Ud på formiddagen forlod vi Camping Azila og favoritkatten, en mølædt cremefarvet fyr og begav os ud på dagens tur på 206 km.

Vi kørte gennem fantastiske scenarier af mere eller mindre hullede veje. Hele tiden er der noget , hvor man siger se der, det eller dem. Nogle gange lykkes det måske at indfange øjeblikket med mobilen, men de fleste gange må man lejre det i sin egen hukommelse.

Vi er virkelig havnet i et lavteknologisk land. Over alt ser vi æsler/muldyr , der bruges som transportdyr, pakdyr eller trækdyr. De små udholdende dyr bliver spændt for vogne, der transporterer store beholdere med vand, der køres ud til marker eller dyr, der skal vandes. Elller de trækker møjsommeligt en plov gennem den stenede jord række for række på små, men også større marker.

Vi så dog også enkelte traktorer. Fårehyrder står og går langs befærdede veje med deres flokke af får og lam, som de på beundringsvis maner holder styr på med blot en simpel kæp. Kvinder går med en ko eller to, som de lader græsse i de grønne vejsider, eller de kommer slæbende med store bundter af brænde eller andet på ryggen af sig selv – eller på et æsel. 

Efter et par timer nåede vi frem til Volubines, ruinerne af en romersk by grundlagt ca. år 200. Vi startede dog med et glas kaffe på den nærliggende café med udsigt over området.

Det var skønt at sidde og nyde forårssolens stråler.

Vi blev begge voldsomt imponerede over byen. Tænk at man har kunnet bygge disse templer, porte og huse med søjler og smukke mosaikgulve.

Det har med sikkerhed kostet mere end blod, sved og tårer. På den tid levede der løver i området, som blev fanget og bragt til Rom til gladiatorkampene m.m.

Vi mødte en ung marokkaner, nu bosat i Boston, som harcelerede over, at det var spanierne og portugiserne, der i sidste ende havde udryddet løverne (?) Og franskmændene fik også en sikkert berettiget overhaling over deres fremturen i Algier. Men, som han påpegede, danskerne havde jo ikke nogen kolonitid på deres samvittighed. Pånær Grønland altså, men det var dog altid noget,  at vi ikke havde solgt Grønland til Trump, mente han. Vi undlod at nævne vores vestindiske eventyr. Det romerske eventyr i Volubines fik også en ende, allerede omkring år 300 forlod romerne området, og i første omgang overtog berberne og siden araberne byen, hvor Idriss 1. gjorde byen til Marokkos første hovedstad. Hans søn Idriss 2. flyttede dog snart efter magtens centrum til Fes. Men Volubines vedblev faktisk helt frem til 1700-tallet at være beboet. Herefter blev byen plyndret for marmor og byggematerialer, der så blev brugt andetsteds. Vi havde svært ved at løsrive os fra de romerske ruiner, men vi skulle helst være fremme ved vores næste campingplads, Den grønne Diamant nær Kongebyen Fes klokken 17 til dagens fællesmøde. Vi havde omkring to timers kørsel dertil og trafikken, især gennem byerne  blev mere og mere tæt og hidsig.

Især rundkørsler er lidt af et mareridt, der er ingen, der holder deres baner, eller holder tilbage hvor det ville forventes i DK.

Men vi kom da endelig frem til vores nye residens for de næste tre overnatninger. Denne plads viste sig at være langt mere moderne hvad faciliteter angår, men ikke helt så charmerende som den vi kom fra. 

Efter at ha’ fået vores morgenbrød var vi 9:30 klar til fællesudflugt med nogle store taxier hver med plads til seks passagerer. De flinke chauffører havde fået besked om at køre i roligt tempo – sikkert sneglefart efter deres opfattelse. Og der var indlagt fotopauser undervejs.

