Marokko, første dag 15/2-24

Marokko, første dag 15/2-24

Efter en stormfuld nat, hvor i al fald jeg havde svært ved at sove, kørte vi af sted i den endnu kulsorte morgen mod Algeciras og færgen. 40 minutter senere var vi fremme, og så startede alle omstændelighederne.

Pas, billetter, told, indrejsedeklaration og bilens registreringspapirer blev vist op til flere gange både før adgang til færgen, på færgen og efterfølgende i Tanger.

Marokkanerne mestrer virkelig kunsten at få læsset noget på taget af deres biler.

Vi nærmer os Afrikas høje bjerge

Selve den godt to timer lange sejlads var stille og rolig trods nattens kraftige vind, som ofte er voldsom omkring Tarifa.

Penge, dirhan den marokkanske møntfod, skulle hæves og simkort til telefoner skulle købes og installeres, inden vi langt om længe kunne køre ud i det for os helt ukendte land. Af en eller anden grund kom vi af en anden rute til vores første camp i Chefchaoun. Så vi kom over land i stedet for langs kysten over Ceuta, lidt ærgerligt.

Foreløbigt svarer Marokko på godt,og mindre godt til mine forestillinger. Meget anderledes, mange mennesker og mange m/k i muslimske klædedragter, mændene typisk i djellabba, en lang kofte med spids hætte.

Der så meget fattigt ud mange steder, ufatteligt mange løse hunde og katte på og langs vejene. Så godt som ingen af de mange køer, heste , får, geder, æsler, mulddyr og høns  vi så var indhegnede. Mange af bilisterne, især dem i de mest skramlede biler kører ret impulsivt på de ofte ujævne veje.

Hvis man ser bort fra al skrald, der ligger bevidst smidt rigtig mange steder, er landskaberne oftest smukke.

At vejret var lidt gråt, til tider regnfuldt, fik måske det hele til at se lidt mere mistrøstigt ud. Campingpladsen ligger et godt stykke oppe af et bjerg og vi har fået en fin  plads i en lille fyrreskov.

De ældgamle  fælles m/k toiletter m.m. er malede i en for egnen typisk smuk blå farve, og de tunge metaldøre er også med til at gøre “oplevelsen” større. Der er ét brusebad med varmt vand og et lille forhæng for i den anden ende af campingpladsen. Samtlige i den “blå afdeling” virker ikke.

Men interessant er det. Og som  en i vores gruppe sagde, hvis vi syntes, at her var fattigt, så skulle vi bare se resten af Afrika. Til aften var der rundstolsmøde under et halvtag hvor vi smagte forskellige marokkanske  vine, meget hyggeligt – men koldt. Bagefter stegte vi tynde skive af iberisk gris i Folke + lidt salat, varmt og hyggeligt. I nat regner vi med at sove bedre og glæder os til at komme ud og opleve Chefchaoun, den blå by.

PS Det er så som så med netforbindelsen, så det er svært at downloade fotos m.m.


One Reply to “Marokko, første dag 15/2-24”

  1. Nu har I lige fået en ny “følger”.
    Spændende at se og læse om Jeres tur. Tror bestemt det bliver spændende. Bare vi ikke blive så inspireret, at vi også må så langt væk engang. Tak fordi I deler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.