Forfatter: Christina Gullaksen

Mod Lofoten, Moskenes færgehavn og Å

Mod Lofoten, Moskenes færgehavn og Å

2/7-25

Vi var tidligt vågne, havde en snert af rejsefeber, hele turen herop af har jo været tilpasset denne dato. Men tidsplanen holdt. Klokken 10 holdt vi kø for at komme ombord kl. 11. Overfarten skulle ta’ 3 1/2 time, men vi var en halv time forsinkede. Måske pga blæsten, som dog havde lagt sig en del. Men vejret var ikke til at være på dæk, så vi satte os i flystolene sagde farvel til Bodø (en efter krigen relativt nyopbygget by, og ikke verdens mest spændende by) og væbnede os med te og tålmodighed.

Efterhånden som vi kom ud på åbent hav, voksede atlanterhavsdønningerne sig pænt store, men da vi var halvvejs beroligede kaptajnen os med, at nu ville søen lægge sig. Samtidigt mødte vi turens eneste anden båd, søsterfærgen til vores færge.

Det var dog ikke værre, end at vi undervejs indtog en rigtig færge Hot Dog.

Endelig lagde vi til i Moskenes på Moskenøya, den sydligste af Lofotens ø’er tæt på Reine,  ø’ens hovedby. 

Vi startede dog med at køre så langt som muligt sydpå  til det gamle fiskerleje med navnet Å.



Bortset fra den massive trafik var det et meget pittoresk sted. Der var rød(ny)malede træhuse på pæle ud i vandet overalt og lige så talrige sindrige træstativer til at hænge torsk til tørring. Det var lidt som at befinde sig i et stort frilandsmuseum med mulighed for mod betaling at besøge f.eks tørfiskemuseet


. Mange af de små huse blev nu ikke brugt til fiskeri, men blev udlejet til turister for kortere eller længere ophold, især til folk med interesse for selv at prøve fiskelykken.

Ikke så underligt at der var et hav af skrigende måger, og de havde virkelig fundet ud af at placere deres reder bekvemt og i sikkerhed for det meste.

Og restauranter, hvor man kunne spise mod klækkelig betaling, var der også. Så summa summarum, et smukt, men også ret kommercielt sted. Vi kørte tilbage mod Reine, hvor vi fandt en plads for natten på en stor delvis alm. parkeringsplads, dels Autocamperplads.

Bodø via Ørnes og Saltstraumen

Bodø via Ørnes og Saltstraumen

1/7-25

Nogle steder, som Furøy,  er sværere at forlade end andre. Ovenstående fotos er taget henh.v. kl. 00 og om morgenen kl. 9. Det er endnu ikke lykkedes helt at fange midnatssolen pga bjerge eller skyer.
Men vi havde jo en færgereservation i Bodø den følgende dag, så…


Kort efter at være kommet over på fastlandet igen kørte vi langs Hollandsfjorden og kom nu så tæt, vi kunne komme i bil på turens anden bræ, nemlig Svartisen, som lå på fjordens modsatte side.

Næste stop var den lille by Ørnes, hvor der var lademulighed i havnen – og hvor vi kunne gå en tur samtidig.

Det var køligt, men der var nok at se på udover ambulancebåden og de seje cykler.

Bl.a. en famile med tre børn der skulle på fisketur i deres lille åbne motorbåd. Børnene så alle jublende glade ud, selv den ældste, en dreng,  iført shorts, kasket og solbriller. Vi har en klar fornemmelse af, at norske børn er mere hærdede og med på udendørsaktiviteter.

Også disse to mere eller mindre unge herrer så ganske robuste ud.

Næste stop kort før Bodø var Saltstraumen, hvor verdens stærkeste tidevandsstrøm er blevet målt ved det 3 km og blot 150 m brede stræde mellem to fjorde.

De laver nogle vilde og elegante broer i Norge

Ved fuld- og nymåne når hastigheden op på 20 knob/37 km/t. Og strømhvirvlerne kan blive 14 m i diameter og 3 m dybe. Så selv om det er godt at fiske i rørt vande, skal det gøres med forsigtighed.

Endelig nåede vi frem til Bodø, hvor vi efter lidt besvær fandt et egnet sted at parkere for natten. Det blæste efterhånden ganske kraftigt, og der kom nogle ordentlige byger, så vi besluttede at spise ude – og sent, så vi kunne bruge restaurantens toilletter. Vi spiste på Egon, en meget populær kæde i Norge.

Vi fik en virkelig god ret, meget passende med torsk fra Nordnorge, og trak den til lukketid klokken 23, før vi stred os tilbage til Kermit gennem blæsten. 

