Det var tid at sige farvel til Skarsvåg og så småt begynde turen sydover.
Vi startede i tågelignende dis men da vi kort efter nåede Honningsvåg brød solen frem. Stakkels mennesker, der bor der, de bliver dagligt invaderet af horder, der vælter ud af krydstogtskibene. Da vi var der lå der to store skibe.
Byen, har oprindeligt og har stadig en stor fiskerflåde, men ellers er der ikke meget at komme efter som turist. Havnefronten er nogenlunde hyggelig, men “hovedgaden” parallelt hermed bagved er rent ud sagt trist.
Så vi kørte hurtigt videre af samme vej, som vi kom af to dage tidligere langs Porsagerfjorden, og ved Russenes, stedet med de mange rener på vejen, mødte vi atter et par flegmatiske eksemplarer af racen. De to i vejsiden var lette at se, mens den op af skrænten faldt i et med omgivelserne.
Vi holdt en nøjsom frokostpause på en pæn rasteplads lige før en tunnel, men Kavli rejeost på tube kan nu noget… Det er sjovt at se de mange vejskilte på tre sprog, norsk i midten og så to former på norsk samisk og finsk samisk, tror vi.
Dagens slutmål var Lakselv, et lovende navn. Vi holdt ind ved en blanding af en lille campingplads og motel i en rødtræbarak hovedsagelig for fiskere.
Her hedder sådan et wienerbrød ikke “bagerens dårlige øje”, men et fløde wienerbrød
Det var et både hyggeligt og smukt sted lige ned til den brede fladbundede elv, og ved lavvande tydeligt stenede bund. Vi havde købt frossent renkød i små tynde stykker, og det blev turens hidtil kulinariske højdepunkt i hjemmekøkkenet.
I mangel af tyttebær puttede vi stegte løg og champignon ned til det svitsede kød og med lidt fløde i til slut fik vi et meget lækkert måltid. Der skal kartoffelmos til, og det gik fint med pulvermos. (Og renkød skal vist altid fryses, før det spises). Vi var blevet advaret om, at der blev afholdt rockkoncert længere henne af kysten, men det gjorde nu ikke noget, og de spillede ikke hele natten, Som finale havde de fyrværkeri med bl.a regnbuefarvet røg. Samtidig kom en rank kvindelig rytter ridende i det lave vand – og selv om hesten virkede lidt betænkelig ved det våde element, kunne det ikke blive meget bedre.
Det var dejligt at kunne spise morgenmad i ro og mag og vide at i dag, skulle vi ikke pakke alt sammmen og køre videre. Da vi fortalte manden i receptionen, at vi ville blive en dag mere, fandt vi ud af, at han overhovedet ikke talte norsk, men engelsk, fordi han var polak. Og de, der gjorde rent, var også polakker. Dagen inden nede i havnen havde vi bemærket, at et sted, der lejede hytter og både ud til lystfiskere, også var ledet af polakker. Så hele bygden lod nærmest til at være på polske hænder… Lidt mærkeligt. Nå, men men i dag var den store dag kommet, hvor vi skulle op og plante et dansk flag på Nordkap, turens højdepunkt (rent geografisk).
Vi kørte de 20 km op gennem noget der minder om et goldt månelandskab, men også smukt med udsigt til søer og fjorde, og ind i mellem så vi flokke af rener i det fjerne.
Man skal betale 100 kr. for at komme ind på den store parkeringsplads, hvor man så må holde i fem timer. I dag var vejret endnu mildere, og det var så godt som vindstille. Ikke ligefrem arktisk, men dejligt.
Og det var sjovt at stå og gå rundt om den ikoniske globus, som alle folk flokkes om og lader sig fotografere ved.
Men det bedste var bare at stå og læne sig på de betryggende gelændere og skue mod nord ud over det det nærmest spejlblanke uendelige hav.
Eller kigge ned i dybet langs de lodrette klippevægge.
Hele området ligger på et fladt plateau, som vi gik rundt om og er ret stort, og med formidable udsigter til alle sider.
Der var nogle unge mennesker, der gik og luftede deres hund i lang løs line på en klippe ved siden af os – gys… Se nedenstående billede.
Og heldigvis, var vi kommet før alle krydstogtturisterne fra Honningsvåg, så der var der ikke så mange mennesker, som man kunne frygte. Nordkaphallen, som det kostede over 300 kr. at komme ind i, lod vi andre om at besøge.
“Hjemme” på vores plads spiste vi lige lidt frokost inden vi begav os ud på dagens anden udflugt – en kort vandretur op til Kirkeporten.
Den startede lige bag vores plads, hvor vi af en OK sti kom op over et mindre bjerg og videre langs kysten til nogle flotte lagdelte klippeformationer nede ved fjorden med et stort hul i, der mindede om en kirkeport.
