27/7-25

Jeg var slet ikke færdig med at trække Erik gennem Värmlands herligheder.
I dag skulle vi forlade Torsby, men det skulle gøres med værdighed, og der skulle tages revanche fra gårsdagens vaffel/kage nederlag. Så vi sprang morgenmaden over og satte kurs mod mod kagernes højborg Wienerkonditoriet, som åbnede klokken ti.

Der var allerede godt fyldt i butikken af lagkagespisende gæster. Vi fik dog plads i et mageligt plysmøbelarrangement, og snart sad vi med kaffe og hver vores flødekage, den pt. mest populære Budapest til Erik og en Opera til mig.

Begge vældig gode – og der var, som det hører sig til, kaffe med “påtår”. Stemningen blev ikke ringere af, at der var et større selskab af unge italienske kvindelige langrendsskiløbere og deres trænere på besøg.

Udover biler er Torsby nemlig kendt for sin gode mulighed for langrend hele året. De har landets første (2006) og måske eneste indendørs tunnel med mulighed for skiløb i al slags vejr i en konstant temperatur på – 3 grader på den 1,3 km lange, 4 m brede og 3 m høje snoede og kuperede bane. 

På vej ud af den søndagsstille by nåede vi at se endnu at par af de gamle øser – og hvor de “boede”.

Vi var nu på vej mod Østmark lidt nordøstpå ind mod Finnskogen, et stort skovområde der strækker sig ind over grænsen mellem Sverige og Norge. Navnet kommer af, at fattige finner i 15-1600 tallet indvandrede hertil. Det gjorde de efter den svenske konges ønske, for at befolke denne øde del af landet. Her levede de som skovfinner nok under trange kår, og de er den dag i dag anerkendt som en minoritet. Østmark er knap nok en by, mere en samling huse, og alligevel har en smuk gammel trækirke fra 1765 i värmlandsk byggestil, men også inspireret af den finske indvandring.

Også kirkegården var meget smuk og harmonisk med mange træer og en gennemgående beplantning i gult og rødt. Vi bemærkede hvordan far og søn i gammel stil ligesom byttede navne og at hustru’er (maka) og døtre ikke optrådte med efternavne.

Et nyrenoveret klokketårn også i træ, men med en meget gammel klokke var der også, nok begrundet i det finske islæt.

Så lille byen end er har den i lighed med Torsby en “Hembygdsgård” – fundamentet endnu ældre end kirken, den var dog lukket for besøg denne søndag.

Vi kørte videre ind i Finnskogen af snoede grusveje, ikke på må og få, men på vej mod Kvarntorp Finngård.

Flaget neden for er skovfinnernes flag, som er ret nyt fra 2022 og symboliserer skovfinnernes svedjebrugskultur med farverne grøn/skov, rød/ild, gul/rug og sort/ afbrændthed.

Her kunne vi til frokost forhåbentlig få egnsspecialiteten Nävgröt eller som den värmlandske variant nu kaldes: Motti med fläsk. Motti er en grød lavet på skrädmjöl (ristet havremel.) Den serveres med stegt røget og saltet flæsk/bacon samt rigeligt med tyttebærsyltetøj til – samt saft.

Finngården ligger umådelig smukt i en skovlysning, denne søndag var der dog kun mulighed for “Fika”,  kaffe/te med vafler eller hjemmebag.

I dag var vejret lidt ustabilt og køligt, så vi sad inde i den hyggelige meget autentisk gamle stue og fik kaffe med lækre sprøde vafler og “skrädmjölsdrömmar”.

Det var to meget lokale og flinke mennesker,  der stod i køkkenet og serverede. Bagefter fik jeg opskriften og købt en pose af den særlige havremel, så jeg kan lave Motti med Flæsk, når vi kommer hjem.

Toilettet var et kapitel for sig, det lå lidt afsides ude på engen og var det nydeligste  dobbelt das med frisk halm i bunden. 

