Søndag 23/6

Vejret var ikke blevet bedre i løbet af natten, faktisk regnede det decideret. Så vi droppede at køre tilbage fra Borgund til Voss og Bergastein, som nok ikke ville tage sig ud fra sin bedste side i dis og regn. Så vi forlod Borgund og kørte mod nordvest gennem Lærdalen, hvor der er gode muligheder for laksefiskeri…

Ved Lærdalsøyri  skulle vi atter på en kort en færgetur over Sognefjorden og videre gennem Sognedalen mod Fjærland. Overalt så vi smukke, ja bjergtagende  landskaber.

Sognedalen

Omgivelserne blev langsomt mere og mere dramatiske, som vi kom ind i Fjærland. Det er i øvrigt i dette område, i den nærliggende Lodal, nogle de alvorligste hændelser med stenblokke, der brækker af og forårsager stenskred og tsunamier har fundet sted. Gårde, landsbyer er blevet knuste og mange mennesker har mistet livet, i 1905 døde 61 og i 1936 døde 74 under en 70 m høj flodbølge. 

Vi stoppede ved Bøyabræen, en mindre udløber af Jostedalsbreen, som er den største gletsjer på det europæiske fastland. Det var meget imponerende, ingen af os har tidligere været i fysisk nærhed af en bræ – kun fløjet over. 

Man kunne nærme sig bræen af en sti fyldt med smukke vilde blomster, bl. gøgeurt ( længst til v.)

Bagefter gjorde det godt med en rugbrødsmad med makrel og mayonnaise. 

Turen gik videre nordpå, først via et smukt kuperet landskab med snoede veje.

Mange steder var der med god grund vejskilte, der advarede om løse dyr på kørebanen, og lige før og efter de mange tunneler var der sat kvægriste op, så man ikke risikerede at møde en flok geder midt inde i en tunnel.

Videre op mod dagens endemål Geiranger begyndte det så småt at regne. Det blev koldere, og regnen gik over i slud. Det virkede mørkt og tåget, men vi var bare kommet så højt op, at vi kørte I skyerne og over trægrænsen.

Vi kom forbi nogle større søer, Långvatnet og Djupvatnet. Stemningen var alt i alt temmelig dyster –  på sin egen smukke måde. 

Som vi nærmede os Geiranger, gik det ned af igen, mens temperaruren steg til 6-7 grader. Men sigtbarheden var stadig så ringe, at man ikke kunne nyde, kun lige ane Fjorden ved de mange udsigtspunkter.

Vi gjorde holdt for natten ved en fin Campingplads, lidt før vi var helt nede ved Geirganger i bunden af fjorden. Faciliteterne var fine med køkken og andet, hvilket er ekstra rart i halvdårligt vejr. Som bonus havde pladsen sin helt egen fos, hvis brusen, vi kunne høre hele aftenen og natten med.

Det blev indendørs middag, med Karolines karrysuppe (som smager rigtig godt) ilagt store rejer købt undervejs – og lidt senere godnat. Alt i alt blev det, omend ikke den vådeste, så den koldeste og mest specielle Sct. Aften vi har oplevet.

22/6-25

Om morgenen var det stadig stille regnvejr i Evanger, så dejligt med markisen. Andre, to ældre tyske herrer, var mindre heldige…

Vi forlod den hyggelige Mestad Camping og kørte mod Undredalen som første stop. Undervejs passerede vi en ret så rivende fos fyldt med sten, hvor små gule, røde og orange kajakker med noget nær livet som indsats boltrede sig. Desværre ingen af disse fotos. 
Undredalen er en ca. 8 km smal dal med en bygd, der ligger smukt ned til Aurlandsfjorden. Dalen er kendt for flere ting, dels deres gedeost, dels landets mindste stavkirke. Geder mødte vi mange af på vej ned til bygden.

Fossen mundede ud nede ved fjorden nede ved et lille færgeanlægssted, hvor der også lå en restaurant.

Den fristede med alle mulige retter, der involverede gedeost og gedekød, og det syntes vi, at vi var nødt til at prøve. Vi nøjedes med en forret med kartoffelhumus, “brændt” gedeost, “pulled” gedekid 🥴, grønt samt forskelligt salt, sødt eller knasende bl.a. figner og valnødder. Det smagte godt og anderledes.

