Vi skulle ret tidligt afsted fra vores tæppevaskested i Turku, for vi havde en færgebillet til Ålandsøerne, som består af ca. 6.500 ø’er og har godt 30.000 indbyggere. Eller Åland, som man lader til at sige på disse kanter. Det var en stor og flot Finnlinefærge, vi skulle med. Vi havde bestilt brunch, og Erik havde ikke set, at restauranten lå på 12. etage, så han tog trappen. Jeg kom lidt senere, og tog elevatoren. Det var en meget stilig spisesal med en lækker lille buffet og med et glas cava, der med følelse blev hældt op ved bordet. Dertil kom, at man kunne vælge én ud af fem små a la carte retter, her i blandt “Egg Benedict”, pocheret æg med hollandaisesuce og bacon, som jeg valgte (for første gang). Erik tog et sundere valg – en avocadotoast.
Der var også dette alkoholfrie alternativ til Cava’en – pudsigt navn.
Sejlturen tog seks timer, så vi tog os god tid, inden vi gik på dæk for at nyde det dejlige varme vejr.
Der var nærmest havblik så ingen fare for søsyge. Der var stort set klippeøer, små og større, de fleste ubeboede under hele overfarten.
Og mange sejlbåde var der også, så der var nok at se på.
Da vi nåede frem til hovedbyen Mariehamn ud på eftermiddagen, skulle vi huske, at sætte urene en time tilbage, idet vi var kommet til en anden tidszone. Åland ligger meget tættere på Sverige (40 km) end på Finland (100 km)og der tales næsten kun svensk, men det hører alligevel til Finland, man har siden 1921 haft selvstyre – ligesom Færøerne, mener jeg. Og så er Åland en af verdens få demilitariserede zoner.
Efter at ha’ gået lidt rundt i Mariehamn, bestemte vi os for at køre op til Hummelvik Campingplads på den nordvestlige del af Eckerø. Den levede fint op til beskrivelsen, gammeldags på den gode måde og lige ned til den inderste del af Nabbfjorden.
Her var mange fastliggere som havde campingvogne med store forstuer og træterrasser og krukker med alverdens blomster.
I “vores” afdeling var det mere midlertidige gæster som os. Det var et paradis for børn med en lavvandet beskyttet strand, men også de voksne tumlede sig i vandet.
Vi havde besluttet at blive her i to nætter, og da vi lidt trætte efter den megen rejsen, gik vi lidt tidligere til ro for at få mere ud af den følgende dag. Vi havde kun denne dag, hvis vi ikke ville blive her næsten en uge – der var rift om færgebilletterne i højsæsonen.
Rauma er en af Finlands ældste havnebyer, grundlagt ca. år 1400, omkring et Franciskanerkloster. Og trods en storbrand i 1600 tallet, er det den by, der har suverænt flest bevarede træhuse (flere end Rahe som vi besøgte lidt tidligere) og i 1991 blev den indskrevet i Unesco’s verdensarvsliste som den den største og bedst bevarede bykerne med træhuse. Der bor omkring 36.000 mennesker i byen og heraf omkring 800 i den gamle bydel.
Efter at ha’ parkeret og hilst på et par badende damer og en enkelt frø/prins fandt vi hurtigt ind til den gamle bykerne.
Vi startede som så ofte med kirken, som lå smukt langs et lille vandløb og delvist dækket af høje træer. Den var dog ikke af træ, men bygget af store kampesten, men med spåntag og vist nok et træklokketårn.
Indenfor var der en vældig snak, det viste sig, at man øvede til en dukketeaterforestilling. Men sjovt at se og høre. Og så var det i det hele taget en meget smuk kirke.
Der var lige en enkelt, sikkert meget trofast kirkegænger, der sad på sin faste plads. Og så var der også den flinke kirketjener i baggrunden.
Og der var virkelig mange gamle træhuse i alle farver og størrelser, især hvad længden angik.
Det var ikke svært, at føle sig hensat til forne tide, når man gik i disse gader, heraf mange brostensbelagte.
Indimellem var der café’er og små butikker, mest af den mere kreative slags
Der skulle nok en del knofedt og en konstant indsats for at holde alle disse gamle træbygninger i bare nogenlunde stand. En byggeteknisk ting der adskiller træhuse i Finland fra træhuse i Norge og Sverige er, at i Finland bygger man overvejende med brædderne på langs, mens man i Norge og Sverige oftest bygger med brædderne lodret. I Finland kombinerer man især på finere huse dog ofte vandrette brædder med lodrette.
Efter at have været det meste af byen igennem kørte vi videre mod Turko eller Åbo, som den hedder på svensk efter floden Aura, som løber gennem byen. (Den der bor ved åen). Af en å at være er den nu ret bred ,så flod er nok den rette betegnelse.
