Mosjøen

29/6-25 Lørdag

Efter at ha’ sagde pænt farvel til den gæve hestekvinde fortsatte vi et godt stykke videre ud af grusvejen, der havde ført os til Kvernbakkan, ind til vi kom ud på en større vej.

Vi havde jævnligt set skilte, der advarede om elgfare, men i dag så vi for første gang et glimt af en enlig elgko (- foto) græssende inde på en eng. Det føles hver dag, som at sidde og se en naturfilm, her er det bare live.

Først regn, så lidt sol.

Først på eftermiddagen nåede vi frem til Mosjøen. Egentlig troede vi, at det var søen, der var speciel, men det var så mere byen Mosjøen med Norges største samling, over 100, af fredede træhuse. Vi ville holde på en autocamperplads nede ved havnen og kom lidt baglæns ind i byen og så i første omgang mest den industrielle, men nok så vigtige side, især en megastor moderne aluminiumsfabrik med over 500 ansatte.

Vejret havde været meget ustadigt hele dagen, og der var ret langt at gå ind til selve byen, så vi kørte tilbage til byen og satsede på, at der stadig ville være plads til os nede på havnen. Vi fandt ind til Sjøgatan, hvor træhusene skulle befinde sig og ganske rigtigt, men ikke nok med det.

Folk i alle aldre kom myldrende iført tøj fra anno 1900, hvis ikke endnu tidligere. 

Det viste sig, at vi var dumpet ned midt i en slags egnsfriluftsteaterforestilling. Det virkede meget autentisk og i de helt rigtige rammer.

Det har dog ikke altid været det rene lystspil at bo her, for på den anden side af den smalle sø tårnede et stejlt bjerg med sne på toppen sig op. Og om vinteren har der gennem årene gentagne gange været skred af sne, is og klipper, der har forårsaget ødelæggelser af husene langs søbredden.

Da vi havde set, hvad vi ville, kom der en ordentlig byge, og vi søgte ind i den hyggelige kulturcafé og fik en kop kaffe med lækker chokoladelagkage til. Vi blev betjent af ung pige, der gerne ville tale dansk. Hun havde pt. sommerferiejob her hos sin mormor, boede selv i Oslo, men hendes far boede i Espergærde i Nordsjælland. (Hvor mine forældre havde sommerhus og senere boede permanent). Så vi fik lige lidt nordisk kulturudveksling. Forøvrigt er det hidtil lykkedes os næsten 100% at gennemføre al kommunikation med nordmændene uden at slå over i engelsk, som mange ellers lægger op til. Dog var der to unge fyre i en pizza-take-away butik, der absolut ingenting forstod.

Tilbage på havnen mødte vi et dansk ægtepar fra Kerteminde, der tidligere havde boet på Tåsinge, og hvis datter havde været håndboldtræner for vores søn. Også lidt sjovt. 

Det var endnu en meget velordnet havn, med en fin promenade langs – nu ikke søen, men fjorden. Der var tilmed palmer!