7/7-25

Også i dag kunne vi sidde ude og få morgenmad, inden vi forlod vores lille strand på Senja. Kort efter kunne vi nyde udsigten til den markante bjergryg, der meget sigende har fået tilnavnet “Djævlens gebis”.

Vi kørte langs den snoede kystvej mod Bottnhamn, hvorfra der gik en færge til  Bremsholmen på Kvaløya. Men først tog vi en afstikker ned til den lillebitte ø Husøia, 1 km lang og 1/2 km bred.

Der boede bemærkelsesværdigt mange mennesker på øen i nydelige velholdte huse. Nogle steder var det endda lykkedes at lave et smukt haveanlæg. Og der så ud til at være godt gang i såvel fiskeri som i andre former for virksomhed. Derudover var øen vist administrativt center for en del andre småsamfund på Senja.

Vi kørte videre over og gennem flotte landskaber.

Klogt nok, kom vi også her i god tid til færgen ved det lille fiskerleje Bottnhamn.

Der var mange ventende, ikke mindst motorcyklister fra næsten alverdens lande. Efter 40 minutters sejlads var vi på Kvaløya. Vi har bemærket en lidt pudsig gennemgående ting under vores mange færgeture. Det store cafeteriahit er ikke pølser eller pomfritter, men vafler og ikke bare vafler, men vafler med syltetøj og brunost, en lidt sødere variant af myseost. Og ikke nok med det, der skal helst stoppes rigelige mængder vaffel i munden, OG så skal der tales samtidigt, hvilket giver en helt speciel grødet og vanskelig  forståelig tale, vaffeldialekt om man vil. I land på Kvaløya  kørte og kørte vi langs den nydelige Straumsfjord.

Planen var at finde et sted at overnatte tæt på Tromsø. Men det sted, vi først havde udset os havde ikke toilet, så selv om der ellers var pænt, forsatte vi efter en gåtur langs fjorden samt en kop kaffe videre mod Tromsø.

Vi havde også kig på en holdeplads nede ved havnen, men den var under ombygning. Men så fik vi da lige en forsmag på Tromsø. Bl.a. så vi Hurtigrutens anløbssted og skibet, som den unge fyr i fuld fart måske var på vej over til.

Og ikke mindst så vi fra bilen den flotte Ishavskatedral fra 1965 lige på den anden side af broen, der fører over til fastlandet, Tromsdalen, og som hører med til Tromsø. Vi var desværre ikke inde i den, men kunne ane det smukke glasmaleri i gavlen.

Byens egentlige campingplads var desværre som ventet fuldt optaget. Men vi blev henvist til en anden plads, Æra, 20 km uden  for byen. Den havde plads til os, og vi fik en fin plads tæt på fjorden. Vejret var imidlertid slået om, og der blæste en iskold vind ind fra Norskehavet, og det var som om al farve, undtagen gråt, havde forladt landskabet. Hurtigrutens skib med sin røde bemaling kan dog måske anes som en lille farveklat langt ude på fjorden…

Vi frøs som to små hunde, men heldigvis havde pladsen et køkken, hvor vi kunne tilberede og spise vores beskedne måltid – et par stegte pølser og pasta med den sidste rest af vores gode medbragte parmesanost. Vi kunne godt, om muligt, ha’ brugt en sjat rom i teen denne aften, men vi var tørlagte for spiritus. Vi syntes som sagt, at her var rigeligt koldt, men vi kunne forstå, at pladsens højsæson var i vintermånederne, hvilket f.eks igloformede hytter vidnede om. Vi gik relativt tidligt i seng, dels for at få varmen dels for at være friske til at indtage Tromsø den følgende dag. 

6/7-25

Efter en rolig formiddag tog vi afsked med skønne Bleik og kørte den korte tur til Andenes.

Her stillede vi os i kø til færgen mod Gryllefjord på den fligede ret store ø Senja, der (endnu) skulle være mindre belastet af turister. Det var kun godt, at vi kom i god tid, for der var åbenbart mange, der ville til Senja.

Det var hyggeligt nok at gå rundt på havnen i Andenes, så tiden, to timer, gik hurtigt. Der var en del fiskerbåde og nogle skure med fine navneskilte til de enkelte både.

Der var endda hele to gæstesejlere i havnen og en stovt fisker vinkede til os, da de stod ud af havnen.

Det blev en dejlig sejltur i solskin, og efter lidt over en time, var vi på Senja.

Da vi var kommet fri af færgetrækket, var det som om, der vitterlig var lidt mere “space” på Senja, og flot var der i al fald.

Vi havde på Park4night udset os en lille camperplads uden de store faciliteter i bunden af Steinfjorden. Den så lidt fyldt ud, lige da vi kom, bl.a. fyldte nedenstående bus, som Erik var ret begejstret for jo en del.

Men vi var heldige, at der lige var en, der kørte, kort efter vi kom. Så vi fik en plads på første parket ved denne lille nordvendte perle.

