Morgenstemning ved vores dejlige plads i Skärshamn:
Det var den første dag i august og sidst på turen – lidt vemodigt, men hvorfor ikke få lidt sjov ud af den sidste del også? Vi besluttede som en slags finale at tage til Mölle og det nærliggende Kullen. Erik havde aldrig været der og jeg kun på en folkeskoleudflugt, som jeg knapt mindes.
Så vi kørte (på nær et ladestop) direkte til Mølle, her var vi lige inde og booke en campingplads, der var lovet regn ud på aftenen, og så var det rart med lidt komfort. Og så til det sjove, en sidste frokost stadig i dejligt solskin på Knafses (mærkeligt navn), men hyggelige café i Mölles havn.
En lækker vegetarisk ret med karamelliserede rodfrugter og gedeost til Erik og pasta alle vongole til mig (begge en af vores yndlingsretter) samt lokalt brygget øl og cider. Havnen er hyggelig med meget at se på.
Oppe bagved ligger flere fine gamle tidligere og nuværende hoteller og pensionater, så det er et sted med historie og atmosfære. Yderst på molen lavede unge mennesker, oveni købet franskmænd, m/k dristige hovedspring, og en ribbåd gjorde klar til en rask tur ud om Kullen, alt i mens deltagerne lettere nervøst spejdede op mod de sorte skyer og den lette buldren i det fjerne.
Der var også et par fine skulpturer på havnen.
Der er også lidt strand vid siden af havnen, men den er meget stenet.
Det holdt fortsat tørt, så efter en is til deling kørte vi så langt vi kunne op på Kullaberget. Her valgte vi af flere årsager, Eriks knæ og de sorte skyer, den korteste rute på 2 km.
Det var en flot og passende tur til os, der sluttede ude ved det gamle fyr – og en café, hvor vi fik kaffe med “kanelbulle”og gulerodskage. Og efter et hurtigt kik oppe ved fyret kom de første regndråber, og vi nåede ned til Kermit, inden regnen fik rigtig fat.
På vej ned fra Kullabjerget fik vi ud af vinduet lige fanget udsigten over Mölle Havn, og det ses ikke, at det faktisk regnede.
Ude på campingpladsen var græsset på vores lille indhegnede frimærke allerede godt vådt, og våd blev resten af aftenen. Så vi var glade for fælleskøkkenet, hvor vi kunne kokkerere lidt og senere vaske op. Og for første gang i lange tider spiste vi indendørs oppe i køkkenet og drak vores godnat te i Kermit.
Vi ville gerne besøge Lysekil, som vi havde hørt meget godt om, så vi kørte ind og parkerede nær deres havnebad i centrum. Selv om 7.500 ikke er mange indbyggere, er det alligevel en væsentlig større og mere rigtig by end de små fiske/turistbyer vi senest har været i.
Havnebadet var vældig tillokkende med fine træbroer og klipper i en smuk harmoni. I et andet bassin så vi dykkertræning, det er ikke noget der trækker i os, en pige så nærmest ud til at være ved at drukne.
Der var en smuk udsigt fra havnen op mod byen, forrest lå nogle gamle gulmalede træhuse, og højt oppe bagved knejsede byens store kirke.
Vi besteg en stejl stentrappe for at komme op i højderne, da vi var oppe, passerede vi først den ene flotte udsigtsvilla efter den anden, inden vi nåede frem til den overraskende store kirke.
Kirken var åben, og det store rum havde en virkelig behagelig atmosfære.
Der var en hyggelig café, et legerum og selve den mere kirkelige del af rummet var smukt og på vellykket vis tilføjet nyere elementer, som gjorde kirken i mødekommende og tidsvarende.
Jeg tror ikke, at svenskere som sådan er mere troende end danskerne, men rent socialt lader kirken og dens aktiviteter og tilbud til at fylde mere i svenskerns liv end i danskernes.
