Tour de Hardanger og videre mod Bergen

Tour de Hardanger og videre mod Bergen

20/6-25

Vi vågnede op til sol i Odda. Det var en meget rustik plads med rester af tidligere industrivirksomheder med skrottede traktorer og meget andet godt. Faciliteterne var ikke prangende, men de fungerede.


Vi nød at kunne sidde ude i vores bekvemme stole ved Eriks geniale multifunktionsbord og spise morgen mad. Inden vores Hardangertur videre op langs Sørfjordens østside var vi lige inde og handle i Rema 1000, mens vi ladede op. Det var en køretur med fuldkommen norsk idyl.

Solen skinnede på egnens mange æbletræer som voksede på stejle skrænter som vinstokke sydpå. Og mange af de små rød- eller gulmalede huse havde boder langs vejen med salg af de gyldne (dyre) dråber.

Vi kom også forbi den lille by Lofthus, hvor Edvard Grieg gennem mange år havde sin lille komponisthytte (kaldet komposten) stående, så han uforstyrret og med udsigt over fjorden kunne skabe sin musik. (Hytten er på et tidspunkt siden blevet flyttet til Bergen).

På et tidspunk kom vi igennem endnu en af de rigtig lange tunneler, hvoraf nogle tilmed har rundkørsler – og kulørte lamper.

Her brydes idyllen ganske kortvarigt

Vi holdt frokostpause på Hardangerfjordens vestside – og idyllen genoprettes

Lidt vest for Norheimsund kom vi forbi endnu en af de mere berømte fosser,  Steindalsfossen, som adskillte sig fra gårsdagens ved, at man kunne gå ind under dem uden fare for at blive synderligt våd.

Ved kaffe tid fik vi udsigt til endnu en fos, men af den mindre kendte slags, men et navn havde den dog, nemlig fossen Bratte. Solen var undervejs forsvundet ikke blot bag bjergtoppene, men også bag skyer som af og til kastede lidt regn af sig.

Det var derfor på tide at finde en god plads for aften og nat i nærheden af Bergen. Vi havde store forventninger til et naturskønt område i højderne med det lovende navn Bjørnedalen.


Vi var godt godt nok klar over, at der kun var et muldtoilet (og med fluer), men at det var så slemt overgik alligevel vores forestillinger og tærskler, så vi forlod den smukke plet og endte på en mere normal plads tættere på Bergen. Og det var måske godt det samme, for regnen tog til og på vores nye sted, var der et fint køkken med spisestue, hvor vi kunne tilberede og spise vores lækre mørksejsfileter købt på den lille havn på Karmøy.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.