Oulu og videre mod Varjakka

17/7-25

Vi forlod vores grusplads i Julemandsbyen for at køre den sidste indlandsetape sydpå mod Oulu den nordligste større by 200.000 indbyggere ) ude ved kysten.

Pænt grønt hus, synes Kermit

Vi havde besluttet at spise en “ægte finsk” frokost i byen, og vi havde endda på forhånd udvalgt restauranten, der lå på den lille ø Pikisaari, så vi kørte direkte dertil og parkerede. De åbnede først kl. 14, så vi havde god tid til at gå en tur i byen. Via  diverse broer nærmede vi os centrum af den ret lille bykerne. I det gode vejr var der gang i aktiviteterne på og langs vandet.

Og på en stor plads lige før bykernen var der en slags marked med mad og tøj m.m. + masser af mennesker.

Byens hovedattraktion er en statue i overstørrelse af en meget venlig og afholdt traffikkontrollant, der i årtier regulerede trafikken på torvet. Han må ha’ været næsten lige så bred som høj.

Også her var husene fortrinsvis af nyere dato, men der var dog nogle enkelte træhuse.

Byen var hurtigt overset, og vi var sultne, så vi gik tilbage til det meget hyggelige spisested, hvor man kunne sidde uden for ved borde med rødternede duge og røde blomster, der stod godt til den gamle mørke træbygning.

Vi valgte  to forskellige retter med rensdyrkød, som vi jo ikke får så tit hjemme. Den ene mindede meget om den, vi selv lavede for nogle dage siden, den anden var mere en slags bøf. Begge smagte udmærket – men ikke meget bedre end vores hjemmelavede.

Der ville nok også være hyggeligt at spise en kold, mørk vinteraften.

Under vores efterfølgende søgen efter et sted at tilbringe aften og nat var vi nede forbi Oulus store strand, hvor man skulle kunne holde. Men der var alt for meget virak med de mange badegæster. Men det var sjovt at opleve det finske badeliv.

Mange var så blege, at man ikke skulle tro det muligt. Men ellers kunne det såmænd lige så godt ha’ været en strand f.eks ved den italienske adriaterhavskyst. Og jeg fik turens første is, tror jeg det var. (Erik havde fået nogle stykker.)

Så vi fortsatte vor søgen videre langs kysten, gennem et meget afvekslende  landskab med skovområder afløst af større eller mindre ryddede lysninger, hvor der blev drevet landbrug.
Pænt, men ikke dramatisk smukt som mange steder i Norge.

Vi havde set, at der skulle være en lille campingplads/holdeplads i tilslutning til en havn – lige noget for os. Der var vel fire pladser med strøm og to uden, alle på græs og med lidt skov bagtil og udsigt ud over den lille havn og havet. En café var der også. Smukt og helt stille og roligt.

Vandet i de finske søer havde været ret varmt, men de havde ikke rigtig fristet mig, enten var bunden  for stenet, eller vandet for plumret. Og her i den botniske bugt var det atter for koldt for mig og helt sikkert for Erik.

Så vi nøjedes med at nyde de smukke omgivelser ( med myggespray og tørklæde) og solnedgangen som denne aften var fuldt synlig, og fandt sted lidt før midnat, nærmere bestemt 23.14.