Først ville vi finde vores aften/natlogi og vi havde udset os en autocamper plads lidt udenfor byen og helt ned til stranden. Det var en plads man kunne booke sig ind på via en app, og det var nemt nok, men at finde ned til pladsen var straks en anden sag. Heldigvis blev vi hjulpet på vej af diverse finsktalende flinke mænd i gule veste, der arbejdede i området. Nu var pladsen sikret og fundet, og vi tog ind til centrum.
Vi var både sultne, og lidt varmetrætte, men det blev vanskeligere end ventet, at finde et sted, der ikke enten var overfyldt eller lukket. Mange steder lukker man nemlig for servering kl. 14. Men så fik vi da set lidt mere af Turku.
Til slut fandt vi dog “Hos Sergio”, som både havde åbent og en plads i skyggen til os. Vi delte en pizza, overraskende god, og efterfølgende en espresso til mig og is til Erik, det var lige, hvad vi trængte til. Det skyede mere og mere til, og det varslede tordenvejr så ud til at blive en realitet. Vi nåede dog lige en tur forbi og ind i den kæmpestore domkirke, Finlands ældste, hvor der blev lavet stemmeprøver på orgelpiberne. Det lød ret flot i det næsten tomme kirkerum.
Videre på vej ud af byen kom vi forbi det gamle, også fra 1200-tallet, Turku slot. Det så gråt og dystert ud og inviterede ikke til nærmere bekendtskab og var heldigvis også lukket for dagen. Men interessant at tænke på, at her har mange svenske konger resideret gennem tiderne.
Vi kørte nu ud til vores plads. For at komme ned til den skulle man åbne en bom, der var låst med en hængelås. Nøglen lå i et nøgleskab, som man skulle ha’ en kode til at låse op, så godt at vi havde øvet os på forhånd, mens der var hjælpsomme folk til stede.
Det var ikke en stor plads, der var kun plads seks autocampere, og den lå lige ved siden af områdets offentlige lille strand, som virkelig blev brugt af badeglade folk i alle aldre og farver.
Der var også en café og selvfølgelig diverse saunaer, som caféejeren gerne havde lokket os ind i – men nej, vi havde varmen i forvejen. Ikke nok med at vi kunne lade os underholde af alle badegæsterne, lidt længere væk lå et værft, som vist nok står for bygningen/ombygningen af nogle af verdens største krydstogtsskibe. Kæmpestore kraner bugserede rundt med forskellige elementer til byggeriet til langt ud på aftenen.
Og så lige en ting til: Det er tidligere blevet nævnt, at Finland adskiller sig fra Danmark i visse henseender, nu kan yderligere en ting tilføjes. Lidt før den bom der førte ned til vores p.plads, var der et stort plant asfalteret område med flere aflange stålvaske med forskellige haner monteret langs med. Derudover var der en kæmpe rulleanordning og en hel masse træstativer i forskellige størrelser – lidt som dem man hængte fisk til tørre på i Norge. Men her var det tæpper, det gjaldt.
Om eftermiddagen da vi kom, var området fyldt med fortrinsvis kvinder, der baksede med tæpper i alle størrelser ved de lange vaske, vandet, både varmt og koldt, kom ud med stort tryk, og der blev skrubbet på og regeret med tæpperne. Derefter fik de en tur eller flere i håndrullemaskinen, og endelig blev de så hængt til tørre på stativerne.
Dette er en god gammel skik i Finland, hvor heldækkende tæpper ikke er almindeligt. Så i visse perioder, her i juli måned, praktiseredes denne tæppevask. Jeg fik spurgt en af kvinderne, om dette var normalt, og hun fortalte, at i dette område var det nok 90%, der benyttede sig af dette tæppevask tilbud.
Vi sagde farvel til Vaasa og kørte direkte mod den kendte by Rauma, en tur på ca. 250 km. Varmt var det, og vi så flere robuste mænd med finsk sisu og bar overkrop kørende på deres store motorcykler, fotos blev det ikke til. Selve Rauma ville vi vente med at besøge til den følgende dag, så mere om denne by senere. Det var stadig meget varmt, så vi gik efter en campingplads tæt på havet med mulighed for max afslapning. Vi troede ikke, at vi ville kunne finde et sted, der overgik den plads, vi lige havde forladt, men det gjorde denne – i al fald i visse henseender. Når vi ikke har så mange faciliteter ombord såsom vand i større mængder og toillet, er det rart ned lidt luksus på de områder – ud over at der helst også skal være pænt og albuerum.