Men det ser vist ikke særlig appetitligt ud på fotos. Og så var det ikke vin, men “fjellside”, vi drak til.(cider).

Bygden var rigtig fin med sine fine små træhuse og blomster.

Den lille stavkirke lå lidt tilbagetrukket oppe over byen, den var i modsætning til normen hvidmalet.

Der var bænke, tydeligt af nyere dato,  i denne kirke. Dette var normalt ikke brugt i stavkirkernes første tid i 11-13 hundredetallet. Man måtte stå op, og så var der også plads til flere…

 
Snart efter nærmede vi os Voss. Planen var oprindeligt at overnatte omkring Voss og så veludhvilede og i bedre vejr ta’ turen op til berømte Stegastein med den svimlende udsigt. Men campingpladsen i Voss var både dyr og fuld, så vi besluttede at lave (en lidt lang) afstikker mod Borgsund og se Norges nok mest velbevarede stavkirke der. Her kom vi, lidt som en overaskelse igennem Lærdalstunnelen, Norges længste på 24,5 km, bygget fra 1995-2000. For at give afveksling og hvilemulighed, er der bygget huler hver 6. Km med forskelligfarvet belysning.

Ret imponerende, men også lidt skræmmende at køre så dybt inde fjeldet.

Ovenfor ser man to kirker, den nyere Borgund kirke i baggrunden, mens Stavkirken er et museumsobjekt, som nøje vogtes og overvåges af diverse vagter og kameraer og ikke tåler berøring m.m. Men det var interessant at se kirken og også det lille tilknyttede museum. Omkring år 1300 var der omkring 1000 stavkirker i Norge. Det krævede udpræget håndværkssnilde at bygge diise. Nu er der 28 tilbage, og kun fordi nogle ildsjæle i sidste øjeblik lagde penge, viden og kræfter i at redde dem fra det totale forfald.

Herefter var vi oplevelsesmætte for dagen og fandt derfor en nærliggende campingplads, hvor vi under markisen kunne slappe af med en kop kaffe i smuskregnen. Lidt senere blev vi dog nødt til at pakke den sammen igen pga nogle kraftige vindstød, der susede ned gennem dalen.

21/6-25
Efter en regnfuld nat stod vi som lovet op til fuld sol.

I går aftes i regnvejret ankom to store fuldt læssede motorcykler med nogle meget mørklødede mænd. I dag i solskinnet kunne vi se, at de og deres Honda’er kom fra Abudabei. De havde slået nogle små telte op, og den ene fyr, knap så lang som Honda’en trissede nu rundt i djebella og forberedte te i en lille snabelsnudet tekedel. Ret eksotisk her midt i Norge. Bemærk de mange flag på cyklerne…

Første stop på vej mod selve Bergen var Griegmuseet med  Nina og Edvard Griegs hus Troldhagen, hvor de boede i mange år, især om sommeren. Der var et fint typisk norsk træhus, hvor vi under mange formaninger om kun at se og ikke røre fik fortalt om tingene i huset.

Desværre var det faktisk kun to rum der var møblerede, men de gav til gengæld et fint indtryk af livet.

Huset og haven lå smukt ned til fjorden.

Næsten nede i vandanten stod den tidligere omtalte komponisthytte, som på et tidspunkt er blevet flyttet hertil fra Lofthus.

Og lige oppe bag ved havde man på smukkeste vis bygget en koncertsal, Troldsalen, ind i skrænten.

Der var faktisk koncert i salen lige efter vores rundvisning, men den sprang vi over.

Selve museet var lille, men fint. Edvard Grieg levede fra 1843-1907, mens hans hustru (og kusine) Nina Hagerup, 1845-1935 overlevede ham med næsten 30 år. Hun var både koncertpianist og sangerinde, og de to turnerede tit Europa rundt sammen. De fik kun et barn, en datter som desværre døde af meningitis som ganske lille.

