Rauma – campingplads
20/7 -25
Vi sagde farvel til Vaasa og kørte direkte mod den kendte by Rauma, en tur på ca. 250 km. Varmt var det, og vi så flere robuste mænd med finsk sisu og bar overkrop kørende på deres store motorcykler, fotos blev det ikke til. Selve Rauma ville vi vente med at besøge til den følgende dag, så mere om denne by senere. Det var stadig meget varmt, så vi gik efter en campingplads tæt på havet med mulighed for max afslapning. Vi troede ikke, at vi ville kunne finde et sted, der overgik den plads, vi lige havde forladt, men det gjorde denne – i al fald i visse henseender. Når vi ikke har så mange faciliteter ombord såsom vand i større mængder og toillet, er det rart ned lidt luksus på de områder – ud over at der helst også skal være pænt og albuerum.
Gennem en form for park med et lille slot kom vi frem til receptionen, hvor vi blev venligt modtaget og fik af vide, at vi ville blive kørt rundt i området, så vi kunne se, hvor vi ønskede at slå os ned. Udenfor holdt en mand, Matti, i en golfvogn – sådan en Trump kører rundt i på sin ejendom i Florida. Jeg blev kommanderet ind på forsædet”, mens Erik skulle stå på bagsmækken. Og så gik det ellers over stok og sten rundt på den store plads, mens Matti udpegede de næsten uendelige muligheder for os. Eller måske mest for Erik, i al fald lød hele tiden, hvor Erik nu kunne tænke sig at parkere, hvor Erik ville spise, hvor Erik ville brætsurfe, hvor Erik ville gå på pub o.s.v. En aparte men nyttig rundvisning. At den stakkels Erik nær var faldet af vognen flere gange undervejs er så en anden sag. Vi endte, vanen tro, med at vælge en plads tæt på vandet.
Efter at ha’ etableret os gik vi en tur langs stranden, Den så ved første øjekast tiltalende ud men det viste sig at mange andefugle, med hvad der af følger, holdt til på dele af stranden.
Og så er vandet altså ret grumset, lavvandet og også med sten på bunden. Så ingen badning denne dag.
Men ellers var her fint med klipper, man kunne sole sig på, og der var både en strandbar og et pizzeria.
Her i strandbarens ligge stole sås alle slags mennesker… Nederst et par med finsk karisma.
I den anden ende af pladsen var der flere spisesteder, bl.a. et hvor en ældre mand spillede finsk tangoinspireret folkemusik med den rette lidt melankolske tone. Da vi ville spise, var solen væk fra vores plads, så vi tilberedte maden ved bilen og dækkede op nede på stranden, som nu var næsten tømt for badegæster. Jeg havde to små Superman som hjælpere.
Det blev en meget romantisk med middag for to i den nedgående sols stråler. Og så var endnu en dag pludselig gået.
