Fra Senja mod Tromsø
7/7-25
Også i dag kunne vi sidde ude og få morgenmad, inden vi forlod vores lille strand på Senja. Kort efter kunne vi nyde udsigten til den markante bjergryg, der meget sigende har fået tilnavnet “Djævlens gebis”.
Vi kørte langs den snoede kystvej mod Bottnhamn, hvorfra der gik en færge til Bremsholmen på Kvaløya. Men først tog vi en afstikker ned til den lillebitte ø Husøia, 1 km lang og 1/2 km bred.
Der boede bemærkelsesværdigt mange mennesker på øen i nydelige velholdte huse. Nogle steder var det endda lykkedes at lave et smukt haveanlæg. Og der så ud til at være godt gang i såvel fiskeri som i andre former for virksomhed. Derudover var øen vist administrativt center for en del andre småsamfund på Senja.
Vi kørte videre over og gennem flotte landskaber.
Klogt nok, kom vi også her i god tid til færgen ved det lille fiskerleje Bottnhamn.
Der var mange ventende, ikke mindst motorcyklister fra næsten alverdens lande. Efter 40 minutters sejlads var vi på Kvaløya. Vi har bemærket en lidt pudsig gennemgående ting under vores mange færgeture. Det store cafeteriahit er ikke pølser eller pomfritter, men vafler og ikke bare vafler, men vafler med syltetøj og brunost, en lidt sødere variant af myseost. Og ikke nok med det, der skal helst stoppes rigelige mængder vaffel i munden, OG så skal der tales samtidigt, hvilket giver en helt speciel grødet og vanskelig forståelig tale, vaffeldialekt om man vil. I land på Kvaløya kørte og kørte vi langs den nydelige Straumsfjord.
Planen var at finde et sted at overnatte tæt på Tromsø. Men det sted, vi først havde udset os havde ikke toilet, så selv om der ellers var pænt, forsatte vi efter en gåtur langs fjorden samt en kop kaffe videre mod Tromsø.
Vi havde også kig på en holdeplads nede ved havnen, men den var under ombygning. Men så fik vi da lige en forsmag på Tromsø. Bl.a. så vi Hurtigrutens anløbssted og skibet, som den unge fyr i fuld fart måske var på vej over til.
Og ikke mindst så vi fra bilen den flotte Ishavskatedral fra 1965 lige på den anden side af broen, der fører over til fastlandet, Tromsdalen, og som hører med til Tromsø. Vi var desværre ikke inde i den, men kunne ane det smukke glasmaleri i gavlen.
Byens egentlige campingplads var desværre som ventet fuldt optaget. Men vi blev henvist til en anden plads, Æra, 20 km uden for byen. Den havde plads til os, og vi fik en fin plads tæt på fjorden. Vejret var imidlertid slået om, og der blæste en iskold vind ind fra Norskehavet, og det var som om al farve, undtagen gråt, havde forladt landskabet. Hurtigrutens skib med sin røde bemaling kan dog måske anes som en lille farveklat langt ude på fjorden…
Vi frøs som to små hunde, men heldigvis havde pladsen et køkken, hvor vi kunne tilberede og spise vores beskedne måltid – et par stegte pølser og pasta med den sidste rest af vores gode medbragte parmesanost. Vi kunne godt, om muligt, ha’ brugt en sjat rom i teen denne aften, men vi var tørlagte for spiritus. Vi syntes som sagt, at her var rigeligt koldt, men vi kunne forstå, at pladsens højsæson var i vintermånederne, hvilket f.eks igloformede hytter vidnede om. Vi gik relativt tidligt i seng, dels for at få varmen dels for at være friske til at indtage Tromsø den følgende dag.