Vi var ikke de eneste, for det var forståeligt nok et yndet fotospot.
Vi så mange fine for os før ukendte blomster, så vi havde “seek-appen” i brug – så her rypelyng.
Nedturen tog vi af en lidt anden rute så vi endte i bygden, hvor vi ville ha’ eftermiddagskaffe og vafler i det eneste sted i området, dette var muligt.
Det var et meget specielt sted hos en dame, der åbenbart elskede Jul, for der var pyntet op, som stod højtiden lige for døren. Og så solgte hun strikvarer, som den lokale strikkeklub havde fabrikeret (i de lange, mørke vinteraftener). Hendes to specialer var vafler eller de langarmede edderkoppelignende kongekrabber. (Som vi ikke er så begejstrede for). Vi gik efter vaflerne og satte os udenfor på terrassen, mens mutti fik gang i vaffeljernet.
Lidt senere kom to mænd og den enes søn (viste det sig) også ud på terrassen. Vi kom i snak med dem, de var sjovt nok ikke turister, men lokale der bare godt kunne lide vafler. Lige ud for os stod et af de utallige normalt tomm fisketørringsstativer, man ser overalt. Men dette havde både fisk og et net over sig.
De fortalte, at det normalt var i marts april, hvor det er tørt og køligt, at man hænger fisk/torsk til tørre. Og nettene , ja de beskyttede selvfølgelig mod diverse tyveknægte. De var snakkesalige, og selv om de talte med bred dialekt, gik det ganske godt med at forstå hinanden. Så vi spurgte ind til den tidligere omtalte pukkellaks, eller pink salmon, hvilket medførte en længere historie. Det er en invasiv Stillehavsart, som i sin tid af blev udsat af russere i Hvidehavet. Herfra kom de videre ud i vandløb, og svømmede endnu videre. Den smager godt, MEN den er muligvis aggressiv og sygdomsbærende. I modsætning til andre laks har denne en toårig cyklus, idet de fleste, især hannerne, dør efter endt gydning. At så mange fisk dør på samme tid kan medføre forurening. Og hvorfor hedder den så pukkellaks? Jo, fordi hannen i sin gydedragt udvikler en markant rygpukkel. Og da denne art i forvejen har et lille hoved, fremhæves puklen yderligere. Så meget klogere kan man altså blive af at spise vafler.
Midt i det hele kom indehaversken,vsom selvfølgelig kendte de tre fyre ud for at holde rygepause. Hun havde drevet stedet i 26 år og var lidt træt af udviklingen på stedet. Børnefamilierne var væk, og, som vi havde bemærket, polakker havde opkøbt flere ejendomme, campingpladser og arrangerede også fisketure for turister. Så selv om her var smukt og stemningsfyldt, var alt ikke lutter idyl. Og så fortalte hun iøvrigt, at det vat to måneder siden at vejret havde været så varmt, så vi var heldige. Tilbage på campingpladsen begyndte det imidlertid at blæse op, så lammekoteletterne blev spist indendørs, og da jeg trådte ud fra pladsens lille fælles køkken efter at have vasket op, stormede det nærmest, regnede gjorde det også, og der var kommet bølger på vores lille sø.
Vi startede dagen med en tur ind i Alta by, som mest var spredt bebyggelse og så en meget stringent hovedgade. Tyskerne jævnede stort set byen med jorden i krigens sidste dage, og genopbygningen er sket lidt på må og få og ofte billigst muligt.
Dog har byen fået et arkitektonisk mesterværk i den ret nye kirke, Nordlyskatedralen fra 2013. Den er opført i beton og Titan, og minder måske nok om et forbrændingsanlæg, men den passer flot ind i omgivelserne. Og så har den nyligt afdøde danske multikunstner Peter Brandes stået for udsmykningen bl.a. med en fire m høj Kristusfigur i bronze.
Var desværre ikke inde i kirken – er lidt modstander af entré i kirker. Efter at ha’ provianteret fortsatte vi mod den definitivt nordligste del af Norge. Det betød at vi havde fire og en halv times kørsel gennem Finnmarken foran os. Vi kom hurtigt ud på ødemarkens vidder, hvor blikket blev stillet på uendeligt.
Til tider var vi over trægrænsen, andre steder så afgnavet dværgbirk og hist og her lå der små hytter. Vi holdt en tiltrængt pause ved Repparfjordelven.
Ved Olderfjord kørte vi af E6 og videre langs Porsagerfjorden.