Der skulle kun være ca. 20 minutters kørsel ind til et P-hus tæt ved Bryggen i Centrum, MEN så let skulle det ikke være. Der viste sig at være Pride-parade netop denne eftermiddag, så der var prideflag, bevæbnet politi og afspærringer stort set over alt.

Og det blev meget stejlere og smallere

Navigatoren dirigerede os op af en stejl, snoet og meget smal vej, som vi med fare for liv og køretøj vendte rundt på, fordi vi mente, at vi måtte være kørt forkert. Det var vi dog ikke, så vi måtte tage turen en gang til og kom helskindede ned fra højderne til vores p-kælder.

Vi trådte ud på bryggen nogenlunde som Priden startede. Der var virkelig mange der deltog såvel til fods som i tudende lastbiler. Mange, især af de gående, var yngre kvinder med børn i klapvogne, men ikke så mange mere eller mindre ekstremt på/ eller afklædte, som man ellers ofte ser på fotos.

Vi fandt et bord, hvor vi både kunne holde øje med optoget og ikke mindst nyde synet at de ikoniske gamle smukke malede træhuse langs kajen. At det tog en evighed, inden vi fik vores halvkolde, svinedyre, men dog velsmagende fiskesuppe betød ikke så meget.

Bagefter traskede vi op til Fløibanen, som lynhurtigt transporterede os (og en masse andre turister) de godt 300 m op til det næsten obligatoriske udsigtsområde. Udover det flotte vue, var der nok at se på langs spadserestien rundt i området, f.eks. det fashionable Fløihotel og ikke mindst de 10 fritgående nysgerrige geder, der gerne foretog en grundig granskning efter kiksekrummer og andet i de mange passerende klapvogne.

Vel nede igen var vi lige en tur forbi fiskemarkedet, inden vi godt trætte gik tilbage til Kermit. Vi kørte videre via en lille bygd Stanghelle, hvor vi lavede os en tiltrængt kop kaffe.

Derefter kørte vi mod Evanger, hvor vi kørte 6 km op af en sidevej til en rigtig hyggelig lille velordnet campingplads (Mestad Camping). Her fik vi for første gang sat vores markise op. (Dog ikke noget foto af den). Den fungerede vældig fint, og vi kunne lige nå at sidde og grille og spise ude, inden solen forsvandt bag de høje bjergtoppe.

Sidst på aftenen begyndte det at regne, men det var stadig lunt, så vi sad ude og drak te, til vi skulle sove.

20/6-25

Vi vågnede op til sol i Odda. Det var en meget rustik plads med rester af tidligere industrivirksomheder med skrottede traktorer og meget andet godt. Faciliteterne var ikke prangende, men de fungerede.

Vi nød at kunne sidde ude i vores bekvemme stole ved Eriks geniale multifunktionsbord og spise morgen mad. Inden vores Hardangertur videre op langs Sørfjordens østside var vi lige inde og handle i Rema 1000, mens vi ladede op. Det var en køretur med fuldkommen norsk idyl.

Solen skinnede på egnens mange æbletræer som voksede på stejle skrænter som vinstokke sydpå. Og mange af de små rød- eller gulmalede huse havde boder langs vejen med salg af de gyldne (dyre) dråber.

Vi kom også forbi den lille by Lofthus, hvor Edvard Grieg gennem mange år havde sin lille komponisthytte (kaldet komposten) stående, så han uforstyrret og med udsigt over fjorden kunne skabe sin musik. (Hytten er på et tidspunkt siden blevet flyttet til Bergen).

På et tidspunk kom vi igennem endnu en af de rigtig lange tunneler, hvoraf nogle tilmed har rundkørsler – og kulørte lamper.

Her brydes idyllen ganske kortvarigt

Vi holdt frokostpause på Hardangerfjordens vestside – og idyllen genoprettes

Lidt vest for Norheimsund kom vi forbi endnu en af de mere berømte fosser,  Steindalsfossen, som adskillte sig fra gårsdagens ved, at man kunne gå ind under dem uden fare for at blive synderligt våd.

Ved kaffe tid fik vi udsigt til endnu en fos, men af den mindre kendte slags, men et navn havde den dog, nemlig fossen Bratte. Solen var undervejs forsvundet ikke blot bag bjergtoppene, men også bag skyer som af og til kastede lidt regn af sig.