Gennem en form for park med et lille slot kom vi frem til receptionen, hvor vi blev venligt modtaget og fik af vide, at vi ville blive kørt rundt i området, så vi kunne se, hvor vi ønskede at slå os ned. Udenfor holdt en mand, Matti, i en golfvogn – sådan en Trump kører rundt i på sin ejendom i Florida. Jeg blev kommanderet ind på forsædet”, mens Erik skulle stå på bagsmækken. Og så gik det ellers over stok og sten rundt på den store plads, mens Matti udpegede de næsten uendelige muligheder for os. Eller måske mest for Erik, i al fald lød hele tiden, hvor Erik nu kunne tænke sig at parkere, hvor Erik ville spise, hvor Erik ville brætsurfe, hvor Erik ville gå på pub o.s.v. En aparte men nyttig rundvisning. At den stakkels Erik nær var faldet af vognen flere gange undervejs er så en anden sag. Vi endte, vanen tro, med at vælge en plads tæt på vandet.
Efter at ha’ etableret os gik vi en tur langs stranden, Den så ved første øjekast tiltalende ud men det viste sig at mange andefugle, med hvad der af følger, holdt til på dele af stranden.
Og så er vandet altså ret grumset, lavvandet og også med sten på bunden. Så ingen badning denne dag.
Men ellers var her fint med klipper, man kunne sole sig på, og der var både en strandbar og et pizzeria.
Her i strandbarens ligge stole sås alle slags mennesker… Nederst et par med finsk karisma.
I den anden ende af pladsen var der flere spisesteder, bl.a. et hvor en ældre mand spillede finsk tangoinspireret folkemusik med den rette lidt melankolske tone. Da vi ville spise, var solen væk fra vores plads, så vi tilberedte maden ved bilen og dækkede op nede på stranden, som nu var næsten tømt for badegæster. Jeg havde to små Superman som hjælpere.
Det blev en meget romantisk med middag for to i den nedgående sols stråler. Og så var endnu en dag pludselig gået.
Vi havde læst os til, at skærgården netop ud for Vaasa var helt speciel og derfor i 2006 blev optaget på Unescos liste over verdensnaturarv. Den korte forklaring herfor er, at i den seneste istid blev jorden tynget 800 m ned og senere hævede landskabet sig igen op til overfladen. Nu 10.000 år senere hæver landskabet sig fortsat med ca. o,8 cm/år. Og dette har så forårsaget et helt unikt morænelandskab.
Vi kørte ud på en af de ydre ø’er til Svedjehamn, hvor man skulle kunne se dette fænomen særlig tydeligt. Ud over at være verdensnaturarv var det et meget smukt og hyggeligt sted. Små både, til at fiske fra og at tøfferundt mellem de mange små øer med, lå fortøjet eller sejlede rundt på det glitrende vand.
Det trak lidt i søbenene på os begge.
Da vi blev sultne, gik vi over til havnens café, som en solrig søndag var et oplagt udflugtsmål for mange. Vi sad ude på deres store træterrasse og fik os hver vores sandwich med laks og rejesalat. Siden gik vi ud til et udsigtstårn,hvorfra man oppe højderne fik et godt overblik over det specielle landskab.
Der var mange andre oppe i tårnet, her en større damegruppe på guidet tur
Det var lidt som et bølget vaskebræt.
På tilbagevejen stoppede vi ved et meget søgt spisested op til en af Finlands efter sigende smukkeste broer for at få vores uundværlige kaffe.
Sidste punkt på dagsordenen var Vaasa by. Bykernen har ca. 70.000 indbyggere, hvoraf omkring 70 procent er finsk talende, og mange enten kan ikke vil eller kan tale svensk. Byen har haft en hård skæbne, med svensk herredømme og fra 1809 efter voldsomme kampe russisk herredømme som senere bredte sig til hele Finland. Og i 1852 brændte byen med sine mange tjæreimpregnerede træhuse stort set ned til grunden. Senere rejste den sig af asken, men nu med det russiske navn Nikolaistad indtil den fik navnet Vaasa tilbage i 1917, hvor zaren blev sat fra magten. I dag er byen med sine tre universiteter en by med mange unge mennesker.
Hver 6. indbygger siges at være ingeniør, og alle former for energi, sol, vind, jord, elmotorer/disbrution og intelligente netløsninger er i højsædet. Vi var et smut inde centrum for at føle søndagens storbypuls.
Og vi fik lidt af det hele denne sene eftermiddag på byens hovedstrøg: Finske punkere, fyldebøtter på bænkene, unge piger, en del med bare maver, andre med barnevogne, promenerende familier eller ungersvende med bar overkrop og en kold fadøl på barerne.
Og byens store torv var aflukket pga en art festival, men det gav også lidt ekstra liv i området.
På broen over til ø’en, til vores campingplads vogtede denne imponerende ørn.