På strækningen op mod Magerøya, hvor Nordkap ligger, så vi rigtig mange rener. Om sommeren bliver der efter sigende for varmt inde i landet, og derfor søger de mod de køligere kystområder. De kan dukke op ud af det blå , eller snarere gråbrune, idet de i den grad falder sammen med omgivelserne, undtagen når de er hvide…
Og så flytter de sig nødigt, det er bilerne der må køre udenom. Vi så en ren der med stoisk ro stod og kløede sig bag øret med det ene bagben, mens vi sneglede os forbi den. Især siden Tromsø har vi hørt mere og mere finsk og det samiske islæt har været tydeligt siden Alta. F.eks ser vi ofte de typiske lavvu’er med et træskelet overtrukket med rensdyrskind, dog er mange af dem “fakeudgaver” til glæde for turisterne.
Langt om længe nåede vi ud på Magerøya, så Honningsvåg i det fjerne, men kørte videre mod vores Base Camp i det lille fiskersamfund Skarvåg en halv times kørsel fra Nordkap.
Vi fik en god plads lige ned til en lille sø med udsigt udover den tilsyneladende uendelige vildmark. Kun en gang i mellem kunne man se en bil – eller autocamper sno sig frem gennem den skjulte smalle vej.
Selv om der var et stakit og et par elledninger mellem os og ødemarken, var vi ret begejstrede og besluttede at blive to nætter på dette unikke sted. Vi gik en tur ud til selve Skarsvåg og havnen. Undervejs blev vi nærmest løbet over ende af en flok rener, som kom løbende i mod os og forsvandt op mellem husene.
Vi har endnu ikke helt vænnet os til rener i gadebilledet. Den lille film nedenfor viser bagtroppen af flokken, og fotografen gemmer sig bag Erik…
Husene var generelt pæne og velholdte, et lille Guds hus var der også.
Og havnen var rigtig fin med en pænt stor fiskeflåde.
Næste mål var Alta, med de enestående helleristninger. Turen dertil var lang, men flot.
På E6 især ved ved Lyngseidet kunne vi i betryggende afstand se over til de stejle sneklædte Lyngsalper, et yndet og udfordrende område for klatrere.
Ved frokosttid trængte vi til lidt adspredelse og kørte ind til den berømmede landevejscafé Bios, hvor vi fik to forskellige udmærkede retter med Pukkellaks – mere om denne laksetype senere.
Videre nordpå ind i Finnmarken gik det. Nu lå den gamle sne i driver hist og pist lige uden for vores vinduer, andre steder stod tålmodige m/k med deres fiskestænger ved elvens bred – eller ude i strømmen.
Endelig kom vi frem til Alta, som for os især vækker minder om samernes opstand mod opdæmningen af Alta elven i 1970’erne. Ingen vandt – men nogle tabte, især samerne, men ikke i samme grad, som de ville ha’ gjort uden de massive protester.
Vi fandt ud til museet i Alta, World Heritage Rock Art Centre. Først besøgte vi den indvendige del af museet, hvor meget af det, vi senere kom til at se i det fri, blev forklaret.
Det var et sted man, i al fald vi, kunne blive ved med at finde ny viden i. Men det er begrænset, hvor meget de gamle hjerner kan kapere, så vi fortsatte til den udvendige del, hvor helleristningerne skulle ses live.
Udenfor var en fotostat, som viste hvordan de tidligere folk, inkl. samerne har boet mere eller mindre stationært i skindtelte eller græstørvehuler.
Der var anlagt km.vis af ruter på træbroer i det smukke landskab, hvor man kunne se de forskellige helleristninger fortrinsvis af større dyr som bjørn, elg og ren, som blev nedlagt på den ene eller anden måde. Sjovt nok viser undersøgelser af deres efterladte affaldsbunker, at de overvejende har levet af fisk. Faktisk var det først var i 1970’erne, at man opdagede de første helleristninger på stedet.
Mange af helleristningerne var (efterflg.) malet røde og var lette at se og forstå. Sværere var det med dem, hvor inskriptionerne ikke var farvelagte, men jo mere man trænede øjet, jo bedre gik det. Man er pt. i gang med at fjerne bemalingerne, hvilket både er godt og skidt. Vildt at tænke på at nogen for tusindvis af år (2000-7000) har siddet og kradset i disse klipper – og hvorfor? Er det mødre, der har bedt deres børn om at gå ud og “tegne”, eller har det haft en dybere og mere rituel betydning.
Denne elgko var en af de lette…
Det gule hus nedenfor var beboet af samer indtil ret fornylig.
Til slut var vi så mætte af indtryk, at vi kørte mod dagens sidste mål, vores spise/sovested. Vi fandt en campingplads lidt oppe af Altaelven. Det var afslappende og sjovt at gå nede langs den strømfyldte flod, inden vi lavede aftensmad.
Hvis man turde, kunne man leje en af de mange kanoer eller måske blive sejlet en tur. Vi ville gerne ha’ været længere oppe af den omstridte elv, men opdæmningen lå så langt oppe af elven, at vi ikke mente, at det ville være umagen værd og nok også et deprimerende syn.