Toilettet, det eneste, var et muldtoilet, men uden fluer og den voldsomme ildelugt, vi var stødt på en gang tidligere. Så alt var godt. Vi lå lige ud til en fin lille strand, og her var der flere, der badede, men stadig for koldt for mig.

Stedet var søgt af mange, der bare kom forbi for et par timer, så om aftenen blev her helt stille og roligt. Vi kunne sidde ude og spise i den lune aften, med udsigt over til en lille samling huse længere henne af kysten.

Vi lå ved siden af en yngre tysk pige/kvinde, der var alene afsted i en gammel VW, dog med en stor sort hund som vogter. Hun var ret gæv, og hunden var en eksemplarisk og venlig bosnisk gadehund, der hed Franjoe (forkortelse af Frantz Joseph). Der er i det hele taget en del M/K, der rejser alene, ikke mindst på cykel. Selv samme aften talte vi med en moden tysk kvinde, der var alene på cykeltur. Hun syntes dog, at vores sted var lidt for primitivt og kørte videre.

Også denne aften fik vi den flotteste midnatssol, lidt senere forsvandt den dog om bag en stor klippe, men da var vi på vej i seng. 

5/7-25

Om morgenen skinnede solen smukt, og sneen på bjergene i det fjerne så blændende hvid ud. Efter et dejligt (det varme vand er generelt MEGET varmt i Norge) brusebad, kunne vi sidde ude og få morgenmad i det lune vejr. Derefter pakkede vi sammen og kørte fra hyggelige Kongsdal mod Andøia, som faktisk ikke hører til Lofoten.

Vi sigtede efter den nordligste del af Andenes og valgte at køre af den smalle snoede vestlige vej op langs Norskehavet. Det var en meget smuk tur og den varmeste dag, vi har haft siden vores 1. dag på turen i Kristiansand.

Vi endte på en campingplads med det lovende navn Camping Midnatssol i den lille by Bleik kort før Andenes. Vi var heldige at få en af de sidste pladser, ikke med havudsigt, men på græs og i dejligt læ. Og lige oppe over klitten lå havet og en stor strand med det fineste hvide sand.

Vi gik lidt senere en tur i modsat retning af den store strand, langs en næsten lige så stor strand. Vandet så dejligt ud, men det var isnende koldt, erfarede jeg hurtigt. Drengen nedenfor var mere hårdhudet, og vores svenske nabo hjemme på pladsen havde endda været i, gys…

Vi kom ud til den nærliggende havn, hvorfra der udover lidt fiskeri blev lavet sejlture ud til et fuglefjeld, en lidt sær kegleformet ø, tæt ved. Her kunne man se søpapegøjer og ørne – som ernærede sig af søpapegøjerne og deres unger. Det kunne ha’ været interessant, men tiderne passede os ikke rigtigt. Så vi måtte nøjes med en havesøpapegøje.

Mange af de hyggelige huse i byen var nok sommervillaer, og alt åndede fred og idyl.

Vi fik endda hjembragt to lækre kager fra det lille supermarked. “Hjemme” på pladsen var der nok idyl, men ikke så meget fred. Vores naboer, en ung tysk familie og især deres to små børn sørgede for næsten konstant underholdning. Men de var søde og sjove.

Ved midnatstide gik vi (som mange andre) tur nede på stranden, og endelig lykkedes det at få den smukkest tænkelige midnatssolforestilling. 

Vi var ikke de eneste på stranden denne smukke lune aften

Og så kom den store finale – midnatssolen. Og det skal bemærkes, at det er en pudsig erfaring at gøre sig, at man efterfølgende kan blive blændet af den sol, der slipper gennem vores mørklægningsgardiner kl. 1 om natten…

4/7-25

Dagens mål var Henningvær og Svolvær begge på Augustøya’s østside. Eller rettere sagt,  Henningsvær ligger på nogle bitte små øer forbundet med flere broer ud for Augustøya. Også her måtte vi sande, at vi ikke var de eneste turister på Lofoten – hvilket desværre skæmmede oplevelsen noget.

Vi startede med at “gense” noget fra en TV-udsendelse med Anne og Anders i Norge om en gammel trævarefabrik, som et par unge mennesker ret spontant for snart en del år siden havde købt for at lave et kombineret kulturhus, café/spise- og overnatningssted.

Den gang var det ret forfaldent, men nu havde de virkelig fået realiseret deres visioner og skabt et levende sted, der tiltrak mange, måske især yngre mennesker. Der var dog god plads ved udeserveringen denne dag.

En gang har Henningsvær været et af de mest driftige steder, hvor der blev landet lige så mange torsk her, som der bliver landet på hele Lofoten i dag.

Efter at ha’ gået lidt rundt på må og få, inklusive det lille hyggelige torv, sneglede vi os tilbage over de små holme og broer og videre mod Svolvær, Lofoten’s største by med 7.500 ud af Lofotens 24.500 indbyggere.

Inden da passerede vi Lofotkatedralen fra 1898, Norges største trækirke med plads til 1200.

