11/2 Córdoba 2. del og Ronda
Klokken halv otte var det stadig mørkt, men klokken otte begyndte en diset sol, at kunne anes, og et varmt lys spredte sig over byens mange smukke huse.
Vi begav os ud i de søndags øde gader, for at se om vi kunne finde et toilet eller gerne en åben café. Begge dele syntes vanskelige. Parken omkring “De kristne kongers fæstning” hvor der skulle ligge et toilet lod dog til at være åben. Men nej, en mandlig drage i uniform vogtede strengt over indgangen. Kun efter at ha’ været næsten på knæ, fik vi adgang til de eftertragtede gemakker.
Morgenen var smuk, det dårlige vejr udeblev foreløbigt.
Lidt bagefter fandt vi en åben café, Hyggebar, hed den endda , hvor vi kunne få vores morgenkaffe. Så var vi klar til La Mezquita, byens perle.
Omkring år 700 erobrede maurerne Spanien, og Cordoba blev hovedstaden i det blomstrende mauriske rige. Moskeen blev påbegyndt i år 785, og den voksede sig lige som byen større og større.
I 1236 kom Córdoba atter på kristne hænder, og i 1500-tallet lod Kong Carlos 5. opføre en konkurrerende katedral klods op af eller nærmest i moskeen. Omend den er nok så prægtigt udført, er der ingen tvivl om, at moskeen løber med prisen både hvad æstetik og atmosfære angår.
Vi befinder os normalt godt i kirker, men dette enorme lavloftede rum med sine 850 granitsøjler havde en helt særlig ro og skønhed.
Efter denne gode oplevelse slentrede vi langsomt tilbage mod Folke. Ligesom i Toledo havde jøder,muslimer og senere kristne levet i rimelig fordragelighed, men i 1355 blev jødernes immunitet ophævet og senere i middelalderen hensygnede såvel maurernes som jødernes kultur. I dag resterer der kun tre synagoger i hele Spanien, heraf to i Toledo, som vi ikke fik set, og så én i Córdoba. Den lagde vi nu vejen forbi, et meget lille ydmygt hus, der hurtigt var til at overse.
Men som man kan læse sig til nedenunder har den tidligere været helt forsvundet og været anvendt til ganske andre ting.
På vej tilbage mod Folke kom vi forbi mange patioer, stræder, huse og katte, som det var svært ikke at tage billeder af.
Fremme ved Folke var vejret nu ikke til noget bedre end til at køre bil, så vi satte kursen mod Ronda, som lå ca. to timers kørsel væk.
Her var en bekvem Autocamperplads. Eneste ulempe var at den lå en god halv times gang fra alle seværdighederne. Ronda har vi besøgt for mange år siden, en spændende by især i kraft af sin beliggenhed oppe i højderne og med broen over dybe slugter, hvorfra man, bl.a. Francos styrker, kunne ekspedere sine modstandere ud over kanten i (kortvarigt) levende live. Byen var indtil 1485 hovedstad i et lille maurisk, næsten uindtageligt kongedømme.
For at ruste os til turen startede vi med en frokost tæt på vores holdeplads i Bar y restaurante del Pueblo, et navn den i den grad levede op til med sine mange forskellige mere eller mindre skæve eksistenser inklusive ejerparret. For en gangs skyld fik vi serveret noget, som enten så uappetitligt ud eller smagte decideret ubehageligt, men stedets underholdningsværdi opvejede til fulde dette.
Som den store finale ankom et selskab med folk, der enten var klædt ud eller ankom direkte fra tyrefægterarenaen.
De følte åbenbart ikke, at deres optræden var slut, så pludselig befandt jeg mig med en kæmpe kniv for struben, som Carmen i sidste akt, en scene som jeg dog heldigvis slap bedre fra end min originale forgænger.
Trods regn og blæst satte vi med ustyrlige paraplyer kursen mod centrum. Først fik vi genset Spaniens ældste tyrefægterarena, denne gang kun udefra.
Kort efter kom vi til Ponte Nuevo, et vildt bygningsprojekt fra 1700-tallet med de skræmmende slugter ned til Tajo.
Vi sluttede af på torvet Plaza del Socorro, hvor vi som to våde mus fik en kop tiltrængt kaffe på en hyggelig café inden vi gik tilbage til Folke. Også på denne Autocamperplads var der mange katte, her i blandt en haleløs kat, som personalet havde taget til sig og fodrede, resten var mere sky, og om natten var der kattekoncert.