Vi skulle besøge lille flod Kelaa med små vandfald, et sted som også marokkanerne bruger som et sted at svale sig ved nær en lille by ved navn Talambote i Rifbjergene. Turen der ud var mageløs smuk, med blå himmel, stejle bjerge og marker så grønne og med knaldgule blomster, at det skar i øjnene.

Vi mødte adskillige kvinder i alle aldre, der med hakker på ryggen var på vej ud, Gud ved hvor, ofte medbringende et eller to mulddyr eller æsler. Fårehyrder, mest mænd elller drenge så vi også.

Vel fremme var der opstillet rækker af boder,hvor alverdens ting kunne købes. Der udover var der små primitive køkkener, hvor der blev tilberedt tagineretter, bagt brød eller presset appelsinjuice.

Vi forsatte langs vandløbet og så vandfaldene og de små eller lidt større søer, hvor der sikkert om sommeren er et leben af børn og mænd, der bader – og måske kvinder der sopper.

På tilbagevejen var vi alle inde på en af cafeerne, hvor vi kunne nyde solen, mens vi fik et glas myntete.

Vores chauffører kørte os lige så pænt “hjem”, hvor vi fik en rolig eftermiddag med først en hjemmelavet frokost og siden et dejligt varmt brusebad bag det lille forhæng.

Klokken 17 var der fælles afgang ned mod byen, hvor der var bestilt bord til os på restaurant Moresco på byens store torv. Der var tid til at gå lidt mere rundt i den spændende blå by, og der var endnu mere leben nu denne tidlige lørdag aften, hvor også mange marokkanske familier var ude og promenere med deres børn.

Vi fik en solid og velsmagende treretters menu, først med en klassisk harrirasuppe, siden kunne vi vælge mellem tre forskellige hovedretter, og til slut var der lækre småkager med myntete til. Men ingen alkohol… Det blev en vældig hyggelig aften, som for de flestes vedkommende afsluttedes med taxikørsel hjem gennem en intens bytrafik, mens de seje gik.

Chefchaoun ses midt i fotoet nedenunder.

Selv om der absolut ingen vind eller biler var, så var der nok af lyde, der kunne holde en letsovende sjæl vågen, såsom hundeglammen, hidsige katte slagsmål og galende haner. Men ogå meget hyggeligt.

Ved 10 tiden gik vi i samlet flok med Kim ned af bjerget af en lidt stejl sti til den blå bjergby Chefchaoun ca. 700 m o.h. Han viste os rundt i medinaen, byområdet inden for bymurerne. Siden gik vi rundt på egen hånd. Byen er anlagt som en forsvarsbastion mod spaniere og portugisere, da muslimer og jøder flygtede fra Spanien for godt 500 år siden. I starten var byen mere grøn, islams farve, end blå, som muligvis er mere jødisk inspireret. Den gang kunne man ikke, som nu, bevæge sig rundt i byen som kristen uden fare for liv og lemmer.

Det var spændende at gå rundt i de snævre, stejle og snoede gyder, hvor der ind i mellem åbnede sig små torve eller pladser. Og nærmest umuligt ikke at gå fotoamok.

Undervejs var vi også inde i et meget lille bageri, hvor de laver nogle typiske runde flade brød.

På den største plads,  Place Outa el Hamam, med sit store pinjetræ, lå kasbahen en slags forsvarsbastion samt en masse café’er og restauranter. På denne plads var det meget svært ikke at blive shanghajet af de unge mænd fra de forskellige restauranter.

Kim havde ikke mere end sluppet os løs, før jeg “kom til” at købe en djellabba, den lidt mystiske kutte mange mænd gemmer sig i, af Mustafa, en af de mange ihærdige sælgere. 600 dirhan inklusive 100 i afslag gav jeg, sikkert overpris, men Mustafa var vældig glad.

Han sagde, at jeg var dagens første kunde, så pengene gjorde virkelig gavn, dertil svarede jeg, at jeg ikke håbede at jeg også blev den sidste. Djellabba’en bliver lun og dejlig at gå tur i Vornæs Skov i….