Nu havde jeg trukket tålmodige Erik gennem mange af min favoritegns almueherligheder, men nu var det slut, og vi kørte mod dagens endemål Arvika, den sidste by i Värmland. 

Vi havde små tre timers køretur foran os gennem gennem skove, langs søer og stenbrud.

Og forbi marker nogle med gammeldags høhække, andre og flere med Wrappet plastikindpakket hø. 

Vi havnede på en campingplads ned til Glafsfjorden, i vore øjne snarere en stor sø. Men af kringlede søveje skulle man vist kunne sejle ud til havet, så….

Kort efter vor ankomst lysnede det og vi fik en dejlig aftensol som vi udnyttede til en tur hen langs fjordbredden.

Derefter lavede vi rigtig mad med kogte kartofler og peberbøffer, det trængte vi til.

26/7-25

Nu var gensynets time kommet, kunne jeg genkende byen, eller var alt forandret? En del var faktisk ukendeligt med nye brede indkørselsveje o.s.v., men kernen var så at sige intakt. Det gamle Hotel Björnidet (bjørnehiet) og de samme lidt afskallede træhuse langs den gennemgående lange lige hovedgade, dog nu ensrettet.

Det var her på Järnvägsgatan, især i weekenden, at amerikanerbilerne kørte op og ned af gaden for nedrullede vinduer med musikken skruet godt op. Og her de unge piger ligesom tilfældigvis kom slentrende – lige så op og ned af gaden.

Og det gjorde de stadig, især bilerne, denne lørdag formiddag til Eriks store begejstring, han var nærmest helt høj…

Tidligere var der en elv, hvor tømmer blev transporteret ned til byens store arbejdsplads, savværket. Nu er savværket lukket og slukket, elven opdæmmet og udlagt til en sø, men resterne ses her.

Vi fortsatte op mod min gamle arbejdsplads, sygehuset, som i sin tid lå halvt gemt bag store birketræer.

Sygehuset lå der stadig, men mange af birketræerne var bukket under for alderen, eller var blevet fortrængt af den nye sygehusbygning, der var dukket op tæt ved. En lille dame  passerede forbi os, og jeg faldt i snak med hende. Hun viste sig at være sygeplejerske, var startet i 1978, netop da jeg også var der, men vi (gen?)kendte ikke hinanden. Selv om byen lignede sig selv, var der nu betydeligt flere små spisesteder. Før var der kun hotellet, et pizzeria, en pølsebar og ikke mindst Wienerkonditoriet, som var mødested for folk i alle aldre, og som heldigvis stadig var der.

Vi satte os ved et af de nye pizzeriaer og delte en pizza, mens især Erik kunne iagttage de flotte biler, der nærmest sejlede forbi.

Næste uundgåelige mål var kirken højt oppe på bakken.

Her fik jeg via en dansk lægevikar adgang til kirkens kor, hvor alle byens sangglade samledes, troende eller ej. Det var et kor, der gav mig mange glæder og oplevelser, såvel i Torsby som på ture til Finland, Skjern som var venskabsby med Torsby, samt ved gæstebesøg hos “mit” sangkor i Svendborg. Derfra gik vi ud til Hembygdsgården, som udover at være en slags frilandsmuseum også er et samlingssted for lokalbefolkningen.

Her var der lagt op til kaffe og vafler, men kortterminalen svigtede, og kontanter er så godt som ikke eksisterende for os. Og det lykkedes ikke en gang via mobilpay og en flink svensker som mellemmand at organisere et køb, det var nærmest en katastrofe. Så vi måtte nøjes med at se andre guffe i sig.

Vejen tilbage til bilen gik først forbi mit gamle badested, hvor jeg i sol og regn har badet i Frykens sorte, men udmærkede badevand.

Og lidt senere på Levgrensvägen kom vi forbi den ejendom, hvor jeg boede i en lejlighed øverst oppe og kunne kravle ud gennem vinduet og sole mig lidt på afsatsen som en anden “Karlsson på taket.”

