Rovaniemi, Julemandsbyen
16/7-25
Fra Inari fortsatte vi sydpå ned gennem Finland.
Vi holdt frokostpause, spiste lækker sushi, ved en af de mange søer og holdt senere kaffepause ved en anden smuk sø, hvor man også kunne bade.
Det er absolut nødvendigt med en kaffepause for at holde såvel chauffør som passager vågne – både norske og finske nåletræsskove kan være ret så søvndyssende.
Midt inde i skovene dukker der af og til sælsomme små restauranter op. Vi nøjedes med at kigge og strække benene.
Der er måske ikke så langt fra hekserierne til dagens næste stop – nemlig Julemandens hjemby Rovaniemi, i følge nogle.
Julemanden og også hans kone holder åbent hus hele året, bare du betaler, hvilket mange forældre utvivlsomt gør. Det var ikke et udsøgt mål for os, men et sted der passede ind på en rute, der skulle bringe os hurtigst muligt ned til kysten. Og når vi nu var der, var det vel næsten lidt uhøfligt ikke at kigge forbi. Han havde dog “desværre” lukket for dagen, så vi måtte nøjes med at se på herlighederne udefra.
Der hører mange aktiviter med til at være Julemandsægtepar såsom posthus, juleønskeaudienslokale, kagebageri, nisseværksted, rensdyrstald m.m. Det sjoveste var nu at stå foran det store termometer, som netop befandt sig på den nordlige polarcirkel, og hvor temperaturen sneg sig op på 29 grader klokken seks om aftenen.
Vi. boede nærmest som genbo til Julemanden på en stor trådnetomhegnet autocamperplads. Måske ikke just charmerende, men praktisk og funktionelt. Pladsen illustrerede på bedste vis, hvordan Finland adskiller sig fra alle andre lande, vi kender på mindst to punkter. Der er sauna’er overalt, også på en beskeden autocamperplads som denne. Og de bliver flittigt brugt af unge som gamle – og også når det er så varmt som nu for tiden. Måske er det, fordi de er mere renlige end andre. Det andet punkt er i alt fald udtalt hygiejnebetonet. Ved siden af næsten alle toiletter er der opsat en lille håndbruser (ofte af fabrikatet Oras) til spuling af de nedre dele. Meget nyttigt- vi har faktisk selv en sådan hjemme….
Vi udså os den pæneste plads, hvor man kunne sidde tæt op til den nærliggende fyrreskov, hvor den violette gederams havde begyndt sin blomstring. Men vi følte os lidt som en slags indsatte… ikke desto mindre hyggede vi os på gruspladsen bl.a. med aftensmaden, koldt bord, i aftensolen. Det var i ørigt sidste chance for at opleve midnatssol, men der var som så ofte noget der skyggede. Men mørkt blev det jo ikke.