“Hjemme” på vores grønne plet blev der tid til endnu en dukkert i det sølignende havvand inden aftenens øvrige gøremål.
Ifølge Turen går til Finland er der tre byer, man anbefales at besøge før Turku/Åbo nemllig Raahe eller Brahestad, Vaasa og Rauma. Vi forlod den lille havn i Varjakka og kørte det første stykke af en smuk snoet grus vej.
Erik morede sig med at se hvor meget grus han kunne hvirvle op… Det var nu ikke så imponerende, som han kunne ha’ ønsket sig. Men støvet blev bilen da.
Raahe er en stilfærdig by med små 25.00 indbyggere og udmærker sig ved sin store forekomst af træhuse. En stor del af byen brændte i en storbrand 1810, og ved genopbygningen forsøgte man at brandsikre den bedst muligt. Bl.a. ved at man ikke måtte bygge i højden. Men de rige og fine måtte vist godt alligevel…
Da vi steg ud af bilen blev vi verbalt overfaldet af en meget speciel og snakkesalig mand i hawaiskjorte. Han havde i en årrække boet i Maribo og fået anderkendt ikke mindre end fem verdenspatenter, og så var hans mor russer og Gagarin var hendes yngste bror. Vi vidste snart ikke, hvad vi skulle tro og mene… Nå, men at der var mange fine gamle træhuse i denne meget fredelige by var i al fald sandt.
At der skulle bo ca. 24.000 her var ikke helt til at forstå. Vi gik gade op og ned og var også et smut ved havnen og det lille maritime museum.
Vi sluttede af ved og i kirken, byens absolutte højdepunkt målt i meter. Den oprindelige trækirke gik til ved en anden brand i starten af 1900-tallet, så for at undgå en gentagelse af dette blev den nye kirke opført i sten samlet fra de omkringliggende marker.
Det er altid sjovt at se kirker, denne havde et lyst og venligt interiør, men rigtig pæn var den nu ikke.
Og så var der brugt træ med malede åretegninger (ådring) på bænke m.m. Til Eriks store forargelse – når man nu har så meget smukt træ. Glasmosaikken var af nyere dato, fin med fiskene, der skulle passe til altertavlen, men rigtig vellykket var kombinationen nu ikke efter min mening.
Det sjoveste var, at der var ansat hele to unge fyre fra kl. 10-18 til at vogte over og informere om kirken. Så mange besøgende kom der heller ikke, så det må ha’ været et ret kedsommeligt sommerferiejob. De spurgte os nok så pænt, om vi havde spørgsmål vedr. kirken og stak os en folder i hånden. Og så snakkede vi lidt med dem om løst og fast, inden vi kørte videre.
Her står Erik midt på byens store runde torv hvor Greve og general Brahe byens oprindelige grundlægger poserer.
Vi fandt et sjovt sted at holde en kort frokostpause, nede ved et vandløb ved en meget lille privat havn uden andre mennesker end os.
Og da vi begyndte at få grus i øjnene og trængte til kaffe fandt vi et endnu sjovere og interessant sted. Det var en gammel tidligere svensk drevet slægtsgård, som nu var lavet om til en blanding af museum, mindestue, loppemarked og café.
Først fik vi kaffe med “påtår” (påfyldning) og hjemmebag, og bagefter gik vi på opdagelse i de mange huse og udbygninger, der hørte til ejendommen. De sidste, der gennem mange år havde boet der, var et søskendepar, såvel hun som han ugifte.
Lidt bondekunst ovenfor og knallert/cykelafdelingen nedenfor.
Herefter kørte vi uden svinkeærinder direkte mod den større by Vaasa, som vi i første omgang blot kørte igennem for at komme ud til vores campingplads, Top Camping, der lå lige ud til kysten. Det var en stor plads, men smuk med mange gamle træer og god plads, og man måtte selv vælge, hvor man ville slå sig ned. Vi fandt en plads i solen lige ned til vandet og en lille, ikke badebro, men mere en fiskebro. Vi besluttede straks, at her ville vi blive to nætter for at få lidt ro på, og for at se hvad Vaasa og omegn havde at byde på.
Lidt længere henne af kysten var der en ret fin badestrand, og da det var meget varmt, og jeg stadig ikke havde badet en eneste gang, tænkte jeg at nu måtte det være.
Det var vældig dejligt, selvom det er lidt mærkeligt med det lidt grumsede meget lidt salte, men ikke kolde vand.
Inden aftensmaden “chillede” vi i ordets bedste forstand på bænken ude på “fiskebroen”.
Underholdningen sørgede tre børn, der forsøgte sig ud i den svære fiskekunst, for.
Ved solnedgang, nu kl. 22.52, var der næsten trængsel på den lille bro.