Tilbage på campingpladsen fik vi endelig vores tiltrængte kaffe, men uden vafler eller kanelbullar. Resten af dagen gik med ligeså tiltrængt afslapning.

25/7 2025

Vi forlod Picasso og de herskabelige omgivelser i Kristinehamn og fortsatte mod Torsby en lille by med ca. 12.000 indbyggere, en flække eller et hul i jorden for mange, men for mig et sted, der gennem mine to arbejdssomre der i 1978-79, gav mig så mange gode oplevelser. Det kan være farligt at gentage en succes, men det fik briste eller bære. Men jo nærmere vi kom de kendte steder, jo mere kunne jeg mærke, at den gamle kærlighed ikke var rustet, men snarere var parat til at bryde ud i lys lue.

Her er da bare pænt – ikke Erik, spurgte jeg gang på gang. Jo, det syntes Erik da, men han syntes langt mere begejstret ved at  konstatere, at jeg nok havde ret i, at Torsby og omegn var gamle amerikaner bilers mekka.

Vi tog ind På Torsby Camping tæt på byen og lige ned til den øverste del af Fryken, den meget lange, smalle tredelte sø, der går fra Kil til Torsby. Vi blev hjerteligt modtagne som gode gamle bekendte, (hvilket vi absolut ikke var) og fik en fin plads med godt udsyn over søen m.m. Vi havde besluttet at blive to nætter her og bare dase og slappe af på pladsen resten af dagen.

Der var nok at se på, der udspillede sig et intenst badeliv i søen i det dejlige sommervejr. Utroligt så længe såvel børn som voksne kunne holde ud at blive ved med at bade, pjaske og svømme.

Der var også en lille bådebro.

Og også her havde der sneget sig en enkelt flyder med tilhørende campingvogn ind.

Pladsen rådede over en velbesøgt restaurant, Nomad, nok egnens bedste.

For at være sikre på et bord havde vi klogeligt bestilt bord. Først på aftenen kom der en kortvarig tordenbyge, men da den var ovre, kunne vi sidde ude og se tværs over søen til den värmlandske højderygs dragende, blågrønne profil.

Hvis vi da ikke foretrak at lade os underholde af et svenskt selskab, der havde takket ja til en meget rundhåndet vinsmagning, og som blev ganske lystigt efterhånden som glassene blev tømt.

Stedet havde som noget nyt, efter en studietur til Bretagne, galettes (madpandekager af boghvedemel) på menu’en, og de havde virkelig taget ved lære. De var bare så lækre, næsten  de bedste jeg har har fået.
Efter en kop te, var det sengetid, morgendagen ventede.

24/7-25

Klokken seks ringede uret på Hummelvik camping i Åland. Vi skulle nemlig med færgen fra Eckerö kl. otte mod Grisslehamn i Sverige, en tur på kun to timer og dermed med en del kortere sejltid end færgen fra Mariehamn mod Stockholm. Det var en både mindre og ældre færge, men meget hyggelig. Vi havde også denne gang bestilt morgenmad, og det var en mere folkelig omgang end vores  seneste champagnefærgetur til Åland fra Turku.  Der kan handles toldfrit på færgen, hvilket mange udnyttede til fulde.

Farvel til Åland, Alvarsholmen og goddag ti Grisslehamn

På foto’et nedenfor har Erik taget et billede af kølvandsstriben og havet, som en stor del af tiden var fyldt af disse små partikler, måske noget fra de mange fyrretræer.

Grisslehamn er en lille hyggelig havneby uden den store aktivitet beliggende godt og vel 100 km nord for Stockholm.

