TROMSØ – Porten til Ishavet eller Nordens Paris?
8/7-25
Selv om morgenen var noget varmere end den forgående aften, blev det en indenbils morgenmad. Kort efter forlod vi Æra-pladsen og kørte de 20 km tilbage og over broen til Tromsø, hvor vi parkerede Kermit i et P-hus. Byen Tromsø ligger på den ret lille ø Tromsø( 2,5 km2, ca. 80.000 indbyggere, heraf et par tusind studerende ), og er med to broer og en tunnel forbundet dels til Kvalø, (hvorfra vi kom dagen inden) dels til fastlandet. Vi kom ud af P-huset i centrum ved Kirkepladsen, hvor Norges eneste domkirke i træ ligger. Den er fra 1860 og ligger smukt og er imødekommende såvel udefra som indvendig.
Vi fortsatte op af hovedstrøget med cafeer og butikker, Nordens Paris, som Tromsø kaldes.
Det ved jeg nu ikke, om nogen af de to byer kan være tjent med. Den fine gule bygning er Kinematografen, Norges ældste kino fra 1915, og den laksefarvede kan ikke være andet end en agtværdig bank.
Vi havde kurs mod Polarmuseet som meget passende ligger ved havnen i et gedigent gammelt træhus. Det huser hovedsageligt tre temaer: Overvintringsfangst af pelsdyr, de to norske legender Roald Amundsen’s og Fridtjof Nansen’s bedrifter – og så også lige lidt om hollandske Willem Barentsz og hans fatale ekspedition.
En af de mere garvede overvintringsjægere skal have udtalt, at han ville have sværere ved at overleve en vinter i Tromsø end i arktis.
Roald Amundsen
, som havde overlevet så utroligt mange farer, endte sit liv i 1928 som 58 årig under en redningsaktion i en flybåd, hvor han med en fransk besætning ledte efter overlevende fra det italienske luftskib Italias forlis. Det var efter en fuldført ekspedition til Nordpolen på vej til Ny-Ålesund på Svalbard.
i 1890’erne var Nansen på en ekspedition mod Nordpolen med det gode skib Fram. På et tidspunkt forlader han skibet med en ledsager for på ski og med hundeslæder at komme nærmere målet. Det lykkes næsten, men på tilbagevejen må de to overvintre på en ø – Gud ved hvordan. Fotoet nedenunder viser det uplanlagte møde mellem Nansen og en meget overrasket mr. Jackson. Efter flere år uden anden kontakt end med makkeren Hjalmer Johansen, skulle Nansen ha’ sagt: I’m awfully glad to see you… Mirakuløst lykkedes det vist alle, også den efterladte besætning samt skibet Fram at overleve .
Fridtjof Nansen, som det ses nedenunder, lod til have indrettet sig ganske hyggeligt, når han ikke var på farten. Han døde mindre dramatisk end mange andre eventyrere som 68 årig af et hjerteanfald.
Knap så godt gik det for hollandske Willem Barentsz 1549-97 som ikke overlevede de arktiske strabadser, men dog fik et hav opkaldt efter sig. En af ekspeditionsdeltagerne Gerrit Veer har skrevet en malende beskrivelse af deres skæbnesvangre færd.
Det var et rigtigt gammeldags museum og både spændende og lærerigt. Bagefter var vi så omtumlede af al den lærdom, at vi dejsede om på det nærmeste (og måske endda bedste) spisested lige uden for museet og ned til havnen.
I dag var det Erik, der fik fiskesuppe, mens jeg prøvede egnsspecialiteten torsketunger. Arbejdet med at frigøre tungerne fra torskehovedet var noget børn (før i tiden?) blev sat til for at supplere familiens indtægt, eller selv opsøgte for at tjene lidt lommepenge. Og de, torsketungerne, smagte ganske udmærket.
Vi gik videre langs havnefronten og så på livet der. For at være bedre rustede til Ishavets kulde (Tromsø kaldes også porten til Ishavet) stilede vi for første gang under vores tur mod Vinmonopolet, en meget nydelig og velassorteret butik, hvor vi fik købt en flaske rom.
Måske inspireret af museumsbesøget var jeg lige på en lille fotosafari i området – og fik de tre store på kornet.
Så orkede vi heller ikke mere sightseeing denne dag og kørte mod aftenens holdeplads, vores NorTrip nr. 5, ved Hotel Lyngskroa i Oteren i bunden af Lyngen Fjorden.
Også dette sted var udmærket og funktionelt at bo på. I restauranten kunne vi endda bestille en take away pizza med det forjættende navn Mountain Breeze, med bl.a. rensdyrkød og tyttebærdressing. Den havde ikke ydret med sig men var ellers udmærket.