Nede i bykernen igen kom vi gennem en lille park, et lille torv og en lille gågade. Og caféer og små spisesteder var der rigeligt af. Vi havde egentlig tænkt at fortsætte helt til Varberg, men det gode vejr og Erik lokkede med endnu et stop i Skægården – på Tjørn, hvor vi har været i egen båd. Og sådan blev det.
Vi forlod Lysekil, tog med den nærliggende “Gul og Gratis”-Finnsbo/Scores færge over Gullmarsfjorden og kørte videre syd på mod Tjørn. Vi stoppede i ved en lille havn ved Bleket, en mindre bebyggelse, hvor man var ved at ødelægge idyllen ved at bygge noget, der mindede om Rundetårn i højde og drøjde. Vi spiste frokost der, men havde ikke lyst til at blive. Lidt derfra lå den noget større havn Skärhamn, og der var rigtig fint.
Der ser lidt anderledes ud i dag
Vi kunne også her holde gratis på en almindelig p.plads længst ude og med et døgnåbent toilet lige ved. Vi var på havnerundtur og bemærkede det store ret nye museum for nordiske akvarelmalerier, men det var desværre tæt på lukketid – så vi gik over til badebroen i stedet.
Her fik jeg endnu en gang badet i det skønne vand, hvilken lykke…. Vi gad ikke rigtig lave mad, og der lå en meget tillokkende tapasbar tæt på os, så der slog vi os ned, og det var bare godt, næsten som at være i Spanien.
Lidt humor har de da de gode svenskere, kirken som glad nissemand…
Lige ved siden af vores p.plads var der en stort bredt træplateau, hvor lystfiskere tidligere på dagen havde stået og kastet deres liner ud. Men nu var de væk, og man kunne uden fare for at få en fiskekrog i øjet sidde der med en kop te og nyde den stille, lune aften.
Lige ved solnedgang, nu allerede klokken lidt over ni kom nogle unge fyr buldrende gennem lydmuren og kastede sig gentagne gange ud i vandet. Sandelig – livet er ikke det værste man har…. Og det var bare om at nyde det og suge til sig, for der var vejromslag på vej – og vores fantastiske rundrejse sang på sidste vers.
Vi havde ikke travlt med at komme væk fra dejlige Hunnebo Strand. Vi var forbi optimisterne som på rad og række var ved at gøre klar til at sejle ud.
Og ovre ved den lille badebro ved siden af så vi en meget lille hund tilsyneladende helt alene og forladt på toppen af en klippe.
Men da vi kom nærmere og om på den anden side af klippen, så vi, at hundens ejer, en moden herre med tatoveringer jævnt fordelt ud over sin muskuløse krop, netop var på vej op af badestigen. (Desværre intet foto af ham). De to var ikke just billedet på “Som herre så hund”, men der var en tydelig gensidig sympati.
Vi var ikke nær færdige med skærgården, men fortsatte mod Smögen, et andet af kystens tophits og også ny for os. For at komme derover måtte man over en bro, og herfra så byen ret fascinerende ud.
Her var om muligt endnu flere mennesker, tøjbutikker og café’er presset sammen i den smalle havn, heraf navnet, Smøgen. Har dog prøvet at fange øjeblikke uden for mange andre menesker. Selve byen har kun godt 1200 indbyggere.
På vej ud af havnekajen så vi det gode skib danske Roselina fra Aarhus.
Charmerende var her, dog stadig især længst ude af molen.
Erik havde længe talt om, at han gerne ville på en tur med med en udflugtsbåd, helst med servering af fisk og skaldyr, op af f.eks. Götakanalen. Her på stedet viste der sig mulighed for at komme på en tre timers tur op af den for os ukendte Sotakanal med fiskebuffet til en rimelig pris, så vi slog til og stillede os i kø til kl. 13 afgangen med den noget bedagede lille færge Soten.
Svenskere elsker den slags ture, og de elsker alle slags sild med med forskellige saucer samt nykogte kartofler. Og det var der masser af, dertil meget store og lækre pil selv rejer samt en god røget laks i tykke skiver, samt brød og sprød salat. Men ingen krebs, krabber endsige hummer, hvilket var selvsagt til prisen, men friskt og godt var det. Der var tre dæk og vi sad på nederste dæk med de mindste vinduer, men med mest plads og med den bedste lyd.