Det var derfor på tide at finde en god plads for aften og nat i nærheden af Bergen. Vi havde store forventninger til et naturskønt område i højderne med det lovende navn Bjørnedalen.

Vi var godt godt nok klar over, at der kun var et muldtoilet (og med fluer), men at det var så slemt overgik alligevel vores forestillinger og tærskler, så vi forlod den smukke plet og endte på en mere normal plads tættere på Bergen. Og det var måske godt det samme, for regnen tog til og på vores nye sted, var der et fint køkken med spisestue, hvor vi kunne tilberede og spise vores lækre mørksejsfileter købt på den lille havn på Karmøy.

19/6-25 Skudeneshavn

Det regnede i de tidlige morgentimer, så vi sov længe og havde ikke travlt med at komme videre. Da det havde klaret op, kørte vi videre over et par broforbundne små øer til Mortavika. Herfra tog vi en kort færgetur over til ø’en Bokn, og efter at have krydset endnu flere ø’er og broer, kom vi til slut via en 8,9 km tunnel til ø’en Karmøy, på hvis sydspids dagens første mål, Skudeneshavn, lå. Det var ikke så besværligt, som det vist lyder… Turens kystnære strækning var præget af græs, større og mindre sten/klippestykker og græssende dyr fortrinsvis får.

Skudeneshavn er en hyggelig, gammel, lille by med gamle hvidmalede træhuse og smalle gader og stræder. Mange af husene lå helt ned til vandet med egen bådeanlægsplads og vidnede om, at byen førhen havde ernæret sig ved fiskeri af især sild og hummer.

Nu var den nok mere blevet en fashionabel ferieby, men med charmen i behold. Vi troede, at det ville være det perfekte sted at spise frokost, f.eks fiskesuppe eller bacalao i Sjømannsforeningens berømmede restaurant, men alt var lukket.

Dog havde et lille sted, Badehuset, åbent. Det var dog mere en café og især for damer med nips og loppefund overalt. Men der var hyggeligt,og vi fik en wrap og noget lækkert salthjemmebag med pestofyld og lignende.

Sådan så der ud på m/k-toilettet

Det var virkelig et tidligere badehus for alle de, der ikke havde mulighed for dette hjemme hos sig selv. Det var en hygiejnebevidst læge, der i sin tid havde etableret det, fortalte den flinke dame i café’en. 

Snart efter kørte vi videre, lidt længere oppe, nu af Karmøy’s vestkyst, var vi nede ved en anden lille havn. Her fiskede man stadig, og vi fik købt en stor mørksejfilet og en lækker rejesalat. Næste stop var Avaldsnes Vikingecenter på nordspidsen af Karmøy, hvor også den ældste kongsgård i Norge har ligget, og hvor Harald Hårfager residerede fra ca. år 870.

Nu  ligger der en gammel flot kirke fra 1250, som muligvis også rummer noget af den oprindelige kongsgård.

Det var et dejligt område at vandre rundt i, og endnu længere ude lå et vikingecenter, som vi dog ikke nåede ud til. Et fint nyt museum kunne fortælle meget mere om historien var der også, men det var desværre/heldigvis lukket?

Dagens sidste stop var Odda en lidt større by, ca. 8000 indbyggere, smukt beliggende inderst i Sørfjorden en bifjord til Hardangerfjorden. Vejen dertil var smuk, og især den sidste del var voldsomt dramatisk med to fosser og vandfald, først Langfossen (kåret til et af verdens smukkeste) med et fald på ca. 600 m .

Kermit stikker rutineret ruten ud…

Lidt senere kom vi til Låtefossen med 165 m fald, hvorfra vandet buldrende kastede sig ned af bjergsiderne.

Og pludselig brød solen frem ( jo vi har selv taget billedet og ej redigeret det).

Kermit stikker snart rutineret ruten ud…

Endelig kom vi frem til byen Odda, hvor vi fik en fin plads – bilen blev dog senere vendt 180 grader.

Natudsigt over fjorden fra soveværelset.