Furøy, via hele tre færger

Furøy, via hele tre færger

30/6-25

Vi forlod Mosjøen og kørte mod Furøy, ca. 200 km og fem timers kørsel/sejlads nordpå, hvor der skulle være en såvel god som smukt beliggende campingplads nær Svartisen. Vi startede med at se færgen i Levang lukke bovporten i for næsen af os, så vi fik en gratis time til afslapning m.m. inden næste færge.

Færge nr. to gik det bedre med. Det var godt, for det var en af de længere overfarter ca. halvanden time mellem Kilbohamn og Jetvik. Der var ikke meget vind, og vejret var rimeligt mildt, så efter at ha’ spist vores medbragte vildmarksfrokost, tyndbrød rullet med spegeskinke og pølse med ost, gik vi ud på dækket.

Det var en nærmest magisk smuk tur, hvor hav, himmel og de sneklædte bjerge spillede max. sammen i det lidt kolde grå lys.

Og som prikken over i’et passerede vi her den nordlige polarcirkel, hvilket Erik markerede med netop en Polaris.

På turen talte vi en del med en ung gut, der også var på vej nordpå af nogenlunde samme rute i sin Ocean VW.  

Fra Jetvik til den 3. og sidste færge fra Ågskarget til Halsa var der kun en halv times kørsel. Og campingpladsen på Furøy lå kun et ganske kort stykke fra færgelejet.

Det var som forventet et rigtig dejligt sted, og da vi ikke behøvede strøm, fik vi den bedst tænkelige plads længst væk fra alle andre og helt nede tæt ved Hollænderfjordens udmunding. Og med en fin vandresti lige bag os.

Den måtte vi selvfølgelig straks prøve, dårligt knæ eller ej. Det var nogen fantastisk skridsikre klipper, så det gik fint både op og ned.

Der var nogle flotte udsigter, og dejligt at være ude i naturen, og ikke bare se den gennem en bilrude.

At solen tilmed skinnede gjorde ikke oplevelsen ringere. Da det var blevet så fint vejr og tilmed helt vindstille, måtte grillen og to gode bøffer selvfølgelig frem.

Mange især mænd kommer overvejende disse steder for at fiske, og vi så flere mænd nærmest springe ud af deres biler, før de næsten havde fået parkeret – og koner der trofast stod og frøs…

Den eneste slange i Paradis er knotene, som vist kommer frem, når temperaturen kommer over et vist antal grader. Det hjalp dog noget med myggespray.

Også skovbunden var smuk, her med Hønsebær (her endnu uden de orange bær).

Mosjøen

Mosjøen

29/6-25 Lørdag

Efter at ha’ sagde pænt farvel til den gæve hestekvinde fortsatte vi et godt stykke videre ud af grusvejen, der havde ført os til Kvernbakkan, ind til vi kom ud på en større vej.

Vi havde jævnligt set skilte, der advarede om elgfare, men i dag så vi for første gang et glimt af en enlig elgko (- foto) græssende inde på en eng. Det føles hver dag, som at sidde og se en naturfilm, her er det bare live.

Først regn, så lidt sol.

Først på eftermiddagen nåede vi frem til Mosjøen. Egentlig troede vi, at det var søen, der var speciel, men det var så mere byen Mosjøen med Norges største samling, over 100, af fredede træhuse. Vi ville holde på en autocamperplads nede ved havnen og kom lidt baglæns ind i byen og så i første omgang mest den industrielle, men nok så vigtige side, især en megastor moderne aluminiumsfabrik med over 500 ansatte.

Vejret havde været meget ustadigt hele dagen, og der var ret langt at gå ind til selve byen, så vi kørte tilbage til byen og satsede på, at der stadig ville være plads til os nede på havnen. Vi fandt ind til Sjøgatan, hvor træhusene skulle befinde sig og ganske rigtigt, men ikke nok med det.

Folk i alle aldre kom myldrende iført tøj fra anno 1900, hvis ikke endnu tidligere. 

Det viste sig, at vi var dumpet ned midt i en slags egnsfriluftsteaterforestilling. Det virkede meget autentisk og i de helt rigtige rammer.


Det har dog ikke altid været det rene lystspil at bo her, for på den anden side af den smalle sø tårnede et stejlt bjerg med sne på toppen sig op. Og om vinteren har der gennem årene gentagne gange været skred af sne, is og klipper, der har forårsaget ødelæggelser af husene langs søbredden.