Selv om morgenen var noget varmere end den forgående aften, blev det en indenbils morgenmad. Kort efter forlod vi Æra-pladsen og kørte de 20 km tilbage og over broen til Tromsø, hvor vi parkerede Kermit i et P-hus. Byen Tromsø ligger på den ret lille ø Tromsø( 2,5 km2, ca. 80.000 indbyggere, heraf et par tusind studerende ), og er med to broer og en tunnel forbundet dels til Kvalø, (hvorfra vi kom dagen inden) dels til fastlandet. Vi kom ud af P-huset i centrum ved Kirkepladsen, hvor Norges eneste domkirke i træ ligger. Den er fra 1860 og ligger smukt og er imødekommende såvel udefra som indvendig.
Vi fortsatte op af hovedstrøget med cafeer og butikker, Nordens Paris, som Tromsø kaldes. Det ved jeg nu ikke, om nogen af de to byer kan være tjent med. Den fine gule bygning er Kinematografen, Norges ældste kino fra 1915, og den laksefarvede kan ikke være andet end en agtværdig bank.
Vi havde kurs mod Polarmuseet som meget passende ligger ved havnen i et gedigent gammelt træhus. Det huser hovedsageligt tre temaer: Overvintringsfangst af pelsdyr, de to norske legender Roald Amundsen’s og Fridtjof Nansen’s bedrifter – og så også lige lidt om hollandske Willem Barentsz og hans fatale ekspedition.
En af de mere garvede overvintringsjægere skal have udtalt, at han ville have sværere ved at overleve en vinter i Tromsø end i arktis.
Roald Amundsen
, som havde overlevet så utroligt mange farer, endte sit liv i 1928 som 58 årig under en redningsaktion i en flybåd, hvor han med en fransk besætning ledte efter overlevende fra det italienske luftskib Italias forlis. Det var efter en fuldført ekspedition til Nordpolen på vej til Ny-Ålesund på Svalbard.
i 1890’erne var Nansen på en ekspedition mod Nordpolen med det gode skib Fram. På et tidspunkt forlader han skibet med en ledsager for på ski og med hundeslæder at komme nærmere målet. Det lykkes næsten, men på tilbagevejen må de to overvintre på en ø – Gud ved hvordan. Fotoet nedenunder viser det uplanlagte møde mellem Nansen og en meget overrasket mr. Jackson. Efter flere år uden anden kontakt end med makkeren Hjalmer Johansen, skulle Nansen ha’ sagt: I’m awfully glad to see you… Mirakuløst lykkedes det vist alle, også den efterladte besætning samt skibet Fram at overleve .
Fridtjof Nansen, som det ses nedenunder, lod til have indrettet sig ganske hyggeligt, når han ikke var på farten. Han døde mindre dramatisk end mange andre eventyrere som 68 årig af et hjerteanfald.
Knap så godt gik det for hollandske Willem Barentsz 1549-97 som ikke overlevede de arktiske strabadser, men dog fik et hav opkaldt efter sig. En af ekspeditionsdeltagerne Gerrit Veer har skrevet en malende beskrivelse af deres skæbnesvangre færd.
Det var et rigtigt gammeldags museum og både spændende og lærerigt. Bagefter var vi så omtumlede af al den lærdom, at vi dejsede om på det nærmeste (og måske endda bedste) spisested lige uden for museet og ned til havnen.
I dag var det Erik, der fik fiskesuppe, mens jeg prøvede egnsspecialiteten torsketunger. Arbejdet med at frigøre tungerne fra torskehovedet var noget børn (før i tiden?) blev sat til for at supplere familiens indtægt, eller selv opsøgte for at tjene lidt lommepenge. Og de, torsketungerne, smagte ganske udmærket.
Vi gik videre langs havnefronten og så på livet der. For at være bedre rustede til Ishavets kulde (Tromsø kaldes også porten til Ishavet) stilede vi for første gang under vores tur mod Vinmonopolet, en meget nydelig og velassorteret butik, hvor vi fik købt en flaske rom.
Måske inspireret af museumsbesøget var jeg lige på en lille fotosafari i området – og fik de tre store på kornet.
Så orkede vi heller ikke mere sightseeing denne dag og kørte mod aftenens holdeplads, vores NorTrip nr. 5, ved Hotel Lyngskroa i Oteren i bunden af Lyngen Fjorden.
Også dette sted var udmærket og funktionelt at bo på. I restauranten kunne vi endda bestille en take away pizza med det forjættende navn Mountain Breeze, med bl.a. rensdyrkød og tyttebærdressing. Den havde ikke ydret med sig men var ellers udmærket.
