Mod Tana Bru via Børs Elv

13/7-25

Erik havde kig på en NorTrip plads, nr.5 i rækken, i Tana , som havde et sted med huskier, som man kunne køre på slæde med om vinteren og evt. med vogn om sommeren. Så vi forlod Lakselv, der ligger i bunden af Porsangerfjorden for at køre nordpå af samme fjord, men nu på den østlige bred. Der var meget stenet, men også her smukt.

På et tidspunkt ved Børselven drejede vi af og fulgte den  mod nordøst. Et stykke oppe langs elven så vi et af de brune vejskilte, der signalerer en seværdighed, her en Canyon. Der lød spændende, så vi stoppede, parkerede Kermit og fulgte en sti, der blev mere og mere ujævn og kuperet.

Til slut nåede vi frem til et meget livligt vandløb, Ailikaisenjoken hed det vist på samisk.

Og når man fulgte det opad, kom man faktisk frem til en canyon. Ikke verdens største, men flot alligevel. Og vandet var helt klart og tyrkisblåt, men iskoldt og kun til at kigge på.

Nogen gange er de ikke planlagte oplevelser de bedste… Længere mod nordøst passerede vi uendelige og øde områder i Kunes og Lebesby, før vi nåede Tanaområdet, hvor Huskierne skulle bo.

Nogle steder var klipper og sten meget røde…

Ved halv sekstiden kørte vi så endelig ind i en indkørsel, hvor der i et indhak udover et par skraldebøtter lige kunne knibes to små autocampere ind. Nu var vi jo blevet så godt vante efter vores tidligere Nortripsteder, så allerede her blev vi lidt skeptiske. Bedre blev det ikke, da ingen kom ud eller lukkede op, da vi bankede på. En bleg og tynd dreng cirklede stereotypt rundt på et løbehjul omkring et lille havebord og sagde, at vi bare kunne gå ind.. Til slut åbnedes døren dog, og en lige så bleg og kvinde tonede frem. Hun virkede meget desorienteret og sagde, at det der Nortrip var hendes mands område, og han var ikke hjemme. Og hundende var i øvrigt også hans gesjæft. Hmm. Vi fandt dog ud af at stedet rådede over 50 hunde, som næsten alle var lænkede til et eleveret træhundehus, mens enkelte, dem med hvalpe var i en lille indhegning. Og at manden udover at køre med turister også deltog i slædevæddeløb med hundene.

Det var faktisk ikke noget opmuntrende syn, og da de så os, begyndte de at hyle/gø. Vi spurgte den blege dame, hvor toiletterne var, og hun viftede os over mod en længe lidt længere væk. Derovre var det ikke helt til at se, hvad der var, men så kom en mand i underbukser frem og sagde et eller andet uforståeligt. Og lidt efter dukkede en ung pige op, som så meget forvirret ud over at se os. Det viste sig, at hun og hendes kæreste var fra Tjekkiet, og at de næsten lige var ankommet hertil som frivillige arbejdere på hundefarmen for den næste måned. Og boss’en himself kom først hjem ved midnatstide.

Efter at ha’ brugt toilettet og talt lidt mere med hundepasseren blev vi enige om, at her havde vi ikke rigtig lyst til at blive. Så vi luskede ud til bilen og kørte nogle få km tilbage til Tana Bru. Tana er både en elv og en lille by, og i byen er en bro – Tana Bru, som fører over elven.

Og netop her havde vi læst, at der var lavet en ny plads med gratis overnatningsmulighed og tilmed med nogle meget avancerede toiletter med automatisk døråbning/lukning. Det var helt perfekt. Og udsigten fra Kermit ud over smørblomstmarken i den lidt dystre aftensol var prikken over i’et.

Vi gik en lille tur hen under broen og langs elven inden vi spiste aftensmad og senere, som altid omkring  midnat, møblerede vi om til sovegemak.

”Fluen” på kæmpefiskestangen er lavet af jernrester fra den gamle bro over Tanaelven, som så meget andet blev ødelagt under krigen