Der var, vist nok kaptajnen selv, nemlig en virkelig god fortæller, som live over mikrofonen, fortalte om Smögens og nabohavnen Kungshamns historiske udvikling især inden for fiskeindustrien med sildekonserves – også det i Sverige siden 1954 lovpriste produkt “Kalles Kaviar” kommer herfra. Smögen var økonomisk bedre stillet end mange af de andre små byer langs kysten, hvor godt halvdelen af den mandlige arbejdsstyrke var dybt alkoholiserede. Dette skyldtes i høj grad, at kirken eller missionshuset her havde evnet at holde mændene fra flasken. Kaptajnens egen far var også fisker, og som dreng var han ofte med og fik tit lov at sejle båden til kajs efter endt arbejde. Det lå i kortene, at også han skulle være fisker, men som tolvårig fik han et sommerjob på skibet, vi var ombord på, og hermed var hans skæbne beseglet. 50 år havde han nu arbejdet på og med det ene og andet på denne aldrende dame, og han elskede tydeligvis stadig sit job. Erik var lige oppe i stævnen og kigge ud gennem kanalen. Man var tæt klipperne…
Lidt om Sotekanalen: Allerede i slutningen af 1800-tallet havde man pga mange ulykker udenskærs på Sotefjorden haft planer og ønske om en kanal gennem halvøen Ramsviklandet. Men først i 1931 kom arbejdet i gang. Der var på dette tidspunkt mange arbejdsløse stenhuggere og ledet af en meget dygtig arkitekt/ingeniør gik man i gang med sprængning og udhugning af den 4.800 m lange, 15 m brede og 4,5m dybe kanal, som blev indviet i 1935 efter 212.000 arbejdstimer. Og helt bemærkelsesværdigt blev dette arbejde udført uden tab af et eneste menneskeliv og kun med mindre fysiske skader.
Efter maden gik vi godt mætte op på soldækket , hvor vi bedre kunne nyde udsigten, det gode vejr – og kaffe og kage.
Inden vi vendte snuden mod Smögen igen, fik vi et gensyn med Hunnebo Strand. Et større selskab stammede åbenbart selv herfra, for mor og mormor stod nede på kajen og vinkede til pigen med de lange fletninger.
Spændende sejlads…
Undervejs kunne vi se, at folk lå som sæler og solede sig og badede fra klipperne. Så da vi kom i land, stilede vi straks over mod det nærmeste badested i havnen, hvor jeg fik sommerens hidtil bedste svømmetur i dejligt saltvand, der ikke en gang var koldt.
Herefter gjaldt det om at finde et sted for aften og nat, og vi kørte sydpå mod den lidt større by Lysekil, hvor der skulle være flere muligheder. Vi endte på en campingplads med det lovende navn Udsigten.
Det var en ældre lidt rodet affære, men på sin vis også hyggelig, og i det fjerne kunne vi da skimte vandet. Og der var en rigtig fin gåtur ned til vandet.
Så pyt med at at kun hveranden vandhane (kun koldt vand) virkede i den aflange fælles vask. Der var dog varmt vand i de tre brusere, men kun forhæng og en fælles omklædnings bænk.
Mad orkede vi end ikke at tænke på efter vores rigelige buffet på kanalturen.
Hjemturen, eller hvad man skal kalde det, foregår i lidt zigzag kurs, idet vi nu tog nordvest på mod Fjällbacka, byen i hvilken den svenske krimidronning Camilla Läckbergs morddramaer udspiller sig. Vi savnede rigtigt hav og ville gerne gense den vestlige svenske skærgård, som vi tidligere har besøgt i sejlbåd , dog ikke helt så nordligt som nu.
Denne sommerdag åndede alt dog fred og idyl – bortset fra, at her var alt for mange mennesker på gaden, på restauranterne – ja overalt. Vi ville spise frokost og fik en god plads på “Mathilda” ved et bord med udsigt over havnen og til de mange andre spisende feriegæster.
