Rauma del 2

21/7-25

Rauma er en af Finlands ældste havnebyer, grundlagt ca. år 1400, omkring et Franciskanerkloster. Og trods en storbrand i 1600 tallet, er det den by, der har suverænt flest bevarede træhuse (flere end Rahe som vi besøgte lidt tidligere) og i 1991 blev den indskrevet i Unesco’s verdensarvsliste som den den største og bedst bevarede bykerne med træhuse. Der bor omkring 36.000 mennesker i byen og heraf omkring 800 i den gamle bydel.

Efter at ha’ parkeret og hilst på et par badende damer og en enkelt frø/prins fandt vi hurtigt ind til den gamle bykerne.

Vi startede som så ofte med kirken, som lå smukt langs et lille vandløb og delvist dækket af høje træer. Den var dog ikke af træ, men bygget af store kampesten, men med spåntag og vist nok et træklokketårn.

Indenfor var der en vældig snak, det viste sig, at man øvede til en dukketeaterforestilling. Men sjovt at se og høre. Og så var det i det hele taget en meget smuk kirke.

Der var lige en enkelt, sikkert meget trofast kirkegænger, der sad på sin faste plads. Og så var der også den flinke kirketjener i baggrunden.

Og der var virkelig mange gamle træhuse i alle farver og størrelser,  især hvad længden angik.

Det var ikke svært, at føle sig hensat til forne tide, når man gik i disse gader, heraf mange brostensbelagte.

Indimellem var der café’er og små butikker, mest af den mere kreative slags

Der skulle nok en del knofedt og en konstant indsats for at holde alle disse gamle træbygninger i bare nogenlunde stand. En byggeteknisk ting der adskiller træhuse i Finland fra træhuse i Norge og Sverige er, at i Finland bygger man overvejende med brædderne på langs, mens man i Norge og Sverige oftest bygger med brædderne lodret. I Finland kombinerer man især på finere huse dog ofte vandrette brædder med lodrette.

Efter at have været det meste af byen igennem kørte vi videre mod Turko eller Åbo, som den hedder på svensk efter floden Aura, som løber gennem byen. (Den der bor ved åen). Af en å at være er den nu ret bred ,så flod er nok den rette betegnelse.

Først ville vi finde vores aften/natlogi og vi havde udset os en autocamper plads lidt udenfor byen og helt ned til stranden. Det var en plads man kunne booke sig ind på via en app, og det var nemt nok, men at finde ned til pladsen var straks en anden sag. Heldigvis blev vi hjulpet på vej af diverse finsktalende flinke mænd i gule veste, der arbejdede i området. Nu var pladsen sikret og fundet, og vi tog ind til centrum.

Vi var både sultne, og lidt varmetrætte, men det blev vanskeligere end ventet, at finde et sted, der ikke enten var overfyldt eller lukket. Mange steder lukker man nemlig for servering kl. 14. Men så fik vi da set lidt mere af Turku.

Til slut fandt vi dog “Hos Sergio”, som både havde åbent og en plads i skyggen til os. Vi delte en pizza, overraskende god, og efterfølgende en espresso til mig og is til Erik, det var lige, hvad vi trængte til. Det skyede mere og mere til, og det varslede tordenvejr så ud til at blive en realitet. Vi nåede dog lige en tur forbi og ind i den kæmpestore domkirke, Finlands ældste, hvor der blev lavet stemmeprøver på orgelpiberne. Det lød ret flot i det næsten tomme kirkerum.

Videre på vej ud af byen kom vi forbi det gamle, også fra 1200-tallet, Turku slot. Det så gråt og dystert ud og inviterede ikke til nærmere bekendtskab og var heldigvis også lukket for dagen. Men interessant at tænke på, at her har mange svenske konger resideret gennem tiderne.

Vi kørte nu ud til vores plads. For at komme ned til den skulle man åbne en bom, der var låst med en hængelås. Nøglen lå i et nøgleskab, som man skulle ha’ en kode til at låse op, så godt at vi havde øvet os på forhånd, mens der var hjælpsomme folk til stede.

Det var ikke en stor plads, der var kun plads seks autocampere, og den lå lige ved siden af områdets offentlige lille strand, som virkelig blev brugt af badeglade folk i alle aldre og farver.

Der var også en café og selvfølgelig diverse saunaer, som caféejeren gerne havde lokket os ind i – men nej, vi havde varmen i forvejen. Ikke nok med at vi kunne lade os underholde af alle badegæsterne, lidt længere væk lå et værft, som vist nok står for bygningen/ombygningen af nogle af verdens største krydstogtsskibe. Kæmpestore kraner bugserede rundt med forskellige elementer til byggeriet til langt ud på aftenen. 

Og så lige en ting til: Det er tidligere blevet nævnt, at Finland adskiller sig fra Danmark i visse henseender, nu kan yderligere en ting tilføjes. Lidt før den bom der førte ned til vores p.plads, var der et stort plant asfalteret område med flere aflange stålvaske med forskellige haner monteret langs med. Derudover var der en kæmpe rulleanordning og en hel masse træstativer i forskellige størrelser – lidt som dem man hængte fisk til tørre på i Norge. Men her var det tæpper, det gjaldt.

Om eftermiddagen da vi kom, var området fyldt med fortrinsvis kvinder, der baksede med tæpper i alle størrelser ved de lange vaske, vandet, både varmt og koldt, kom ud med stort tryk, og der blev skrubbet på og regeret med tæpperne. Derefter fik de en tur eller flere i håndrullemaskinen, og endelig blev de så hængt til tørre på stativerne.

Dette er en god gammel skik i Finland, hvor heldækkende tæpper ikke er almindeligt. Så i visse perioder, her i juli måned, praktiseredes denne tæppevask. Jeg fik spurgt en af kvinderne, om dette var normalt, og hun fortalte, at i dette område var det nok 90%, der benyttede sig af dette tæppevask tilbud.