Da vi havde set, hvad vi ville, kom der en ordentlig byge, og vi søgte ind i den hyggelige kulturcafé og fik en kop kaffe med lækker chokoladelagkage til. Vi blev betjent af ung pige, der gerne ville tale dansk. Hun havde pt. sommerferiejob her hos sin mormor, boede selv i Oslo, men hendes far boede i Espergærde i Nordsjælland. (Hvor mine forældre havde sommerhus og senere boede permanent). Så vi fik lige lidt nordisk kulturudveksling. Forøvrigt er det hidtil lykkedes os næsten 100% at gennemføre al kommunikation med nordmændene uden at slå over i engelsk, som mange ellers lægger op til. Dog var der to unge fyre i en pizza-take-away butik, der absolut ingenting forstod.

Tilbage på havnen mødte vi et dansk ægtepar fra Kerteminde, der tidligere havde boet på Tåsinge, og hvis datter havde været håndboldtræner for vores søn. Også lidt sjovt. 

Det var endnu en meget velordnet havn, med en fin promenade langs – nu ikke søen, men fjorden. Der var tilmed palmer!

Mod NorTrip 4, på Kvernbakken, nord for Namsos

Mod NorTrip 4, på Kvernbakken, nord for Namsos


Lørdag 28/6-25

Der var et vældig fornemt badeværelse til gæster i det nydelige hus med den grønne frodige gårdhave, som Erik netop har benyttet.

 Vi fik talt lidt mere med kvinden, der drev stedet. Det var ikke let at dyrke æbler, i år havde bierne i det kolde og fugtige vejr haft ringe kår til bestøvningen. Hun og hendes mand havde ikke haft stedet så længe (2019) og var stadig ved at plante nye træer. Gerne gamle sorter med god smag, som hun sagde.

Sjovt nok havde jeg bemærket, at det var Filippa æbletræer der stod klar til udplantning i store kasser på gårdspladsen. Hun vidste godt, at det var en gammel fynsk æblesort. Desværre åbnede cider butikken først klokken 11, og da var vi længe kørt.

Inden vi kørte, var vi dog lige nede og få morgenmad ved “vores” elv.

Denne dag var mest af alt en transportdag 200 km nordpå mod vores 4. Nortrip plads lidt oven for Namsos. I Levanger fik vi fyldt fødevarelageret op, og da det var frokosttid, kørte vi ned til den lokale småbådshavn.

Vejret var skyet, men det var lunt og vindstille, så det var et dejligt sted at holde pause og lade mentalt op, ( Kermit var allerede “fodret” på en af de mange Teslaladestandere).

Videre gik det, op og ned og gennem enorme stejle områder med nåletræsbevoksning over alt. Sidst på eftermiddagen, ude af en grusvej, nåede vi frem til Kvernbakkan, et ridecenter med islandsheste (og et par nordbagger).

En kvinde kom frem fra sin overdækkede terrasse for at byde os velkommen.

Vi var de eneste campinggæster og fik en stor grusplads helt for os selv. Hun så lidt forskrækket ud, da vi spurgte hvor toilettet var – det var inde i stalden, og klokken 23 blev der lukket ind til hestene OG slukket for strømmen. Men vi havde jo en god lommelygte og skulle nok lukke efter os, så alt var fint. Stedet var for øvrigt selvforsynende med strøm, vand og fyrede med selvhentet brænde i et stort stoker fyr, så der var ikke meget tid til at drive den af her.

Snart stoppede regnen, og solen tittede frem, så vi kunne gå en rigtig dejlig runde på stedets fine ridestier. Vi spekulerede lidt på om der mon var ulve i området, men fik ikke spurgt. Hestene kom i al fald ind om natten.

Vi fik en fin udsigt ud over dalen øverst oppe. Til højre i billedet ses en stormhavareret vindmølle.

Det var dejligt, at være blandt heste igen, ikke mindst fordi de så ud til at blive passet på bedste vis. Der var masser af små jordfolde til hver enkelt hest, store enge hvor de kunne græsse frit, en kæmpe ridebane og et ridehus skulle også være på vej.

Og endelig fik vi da også begge en ridetur på nogle meget fredelige heste.

Tilbage i Kermit lykkedes det os trods kraftig blæst at lave en lækker middag med laks og grøntsager. 

Ved midnatstide gik vi (med lommelygte) op til stalden og hviskede godnat til Månestråle, Sølvpil og Ærteblomst m.fl. – og børstede tænder m.m. Så hyggeligt. Ikke længe efter faldt vi, til regnens trommen på taget i søvn og sov til den lyse morgen ( ha,ha, det er nærmest lyst hele tiden).