Vi var lige inde i den lokale fiskehandel og forsyne os med to slags fisk til aftensmaden. Den ene fisk var gös, sandart på dansk, en eftertragtet rovferskvandsfisk i familie med aborren. Den ligner nu mere en gedde. Det var nok den dyreste fisk vi er stødt på. Over 90 svenske kroner (60 danske) for en lillebitte filet, men den smagte godt. Og så et bæger Skagenröra, sidstnævnte kan man kun få for lidt af i Sverige.

Vi havde kurs mod Torsby, en lille by i Värmland, hvor jeg i to somre for små halvtreds år siden arbejdede på sygehuset som fysioterapeut. Nu hvor vi var på de kanter, kunne det være sjovt med et gensyn. Vi nåede ikke helt så langt, men dog til Värmland, nærmere bestemt Kristinehamn, som ligger i en lille fjord i tilslutning til den store sø Vänern. Byens hovedattraktion er Picassoskulpturen en 15 m høj betonskulptur, som ved en blanding af tilfælde og aktiv indsats kom til byen for nu 60 år siden.

Et ungt kunstnerisk bysbarn, Bengt Olson, mødte i 50’erne en norsk kunstner i Frankrig. Denne arbejdede med et nyt betonmateriale som havde Picassos interesse. Han ville lave en serie figurer i overstørrelse med sin daværende hustru Jacqueline som inspirationskilde. Og hvis man var hurtig, kunne købe en af disse for 150.000 kr. Den unge svensker fik overtalt kommunen i Kristinehamn til at gå ind i projektet, og Picasso accepterede den attraktive placering af “Jacqueline”. Og voila ved midsommer i 1965 stod hun der 15 m høj og skuede ud over Vänern, nærmest et hav – eller som Sjælland.

Og hun skulle efter sigende kunne holde i 2000 år….Efter at ha’ beundret hende fra alle sider, holdt vi ind på en nærliggende campingplads, som brystede sig af at kunne tilbyde herregårdsliv, mest fordi den faktisk lå klos op af noget, der kunne ligne en lille herregård.

Måske var pladsen i sin tid blevet udstykket fra herregården. Det var et udmærket sted, og der var både søudsigt og fred og ro, hvilket vi trængte til efter vores tidlige opvågnen.

k

23/7-25

I dag ville vi rundt på Åland. Landskabet var stilfærdigt smukt kuperet og meget varieret med nåleskov, løvskov, dyrkede marker, frugtplantager m.m. og ind i mellem lå fine røde træhuse spredt ud med løs hånd.

Vi havde kurs mod Geta, hvor vi først var forbi den lille gamle kirke fra 1400 tallet, der efter finsk skik havde et klokketårn af træ, også kirkegården var interessant og smuk.

Det kan nævnes, at omtrent en tredjedel af de til hvilestedte bar de typiske svenske navne Jansson eller Karlsson. Og at i al fald nogle af de kirkegårdsbesøgende kørte i gamle biler.

Lige i nærheden lå Getabjerget, ø’ens højeste punkt med sine 107 m.o.h. Det var fint, at vandre rundt på klipperne og nyde udsigten.

På sådant et udsigtssted ligger der selvfølgelig også en restaurant, som vi meget passende fik frokost, dagens fisk, på. Et rigtig hyggeligt sted.

Inden vi kørte videre var, vi oppe i et udsigtstårn for at træne benmusklerne lidt.

Herefter kørte vi rundt lidt på må og få.

Nedenunder vajer det ålandske flag flot, mens midsommerstangen ser noget træt ud

Vi sluttede af i Käringshamn’s lystbådehavn, og som det ses kører der også lidt nyere smukke biler i Åland.

Åland har en specialitet inden for det søde køkken, og det er ålandspandekager med sveskesyltetøj og flødeskum. Pandekagerne, der er krydret med kardemomme, er tykke og bliver bagt i ovn. Og så bliver de skåret ud i stykker ligesom lasagne. Dem fik vi smagt her, og de var faktisk rigtig gode, smager bedre end de så ud – også sveskemosen.

Herefter tog vi hjem til vores rare campingplads og slappede af.