Vi fejrede købet med en let frokost på tagterrassen af café Clock, lidt af en kulturinstitution, som findes i yderligere to byer i Marokko. Erik fik falaffel og jeg padilla, et rundt brød med lækkert krydret grøntsagsfyld (pistou). Fra minareten udsendtes samtidigt den klagende messen der kalder til bøn, ret specielt.

Efter at ha’ gået lidt mere rundt i medina’en forcerede vi omkring 1000 høje trappetrin ( sådan føltes det i al fald) op og ud af byen for at komme tilbage til campingpladsen.

Om aftenen var der fællesspisning ved et meget langt bord, mange af os fik en tagine-ret med kylling, som campingpladsen stod for. Det var igen, selv tidligt på aftenen ret koldt, så jeg indviede min nye djellabba.

Efter en stormfuld nat, hvor i al fald jeg havde svært ved at sove, kørte vi af sted i den endnu kulsorte morgen mod Algeciras og færgen. 40 minutter senere var vi fremme, og så startede alle omstændelighederne.

Pas, billetter, told, indrejsedeklaration og bilens registreringspapirer blev vist op til flere gange både før adgang til færgen, på færgen og efterfølgende i Tanger.

Marokkanerne mestrer virkelig kunsten at få læsset noget på taget af deres biler.

Selve den godt to timer lange sejlads var stille og rolig trods nattens kraftige vind, som ofte er voldsom omkring Tarifa.

Penge, dirhan den marokkanske møntfod, skulle hæves og simkort til telefoner skulle købes og installeres, inden vi langt om længe kunne køre ud i det for os helt ukendte land. Af en eller anden grund kom vi af en anden rute til vores første camp i Chefchaoun. Så vi kom over land i stedet for langs kysten over Ceuta, lidt ærgerligt.

Foreløbigt svarer Marokko på godt,og mindre godt til mine forestillinger. Meget anderledes, mange mennesker og mange m/k i muslimske klædedragter, mændene typisk i djellabba, en lang kofte med spids hætte.

Der så meget fattigt ud mange steder, ufatteligt mange løse hunde og katte på og langs vejene. Så godt som ingen af de mange køer, heste , får, geder, æsler, mulddyr og høns  vi så var indhegnede. Mange af bilisterne, især dem i de mest skramlede biler kører ret impulsivt på de ofte ujævne veje.

Hvis man ser bort fra al skrald, der ligger bevidst smidt rigtig mange steder, er landskaberne oftest smukke.

At vejret var lidt gråt, til tider regnfuldt, fik måske det hele til at se lidt mere mistrøstigt ud. Campingpladsen ligger et godt stykke oppe af et bjerg og vi har fået en fin  plads i en lille fyrreskov.

De ældgamle  fælles m/k toiletter m.m. er malede i en for egnen typisk smuk blå farve, og de tunge metaldøre er også med til at gøre “oplevelsen” større. Der er ét brusebad med varmt vand og et lille forhæng for i den anden ende af campingpladsen. Samtlige i den “blå afdeling” virker ikke.

Men interessant er det. Og som  en i vores gruppe sagde, hvis vi syntes, at her var fattigt, så skulle vi bare se resten af Afrika. Til aften var der rundstolsmøde under et halvtag hvor vi smagte forskellige marokkanske  vine, meget hyggeligt – men koldt. Bagefter stegte vi tynde skive af iberisk gris i Folke + lidt salat, varmt og hyggeligt. I nat regner vi med at sove bedre og glæder os til at komme ud og opleve Chefchaoun, den blå by.

PS Det er så som så med netforbindelsen, så det er svært at downloade fotos m.m.

12/4 CAMPING TROPICAL

I gråvejr og let støvregn forlod vi Ronda og kørte de sidste 50 km sydpå mod Middelhavet og Costa del Sol, som i dag ikke rigtig levede op til sit navn. Undervejs blev det ret så tåget udover smuskregnen.

