Skudeneshavn, Avaldsnes, to fosser og Odda

Skudeneshavn, Avaldsnes, to fosser og Odda

19/6-25 Skudeneshavn

Det regnede i de tidlige morgentimer, så vi sov længe og havde ikke travlt med at komme videre. Da det havde klaret op, kørte vi videre over et par broforbundne små øer til Mortavika. Herfra tog vi en kort færgetur over til ø’en Bokn, og efter at have krydset endnu flere ø’er og broer, kom vi til slut via en 8,9 km tunnel til ø’en Karmøy, på hvis sydspids dagens første mål, Skudeneshavn, lå. Det var ikke så besværligt, som det vist lyder… Turens kystnære strækning var præget af græs, større og mindre sten/klippestykker og græssende dyr fortrinsvis får.

Skudeneshavn er en hyggelig, gammel, lille by med gamle hvidmalede træhuse og smalle gader og stræder. Mange af husene lå helt ned til vandet med egen bådeanlægsplads og vidnede om, at byen førhen havde ernæret sig ved fiskeri af især sild og hummer.

Nu var den nok mere blevet en fashionabel ferieby, men med charmen i behold. Vi troede, at det ville være det perfekte sted at spise frokost, f.eks fiskesuppe eller bacalao i Sjømannsforeningens berømmede restaurant, men alt var lukket.

Dog havde et lille sted, Badehuset, åbent. Det var dog mere en café og især for damer med nips og loppefund overalt. Men der var hyggeligt,og vi fik en wrap og noget lækkert salthjemmebag med pestofyld og lignende.


Sådan så der ud på m/k-toilettet

Det var virkelig et tidligere badehus for alle de, der ikke havde mulighed for dette hjemme hos sig selv. Det var en hygiejnebevidst læge, der i sin tid havde etableret det, fortalte den flinke dame i café’en. 

Snart efter kørte vi videre, lidt længere oppe, nu af Karmøy’s vestkyst, var vi nede ved en anden lille havn. Her fiskede man stadig, og vi fik købt en stor mørksejfilet og en lækker rejesalat. Næste stop var Avaldsnes Vikingecenter på nordspidsen af Karmøy, hvor også den ældste kongsgård i Norge har ligget, og hvor Harald Hårfager residerede fra ca. år 870.

Nu  ligger der en gammel flot kirke fra 1250, som muligvis også rummer noget af den oprindelige kongsgård.

Det var et dejligt område at vandre rundt i, og endnu længere ude lå et vikingecenter, som vi dog ikke nåede ud til. Et fint nyt museum kunne fortælle meget mere om historien var der også, men det var desværre/heldigvis lukket?

Dagens sidste stop var Odda en lidt større by, ca. 8000 indbyggere, smukt beliggende inderst i Sørfjorden en bifjord til Hardangerfjorden. Vejen dertil var smuk, og især den sidste del var voldsomt dramatisk med to fosser og vandfald, først Langfossen (kåret til et af verdens smukkeste) med et fald på ca. 600 m .

Kermit stikker rutineret ruten ud…

Lidt senere kom vi til Låtefossen med 165 m fald, hvorfra vandet buldrende kastede sig ned af bjergsiderne.

Og pludselig brød solen frem ( jo vi har selv taget billedet og ej redigeret det).

Kermit stikker snart rutineret ruten ud…

Endelig kom vi frem til byen Odda, hvor vi fik en fin plads – bilen blev dog senere vendt 180 grader.

Natudsigt over fjorden fra soveværelset.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.