægtighed skulle vi komme til at lide under den næste uges tid!!! Et lille afbræk var, da en kæmpe lyserød bus lastet med eventyrlystne svenskere kørte ind på.marken over for os.

De, svenskerne, blev hældt ud af bussen, og efter nogen palamenteren gik de i gang med at kokkerere og kravle rundt oppe på bussens tag for at forberede overdækkede sovepladser der. De var dog også plagede af myggene og viftede med arme og ben. Vi gik tidligere i seng end normalt og forsøgte at tage livet af så mange af blodsugerne som muligt. Men hele natten kunne vi alligevel høre dem svirre rundt og ind i ører og næser.