Honningsvåg og Lakselv

Honningsvåg og Lakselv

12/7-27 Honningsvåg og Lakselv

Det var tid at sige farvel til Skarsvåg og så småt begynde turen sydover.  


Vi startede i tågelignende dis men da vi kort efter nåede Honningsvåg brød solen frem. Stakkels mennesker, der bor der, de bliver dagligt invaderet af horder, der vælter ud af krydstogtskibene. Da vi var der lå der to store skibe.

Byen, har oprindeligt og har stadig en stor fiskerflåde, men ellers er der ikke meget at komme efter som turist. Havnefronten er nogenlunde hyggelig, men “hovedgaden” parallelt hermed bagved er rent ud sagt trist.

Så vi kørte hurtigt videre af samme vej, som vi kom af to dage tidligere langs Porsagerfjorden, og ved Russenes, stedet med de mange rener på vejen, mødte vi atter et par flegmatiske eksemplarer af racen. De to i vejsiden var lette at se, mens den op af skrænten faldt i et med omgivelserne.

Vi holdt en nøjsom frokostpause på en pæn rasteplads lige før en tunnel, men Kavli rejeost på tube kan nu noget… Det er sjovt at se de mange vejskilte på tre sprog, norsk i midten og så to former på norsk samisk og finsk samisk, tror vi.

Dagens slutmål var Lakselv, et lovende navn. Vi holdt ind ved en blanding af en lille campingplads og motel i en rødtræbarak hovedsagelig for fiskere.

Her hedder sådan et wienerbrød ikke “bagerens dårlige øje”, men et fløde wienerbrød

Det var et både  hyggeligt og smukt sted lige ned til den brede fladbundede elv, og ved lavvande tydeligt stenede bund. Vi havde købt frossent renkød i små tynde stykker, og det blev turens hidtil kulinariske højdepunkt i hjemmekøkkenet.

I mangel af tyttebær puttede vi stegte løg og champignon ned til det svitsede kød og med lidt fløde i til slut fik vi et meget lækkert måltid. Der skal kartoffelmos til, og det gik fint med pulvermos. (Og renkød skal vist altid fryses, før det spises). Vi var blevet advaret om, at der blev afholdt rockkoncert længere henne af kysten, men det gjorde nu ikke noget, og de spillede ikke hele natten, Som finale havde de fyrværkeri med bl.a regnbuefarvet røg. Samtidig kom en rank kvindelig rytter ridende i det lave vand – og selv om hesten virkede lidt betænkelig ved det våde element, kunne det ikke blive meget bedre.

Neden for kan man se en lille film om forløbet.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.