Chefchaoun dag 2, 16/2-24
Chefchaoun ses midt i fotoet nedenunder.
Selv om der absolut ingen vind eller biler var, så var der nok af lyde, der kunne holde en letsovende sjæl vågen, såsom hundeglammen, hidsige katte slagsmål og galende haner. Men ogå meget hyggeligt.
Ved 10 tiden gik vi i samlet flok med Kim ned af bjerget af en lidt stejl sti til den blå bjergby Chefchaoun ca. 700 m o.h. Han viste os rundt i medinaen, byområdet inden for bymurerne. Siden gik vi rundt på egen hånd. Byen er anlagt som en forsvarsbastion mod spaniere og portugisere, da muslimer og jøder flygtede fra Spanien for godt 500 år siden. I starten var byen mere grøn, islams farve, end blå, som muligvis er mere jødisk inspireret. Den gang kunne man ikke, som nu, bevæge sig rundt i byen som kristen uden fare for liv og lemmer.
Det var spændende at gå rundt i de snævre, stejle og snoede gyder, hvor der ind i mellem åbnede sig små torve eller pladser. Og nærmest umuligt ikke at gå fotoamok.
Undervejs var vi også inde i et meget lille bageri, hvor de laver nogle typiske runde flade brød.
På den største plads, Place Outa el Hamam, med sit store pinjetræ, lå kasbahen en slags forsvarsbastion samt en masse café’er og restauranter. På denne plads var det meget svært ikke at blive shanghajet af de unge mænd fra de forskellige restauranter.
Kim havde ikke mere end sluppet os løs, før jeg “kom til” at købe en djellabba, den lidt mystiske kutte mange mænd gemmer sig i, af Mustafa, en af de mange ihærdige sælgere. 600 dirhan inklusive 100 i afslag gav jeg, sikkert overpris, men Mustafa var vældig glad.
Han sagde, at jeg var dagens første kunde, så pengene gjorde virkelig gavn, dertil svarede jeg, at jeg ikke håbede at jeg også blev den sidste. Djellabba’en bliver lun og dejlig at gå tur i Vornæs Skov i….
Vi fejrede købet med en let frokost på tagterrassen af café Clock, lidt af en kulturinstitution, som findes i yderligere to byer i Marokko. Erik fik falaffel og jeg padilla, et rundt brød med lækkert krydret grøntsagsfyld (pistou). Fra minareten udsendtes samtidigt den klagende messen der kalder til bøn, ret specielt.
Efter at ha’ gået lidt mere rundt i medina’en forcerede vi omkring 1000 høje trappetrin ( sådan føltes det i al fald) op og ud af byen for at komme tilbage til campingpladsen.
Om aftenen var der fællesspisning ved et meget langt bord, mange af os fik en tagine-ret med kylling, som campingpladsen stod for. Det var igen, selv tidligt på aftenen ret koldt, så jeg indviede min nye djellabba.