Sammenlignet med alt andet hidtil virkede Svolvær som en moderne velfungerende storby i miniformat.

Måske var der ikke ligefrem pænt, men var der masser af liv omkring torvet nede ved havnen, hvor der var såvel fiskebåde, men dog flest lystfartøjer. Vi så endda en dansk gæstesejler fra Lemvig komme i havn.

I dag blev det “spiseudedag” på restaurant Bacalao. Jeg var nødt til at smage, om der ikke kunne fås bedre fiskesuppe, end den vi fik i Bergen. Og det kunne der i den grad, jeg faldt nærmest helt i svime over den. Erik fik en klipfiskeburger – også god.

Efter frokosten fik vi ladet op og købt ind i den lidt ældre del af byen. Der var, som man måske kan se ovenover, mange fiskesnacks at vælge mellem – og også tørret renkød.

Herefter forsatte vi gennem billedskønne områder mod vores næste logi i Kongsmark.

Som man kan se er ruten fra Svolvær til Kongsmark ved den blå prik noget kringlet med mange broer og tunneler. Der blev tid til en pause midtvejs ved Austnesfjorden.

Det var en rigtig hyggelig campingplads med et par hytter tæt på en sø, i et smukt skovrigt område langt fra alfarvej.

Det var sådan et sted, hvor skuldrene sænkede sig. Campingejeren himself bød os velkommen i receptionen, hvor der også var en fin lille café, med “frugans” hjemmebag.

Noget af det, som gjorde stedet levende var, at der var andre huse nærheden, og man kunne nemt forestille sig livet her, også om vinteren med alle de gravemaskiner, snescootere og andet grej, der stod her og der. Måske lidt af en rodebutik.

Solen var kommet frem, og vi havde en dejlig start på aftenen i en meget rustik hyggekrog.

Aftensmaden var lidt speciel, sildemad med restekartofler og en ostemad.

Men desværre forsvandt 🌞’en bag en fjeldtop kort inden midnat. 

3/7-25

Og Buzzen var dansk…

Om morgenen akklimatiserede vi os lidt til Lofoten ved at gå rundt på den store grus P-plads i Reine, hvor der var to anløbsbroer til småfærger og gamle træsejlskibe.

Enkelte lystsejlere, antageligt gæstesejlere kom forbi

Derefter gik vi en tur  rundt i Reine, som var hurtigt overset med sine 325 indbyggere, men med mange fine steder – og flere små røde huse.

Vi så rigtig mange mennesker i fuldt vandreudstyr som gik som myrer langs vejkanten. De var på vej mod Reinebringen, et bjerg man kan bestige op ad en trappe med 1978 trin, og så belønnes med nedenstående udsigt. Man skal kende sine begrænsninger, så det afstod vi fra.

At det er gået over gevind, så vi netop i disse dage på DR nyhederne. Man er i Norge meget bekymret over den kraftige turisttilstrømning, hvor der på blot fire år er sket en stigning fra 50.000 turister til 250.000 på Lofoten…

Så i håb om lidt færre turister tog vi videre via Flakstadøya og Vestvågøya til en campingplads på Uttaklev Beach lidt nord for Vik og Haugland Beach.

Turen gik af smukke,smalle, snoede veje, men ruten var heldigvis lidt mindre befærdet end den ud til Å i går.

Kort før vi var fremme passerede vi den flotte Haugland strand

Vi kom ud til et kæmpestort meget smukt skrånende græsklædt område, hvor fritgående får gik og græssede mellem enkelte små telte.

Hvor der var lidt mere plant stod biler og autocampere placeret, hvor de nu kunne finde plads. Skråningen forsatte ned til en stor flot sandstrand.

Vi fandt en plads, som vi fejede fri for de værste fåreklatter og stillede som flere andre an til frokost i det grønne.

Senere gik vi en tur mod Haugland Stranden af en kystnær fin plan sti, det der tidligere var den ordinære vej. Ved starten stod et skilt med denne ordlyd: Fare for stenskred, al færdsel er på eget ansvar, ha’ en rigtig god dag! At der kunne være en vis risiko,  forstod man udmærket, når man kiggede op på de enorme klipper, der tårnede sig op langs stien.

Men alt gik godt, selv om vi ikke nåede helt til Haugland Strand.

Som aftenen gik, var der kommet flere og flere til, der havde slået deres små farvestrålende telte op, ja selv helt nede på stranden.

Selv om solen kom frem sidst på dagen, var det bestemt ikke varmt eller vindstille, og af og til regnede det. Men endnu en gang måtte vi imponeres over, hvordan letpåklædte familier med børn ufortrødent traskede langt afsted med alt deres pikpak for at slå lejr. Pladsen havde et miniaturetoilet for M/K i en metalcontainer, der var fastgjort med tykke wirer for at holde det fast, hvis og når det blæste.

I tilslutning containeren var der en udendørs vask med koldt vand til opvasken – eller fiskefangsten.  
Keep it simple!

Også denne aften gemte midnatssolen sig bag skyer, men lyst var det alligevel ved midnatstide.