
12-14/2-24 Costa del Sol, La Linea og nær Tarifa
12/4 CAMPING TROPICAL
I gråvejr og let støvregn forlod vi Ronda og kørte de sidste 50 km sydpå mod Middelhavet og Costa del Sol, som i dag ikke rigtig levede op til sit navn. Undervejs blev det ret så tåget udover smuskregnen.

Området ned mod kysten er barsk og bjergrigt med meget “langt ned” det meste af vejen. Skiltningen og buketter langs vejen opfordrede da også til forsigtig kørsel. Her var der ekstra mange motorcykelulykker, og der var så og så mange døde i år. Derudover skulle man se op for nedfaldende klippestykker m.m.


Men vi kom da ned i god behold og fik en plads på den nydelige Camping Tropical Parque med mange eksotiske planter og med havblik sine steder. Vi mødte et af de par, vi skal mødes med om to dage nær Algeciras.


Vi gik en tur på en fin sti langs kysten mod Estepona syv km mod vest, som dog lå uden for vores gåafstand. Bølgerne var lidt store, og vejret indbød ikke til badning, men Erik fik ikke desto mindre ufrivilligt våde fødder og sokker, da han blev overrasket af en større bølge, som ligefrem lagde ham i vandkanten.


I dag havde jeg i øvrigt for første gang sandaler uden sokker på, og 10 grader varmere er det blevet. Til aften gik vi ud og spiste på en restaurant et stenkast fra campingpladsen, dårligt anmeldt og meget gammeldags.


Vi fik vores yndlingsfisk for første gang i lange tider, Lubina på spansk, på dansk vist havbars, og den var rigtig god.
13/2 LA LINEA
Ud på formiddagen kørte vi mod La Linea lige uden for Gibraltar – en times kørsel vestpå. Her lå vi med Skærsilden i 2022, og vi vidste, at der også var en god autocamperplads her. Vi var lige nede at tjekke badevandet ud på den store strand lige inden byen. Vandet var helt klart, og ikke koldere end man nok kunne være kommet under.


Der var som forventet allerede godt fyldt op på den store camperplads, men vi fandt et fint sted at holde med en flot udsigt til Gibraltarklippen.

I dag skinnede solen for alvor, og temperaturen kom over de tyve grader, så vi fandt de korte bukser frem. Vi gik op i den nærliggende bykerne, hvor vi fandt et hyggeligt sted med udsigt til et lille torv, hvor vi fik frokost, nogle små interessante småretter, en med tun og en slags paté, en anden med artiskok og friterede bittesmå sprøde rejer og så nogle lækre desserter.







Vi var også forbi vores gamle hundebadestrand, som i den grad trængte til oprydning. Det gyselige trådnetshegn udgør grænsen til Gibraltar.
Den sene eftermiddag nød vi for første gang på hele turen uden for i vores gode stole.


14/2 CAMPINGPLADSEN NÆR TARIFA OG SIDSTE STOP FØR MAROKKO
Efter at ha’ handlet lidt ind og Erik meget tiltrængt havde fået vasket bilen kørste vi af smalle og snoede veje gennem op i baglandet mod Algeciras og videre forbi Tarifa mod vores sidste spanske Campingplads, hvor vi skulle mødes med vores rejsefæller og to rejseledere Anne Mette og Kim.






Vi var et nede forbi den enorme berømte surferstrand lidt nord for Tarifa. Vildt og flot.





Lidt over 12 nåede vi frem til vores sidste campingplads før afsejlingen til Marokko. Vi mødtes til det første af sikkert mange fællesmøder, og alle de 33 deltagere fordelt på 17 campere var kommet godt frem. Et par havde dog været nødt til at aflevere deres schäferhund i pension, fordi blodscreeningen for effekten af rabiesvaccinen ikke var god nok. Synd for dem og hunden. Det var ellers et godt møde og folk så flinke og imødekommende ud.

I morgen tidlig klokken halv syv, i buldermørke, er der afgang mod færgehavnen i Algeciras mod Tanger og vi skal sjovt nok sejle med en gammel aflagt dansk færge nemlig Kattegat.