Der var en lidt velbjerget jetset stemning over stedet, men deres rejemad fejlede ikke noget.
Med maverne fyldte af rejer så vi os lidt omkring i havnen og byen. Der var feriestemning og mange børnefamilier med solbrændte børn med vind- og saltfiltret hår.
Efter at ha’ hvilet os lidt i de knap så magelige solstole fortsatte vi ned til Hunnebo Strand, hvor turistpresset var en smule mindre, og hvor der skulle være en god autocamperplads. Den var dog allerede optaget, men vi gentog vores succes fra Trollhättan og parkerede på en lidt afsides plads længst ude på den ret store havn. Også her var der døgnåbne toiletter uden kode, så alt var så godt, som det kunne blive. Vi var ude, hvor sejlerskolen holdt til, det er altid sjovt, at se de små optimister og deres seje, men ikke så meget ældre m/k trænere. Kuldskære var de i al fald ikke. Vi gik en tur ud langs havenfronten og så på bådene. Der var vist en enkelt eller to danske både, men mange virkeligt store norske motorbåde, det kan godt virke lidt for meget….
Vi fik købt noget mere Skagensalat hos fiskehandleren, og da der var udsalg hos Eriks favoritbutik Pelle P, fik vi også gjort nogle gode køb der.
Om aftenen sad vi ude ved Kermit på en nærliggende træbro op af de solvarme klipper og fik lidt kold mad, ikke så ringe endda.
De lyse nætter er ikke så lyse endda længere, i al fald ikke når sorte skyer trækker op.
Vi forlod Arvika og Värmland uden at ha’ set elg, bortset fra et kortvarigt glimt af en elgko en gang halvvejs oppe Norge. Og der skulle enda være mange elge i denne egn. Lidt skuffende, men de kan kan jo også komme for tæt på…. Jeg fandt en mindre og ret harmløs variant oppe i campingreceptionen, men den kom op på hylden igen til sin makker.
I dag havde Erik bestemt destinationen, Trollhättan, hvor man kunne se på både og sluser, to fluer med et smæk så at sige. Efter lige at ha’ været et smut forbi Vänersborg, hvor Trollhättekanalen går ud i Vänern, kørte vi videre ned til Trollhättan. Vi ankom ret tidligt, men den Autocamperplads vi havde udset os, var allerede fuldt optaget.
Så vi stillede bare Kermit på en almindelig parkeringsplads lige overfor, faktisk meget bedre og så med græs lige ved. Vi pakkede picnickurven og satte os ned i havnen og fik frokost og kiggede på alle bådene, der enten lå over eller skulle suses den ene eller anden vej.
Det sidste fik vi resten af dagen til at gå med. De første sluseanlæg indviedes år 1800, men siden er der kommet flere og større til.
Og dem der er i brug nu skal udskiftes inden for den nærmeste tid. Der sluses nok flest lystsejlere, men vi så to rigtig store skibe og en af de gamle turbåde, mens vi var der.
Sluserne beslaglægger et stort areal, og omme bagved i et smukt nu rekreativt område finder man nogle af de ældre, der ikke er i brug længere.
Vi så og talte med utrolig mange danskere både sejlere, endda en fra Thurø, og autocampister. Vi fik ingen problemer med at overnatte på den almindelige p.plads, og vi kunne bruge de samme toiletter som de andre, for det var faktisk offentlige toiletter, hvoraf et var åbent hele natten, hvis det skulle være… Lidt omme bag ved var der nogle fodboldbaner, så der var en del kørsel forbi os. Måske var det medvirkende til den lidt ubehagelige hændelse, vi fik fortalt om.
Inde på autocamperpladsen, hvor de store biler holdt på rad og række, havde der været flere natlige tyverier af mobiltelefoner m.m. Tyvene havde i den ikke særlig mørke, men lune nat listet ind og skåret fluenetsvinduerne op og langet en arm ind efter, hvad de nu kunne få fat i. Lidt uhyggeligt – vi låste i al fald denne nat.