Området ned mod kysten er barsk og bjergrigt med meget  “langt ned” det meste af vejen. Skiltningen og buketter langs vejen opfordrede da også til forsigtig kørsel. Her var der ekstra mange motorcykelulykker, og der var så og så mange døde i år. Derudover skulle man se op for nedfaldende klippestykker m.m.

Men vi kom da ned i god behold og fik en plads på den nydelige Camping Tropical Parque med mange eksotiske planter og med havblik sine steder. Vi mødte et af de par,  vi skal mødes med om to dage nær Algeciras.

Vi gik en tur på en fin sti langs kysten mod Estepona syv km mod vest, som dog lå uden for vores gåafstand. Bølgerne var lidt store, og vejret indbød ikke til badning, men Erik fik ikke desto mindre ufrivilligt våde fødder og sokker, da han blev overrasket af en større bølge, som ligefrem lagde ham i vandkanten.

I dag havde jeg i øvrigt for første gang sandaler uden sokker på, og 10 grader varmere er det blevet. Til aften gik vi ud og spiste på en restaurant et stenkast fra campingpladsen, dårligt anmeldt og meget gammeldags.

Vi fik vores yndlingsfisk for første gang i lange tider, Lubina på spansk, på dansk vist havbars, og den var rigtig god.

13/2 LA LINEA

Ud på formiddagen kørte vi mod La Linea lige uden for Gibraltar – en times kørsel vestpå. Her lå vi med Skærsilden i 2022, og vi vidste, at der også var en god autocamperplads her. Vi var lige nede at tjekke badevandet ud på den store strand lige inden byen. Vandet var helt klart, og ikke koldere end man nok kunne være kommet under.

Der var som forventet allerede godt fyldt op på den store camperplads, men vi fandt et fint sted at holde med en flot udsigt til Gibraltarklippen.

I dag skinnede solen for alvor, og temperaturen kom over de tyve grader, så vi fandt de korte bukser frem. Vi gik op i den nærliggende bykerne, hvor vi fandt et hyggeligt sted med udsigt til et lille torv, hvor vi fik frokost, nogle små interessante småretter, en med tun og en slags paté, en anden med artiskok og friterede bittesmå sprøde rejer og så nogle lækre desserter.

Vi var også forbi vores gamle hundebadestrand, som i den grad trængte til oprydning. Det gyselige trådnetshegn udgør grænsen til Gibraltar.

Den sene eftermiddag nød vi for første gang på hele turen uden for i vores gode stole. 

14/2 CAMPINGPLADSEN NÆR TARIFA OG SIDSTE STOP FØR MAROKKO

Efter at ha’ handlet lidt ind og Erik meget tiltrængt havde fået vasket bilen kørste vi af smalle og snoede veje gennem op i baglandet mod Algeciras og videre forbi Tarifa mod vores sidste spanske Campingplads, hvor vi skulle mødes med vores rejsefæller og to rejseledere Anne Mette og Kim.

Vi var et nede forbi den enorme berømte surferstrand lidt nord for Tarifa. Vildt og flot.

Lidt over 12 nåede vi frem til vores sidste campingplads før afsejlingen til Marokko. Vi mødtes til det første af sikkert mange fællesmøder, og alle de 33 deltagere fordelt på 17 campere var kommet godt frem. Et par havde dog været nødt til at aflevere deres schäferhund i pension, fordi blodscreeningen for effekten af rabiesvaccinen ikke var god nok. Synd for dem og hunden. Det var ellers et godt møde og folk så flinke og imødekommende ud. 

I morgen tidlig klokken halv syv, i buldermørke, er der afgang mod færgehavnen i Algeciras mod Tanger og vi skal sjovt nok sejle med en gammel aflagt dansk færge nemlig Kattegat.